Viser opslag med etiketten Fondantkager 2011. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fondantkager 2011. Vis alle opslag

mandag den 27. juni 2011

En fødselsdagskage i design inspireret fra en scrapbooking indbydelse

For 2 år siden spurgte Lone om jeg ikke ville lave en kage til hendes mands 50 års fødselsdag og der lavede jeg denne Kite surf kage. I år bliver Lone så 40 år og så var det Jans tur til at overraske Lone med en kage.

Lone laver nogle utrolig flotte kort, indbydelser, gaveindpakninger osv og viser sine flotte kreationer på sin blog Lone's scrapbooking. Det var derfor helt oplagt at bruge den indbydelse hun havde lavet til festen som inspiration til design på kagen. Indbydelsen gav mig straks en idé til hvad jeg ville lave.

Nedenstående billede er taget fra det blogindlæg, hvor Lone viste sin indbydelse frem.


Det var virkelig sjovt at fortolke en indbydelse til et kagedesign. Det håber jeg, at jeg får mulighed for igen en anden gang.

Her følger en serie af billeder af kagen, samt lidt informationer.

Et billede af kagen i sin helhed.


Et nærbillede af de to kager. Bemærk båndet rundt om cake-boardet. Det fandt jeg i en brugskunstforretning i Kalundborg og det passede så fint i farverne. Båndet er fra Maileg.



Et nærbillede af den øverste kage. De små blomster minder lidt om 80'erne blomstertapeter fra Laura Ashley. Den grønne del af blomsterne er tegnet på med en "Leaf Green" Edible Food Pen fra Rainbow Dust.


Nærbillede af top-kagen.



Nærbillede af top pladen. Flagene er alle tegnet med Edible Food Pen's fra Rainbow Dust. Jeg har brugt følgende farver: "Jet Black", "Dusty Pink", "Red" og "Laeaf Green". Flag 2 og 4 er først dustet med "Shell Blue" fra Edable Art. Bogstaverne er lavet med "Groovy Clikstix" fra Windsor. Jeg er ved at lave et blogindlæg om bogstaver, så mere om dem ved en senere lejlighed.

Grundet travlhed på jobbet havde jeg allerede i sidste weekend fået kreeret top pladen, så den kunne ligger og blive rigtig tør. Men en dag i et ubevogtet øjeblik, havde yngstesønnen haft fat i pynten. Så kan man lære at sætte det udenfor småbørns-rækkevidde!


Jeg vælter ikke rundt i tid lige i øjeblikket, så det var nøje planlagt hvornår jeg skulle lave de forskellige ting. Torsdag aften lavede jeg ganacherne klar og stillede dem på køl natten over. Fredag morgen kl. 5 (!!) stod jeg op og piskede dem. Og der opdagede jeg, at chokoladeganachen godt nok var noget lys i det. Og da jeg tjekkede chokolade-beholdningen kunne jeg se, at jeg havde hakket en hel plade for lidt!! Doh! Der var bare ingenting at gøre, da jeg jo ikke kunne nå at købe ind til og lave en ny portion og smide den på køl i mindst 8 timer, så jeg var noget ærgelig i det og måtte lægge ganachen i kagen i en reducerert udgave. Så tog jeg på arbejde og efter arbejde direkte til hyggeaften hos Piskeriset. Der fortalte jeg pigerne om mine trængsler og så kom Godte på den fine idé at hakke chokoladen og lægge den ovenpå ganachen. Så det gjorde jeg tidligt lørdag morgen. Jeg håber, at det blev en god løsning for min glemsomhed. Så TAK Godte, for at du kom med redningsplanken :-)

Kage fakta:
Kage og fyld: Begge kager har samme indhold. De indeholder 3 lyse lagkagebunde. Kagerne er fyldt med lys chokolade ganache og solbær mousse
Forme: Kagerne er bagt i 2 runde forme á 9" / 23 cm og  13" / 33 cm.
Opsmøring: Det hele er smurt op med 5:5 ganache.
Andre fakta: Kagerne er betrukket med fondant. Til den nederste kage har jeg anvendt "Ruby" fra Sugar Flair. Blomsterhovederne på den øverste kage er samme nuance. Striberne på den nederste kage og bogstaverne er i en mørkere nuance, men stadig "Ruby".  
Søndag gik med at hygge mig med mine to yngste drenge. Det var sådan en søndag, hvor man har "oceaner" af tid til at gå hånd-i-hånd med yngstesønnen ned til skraldespanden (altså herude på landet er der laaangt fra hus til skraldespand).
De næste dage bliver for mig meget travle og meget lange, da jeg får besøg fra Lægemiddelstyrelsen inde på arbejdet. Men så er det godt, at man er blevet fyldt op med god energi fra en langsom søndag.
God dag til jer derude :-)

lørdag den 28. maj 2011

Bryllupskage med kirsebærgrene

I dag bliver Carina og Allan gift og de ville så gerne have, at jeg lavede deres bryllupskage. De nævnte det allerede dengang jeg lavede dåbskager til deres tvillinger, Ava og Smilla. Nu er dagen så kommet.

De var meget enige om, at det skulle være et enkelt design med kirsebærgrene og intet andet. Og det falder jo lige i min smag, så det var meget nemt for mig at opfylde deres ønsker. Jeg bor i øvrigt med udsigt ud over en kæmpe kirsebær plantage, der netop har stået i fuldt flor. Fantastisk udsigt, selvom den desværre tager noget af vores udsigt over vandet.

Men når kirsebærrene blomstrer, så ved man bare, at foråret er i gang og sommeren er på vej. Derfor forstår jeg godt, at Carina og Allan valgte netop dette tema for deres bryllupskage. Bryllupskager med kirsebærgrene er dog meget anvendt, så det er ikke noget revolutionerende design jeg her har kreeret. Jeg valgte at lave tre grene med masser af kirsebærblomster på. Jeg lavede 180 (!) blomster, hvilket tog mig 4 aftener i træk at lave. Jeg satte mig simpel hen i sofaen hver aften efter børnene var lagt og lavede de små blomster - man kan vel multitaske :-)

Her følger billeder af de andre to grene:


Og herunder følger nogle nærbilleder:







Og til sidst et billede af de 180 blomster. Jeg fik ikke brugt dem alle. Jeg havde ca. 40 i overskud.


Kage fakta:
Kage og fyld: Alle tre kager har ens indhold. De indeholder 2 lyse lagkagebunde og  og 1 chokoladebund. Kagerne er fyldt med lys chokolade ganache og hindbær mousse
Forme: Kagerne er bagt i 3 runde forme á 9" / 23 cm, 11" / 28 cm og  13" / 33 cm.
Opsmøring: Det hele er smurt op med 7:7 ganache.
Andre fakta: Kager er betrukket med fondant. Kirsebærblomsterne er lavet af fondant med tylose i. Se min How-to-do på hvordan man laver dem. Kanten rundt om kagerne er lavet af Royal Icing med en rund tyl fra Wilton i størrelse 8. 
Andre bryllupskager:
Bryllupskage med orchidéer og monogram
Bryllupskage med roser og liljekonvaller
Flower Power bryllupskage

Rigtig god weekend til jer alle!

lørdag den 21. maj 2011

Konfirmationskage med FC Barcelona fodbold


Simon blev konfirmeret i går og ønskede sig en FC Barcelona kage. Jeg har efterhånden lavet en del fodboldkager, så min fantasi er ved at løbe tør. Men i januar købte vi en FC Barcelona fodbold til min søn og så havde jeg motivet til kagen. Jeg tog et billede af fodbolden og prøvede (så godt jeg kunne!!!) at lave fodbolden som den ser ud. Men hold da op et puslespil. Det var altså noget af et nørkleri at få tern og farver til at makke ret!

I tillæg til at udfordringerne med bolden, så har en af mine drenge (formentlig den yngste) haft fat i min smoother og glattet et betongulv. Den var så fyldt med ridser, at jeg ikke kunne bruge den. Så kagen blev ikke så glat som ønsket.

Selvom jeg ikke er 100% tilfreds, så håber jeg meget, at konfirmanden blev lykkelig for kagen.

Jeg har tidligre lavet en kage til hans søsters konfirmation. Den kan I se her.

Her er et billede af bolden.


Og et billede af den rigtige bold.

Kage fakta:
Kage og fyld: De grønne kager er lavet af lyse lagkagebunde og er fyldt med hvid chokolade ganache med limeskal og hindbær mousse. Bolden er lavet af Bondekonens chokoladekage.
Forme: Kagerne er bagt i 1 rund form á 9" / 23 cm og 1 rund form á 13" / 33 cm. Bolden er lavet i en 6" / 15 cm Wilton sport ball form .
Opsmøring: Det hele er smurt op med 5:5 ganache
Andre fakta: De runde kager er betrukket med fondant, der er indfarvet med "Foliage Green extra" fra Sugar Flair.Græsset rundt om kagerne er lavet af Royal Icing også indfarvet med "Foliage Green extra" fra Sugar Flair. Bolden er ligeledes betrukket med hvid fondant og derefter er ternene sat på.  
Andre fodbold kager:

Ellers har her været lidt stille på bloggen. Der er så meget, der (også) skal passes. I går var vi til 4-dobbelt fødselsdag (ja, nogen forstår at slå sig sammen) og i dag til champagnebrunch (40 års fødselsdag). I morgen står den bare på afslapning og lidt geocaching med ungerne og en legekammerat. Og mon så ikke jeg skulle se at gøre noget ved de 4 (!!) (over)fyldte vasketøjskurve, der står og "brækker" sig i bryggerset?? Joo, det tror jeg nok.

God weekend til jer alle.

mandag den 16. maj 2011

Rapunzel kage

Jeg er inde i en stime af ustabile projekter. Først en motorcrosser og nu et tårn så højt, så højt, at jeg var seriøst bange for at det skulle vælte!! Indimellem så er jeg lidt naiv og lettere optimistisk ift mine evner udi hvad der måske egentlig er fatisk muligt! Men det blev dog mere stabilt efter det blev beklædt med fondant og sat sig på køl.

Selma er vild med Rapunzel og hendes mor ville overraske hende med denne Rapunzel kage. Og som mor til tre drenge, så går man jo ikke af vejen for en tøse-kage i ny og næ. Jeg har ofret mig langt for kagen. For som nogen af jer har bemærket her på siden (og ikke mindst, dem der kender mig og har besøgt mig), ja, de vil vide, at jeg bor på et stort landsted, som kun delvist er sat i stand (og som i øvrigt er til salg, hvis der er nogen der har brug for et landsted). Og den del af huset, der ikke er sat i stand bruges ikke i dagligdagen, bortset fra mig, når jeg laver kager. Der er nemlig masser af plads til at arbejde med sukker. Men der er også meget koldt. Og fordi kagen ikke lod sig transportere så let, så pyntede jeg det meste af kagen, mens den stod i mit kage-køleskab! Så får jeg ondt i halsen en af de nærmeste dage, så er det nok Rapunzels skyld!

Nu ser jeg ikke så mange tøse-tegnefilm (jeg er mere hensat til alle dem, hvor der ikke er skyggen af prinssesser, piger, lyserødt og lilla), men jeg så på nettet, at tårnet i filmen var meget tyndt for neden og stort og bredt foroven. Men hvis jeg havde gjort som i filmen, ville kagen helt sikkert vælte, så jeg opfandt mit eget tårn i en anden og (trods alt) mere stabil udgave. Taget blev noget større end jeg havde planlagt og det var bestemt heller ikke en del af planen, at det skulle være lige så skævt som Kong Volmers røv. Jeg ved iøvrigt ikke hvem Kong Volmer var og om man egentlig kan have en skæv røv? Nå, men så svedte den jo tran, den kære kage, eftersom lørdagen stod på regn i stride strømme. Nuvel, resultatet blev ok og jeg håber inderligt, at 7 årige Selma godkender kagen, selvom tårnet ser anderledes ud.

Her er et billede, hvor man kan se lidt detaljer fra tårnets side.


Og her er et billede af navnet "Selma 7".


Og slutteligt et billede af Rapunzel og tårnet lidt tættere på.


Kage fakta:
Kagen: Kagen er lavet af Bondekonens chokoladekage, men allerøverst i spidsen af taget er der ingen kage - kun fondant. Til de 5 kager brugte jeg 5x opskriften. Den sidste kage blev ikke fyldt helt op, men den gik til en del af taget.
Forme: Tårnet / taget er lavet af 5 kager á 5" / 13 cm.
Fyld: Da fødselsdagsbarnet ikke er til så meget fyld er der i hver af de 5 kager blot et enkelt lag fyld af hvid chokolade ganache, hvor jeg brugte 1 x opskriften.
Opsmøring: 5:5 ganache
Andre fakta: Tårnet er betrukket med fondant, der er indfarvet med "Super Black" fra Americolour. Farven er ikke helt blandet ind, for at give kagen lidt effekt af mur / sten. Taget er ligeledes dækket med fondant cirkler, indfarvet med "Grape violet" fra Sugar Flair. De grønne blade / stængler / buske er lavet i Royal Icing indfarvet med "Foliage Green extra" fra Sugar Flair. Blomster, roser og bostaver er lavet i Royal Icing indfarvet med "Grape violet" fra Sugar Flair i forskellige nuancer. Døren er lavet af chokolade fondant fra FunCakes. Håret er lavet med en Sugar Gun.

Når I læser dette indlæg er jeg på vej til lufthavnen, for at deltage i en messe i Düsseldorf. Jeg er stor fan af Bloggers "planlægning" af indlæg, som kan skrives og udgives, når det passer én. Smart! God mandag til jer alle.

søndag den 1. maj 2011

Oval kage med STOR rose i utraditionelt design

Jeg er meget imponeret over de store flotte roser "Cakes by Francesca" laver. De er helt fantastiske. Ved Scandinavian Cake Show i 2009 viste Louise fra Cakejournal hvordan man lavede Francesca's store roser og de blev vildt flotte. Desværre knækkede min rose på hjemturen fra Sverige, så jeg fik aldrig blogget om den. Siden den tur har jeg ledt efter en lejlighed til at få dem lavet igen, men tid svømmer man jo ikke altid lige i. Nu i dag fik jeg muligheden, hvor den ældste var hos en kammerat, den mellemste til fodbold og den yngste sov til middag.
Jeg synes, at rosen skulle ligge på en kage, så jeg dekorerede en flamingokage. Jeg havde lyst til at lave noget utraditionelt og derfor valgte jeg sammensætning af en grafisk inspireret kage med rosen på.




Jeg tog billeder af tilblivelsen af rosen, så der kommer snart en "how-to-do" på den. Derudover, så har jeg købt noget af det udstyr, som man anvender for at lave denne rose, som jeg vil forære i en den næste "give-away" - så hold øje med den :-)

Kage fakta:
Kagen: Flamingokage, oval, 20 cm
Andre fakta: "Kagen" er betrukket med fondant, der er indfarvet med "Pink" fra Sugar Flair. Det limegrønne bånd er lavet af en blanding af lidt forskellige grønne farver. De hvide prikker er stukket ud med en rund udstikker på 2 cm i diameter. Rosen er lavet af Flower Paste og der udgives snart en "How-to-do" her på bloggen.

søndag den 3. april 2011

Camouflage bryster


Nå ja, det er jo ikke så tit, at man blogger om camouflage bryster. Det er formentlig første, eneste og sidste gang.

Søren bliver 40 år og havde forelsket sig i mine tidligere brystkager, så det skulle han overraskes med. Han går rigtig meget på jagt, så derfor var det oplagt at iklæde "damen" i en camouflage-corsage. Men altså, det er ikke altid at mine idéer hænger sammen med hvad der rent faktisk kan lade sig gøre!! Så denne kage drillede mig i den grad og når først een ting går galt, så driller alt andet også. Den blev dog hæderlig, men jeg irritere mig nu alligevel over fejl og skævheder.

Her er et nærbillede af øverste del af kagen.


Her er et nærbillede af tatoveringen på babsen, hvor der står SØREN.

Kage fakta:
Kagen: I "kroppen" jeg anvendt lyse lagkagebunde og i brysterne er der Bondekonens chokoladekage
Forme: En hjerteform 12" / 31 cm (3 gange opskriften) og Wiltons sportball form 6" / 15 cm.
Fyld: I hjertet er der et lag solbærmousse og et lag med hvid chokolade ganache med lidt revet limeskal. I brysterne er der ingen fyld.
Opsmøring: 6:6 ganache
Andre fakta: Kagen er betrukket med "hudfarvet" fondant, der er indfarvet med en lille smule "Paprika / flesh" og "Chestnut" - begge fra Sugar Flair. Camouflage-delen af corsagen er lavet af en brun grund (chokoladefondant fra Fun Cakes), grønne pletter ("Spruce green" fra Sugar Flair) og mørkegrå pletter ("sort" fondant fra Fun Cakes). Øverste del af corsagen er lavet i ren chokolade fondant fra Fun Cakes. Blonden øverst er lavet af Royal Icing indfarvet til mørkegrå med "Super black" fra Americolour.

Andre bryst kager:

søndag den 20. marts 2011

Theo - en isbjørne bamse kage


Min mellemste søn, Anton, blev 7 år i går og i dag havde vi familien på besøg. Anton har en medfødt mindre hjertefejl og har i den anledning være tilknyttet Rigshospitalets børnekardiologiske afdeling. En dag hvor han skulle have en hjertemonitor på i en uge fik han en af "sygehus-bamserne" - en isbjørn. Om armen har den et navnskilt, hvorpå der står Theo. Og det hedder den så også her. Selvom Anton nu er 7 år, så elsker han den overalt på jorden og den sover ved hans side hver nat og han slæber den gerne med ned til morgenbordet om morgenen. Han spurgte om jeg ville lave en Theo kage til gæsterne i dag. Og selvfølgelig ville jeg det. Så jeg gik i krig med at modellere bamsen, (selvom Anton meget nødigt så Theo på køkkenbordet) og det var sgu et større arbejde. Det tog flere timer (!) at lave pelsen - totalt lam i armen blev jeg. Men det var sjovt og Anton blev meget glad for kagen.

Kage fakta:
Kagen: Bondekonens chokoladekage
Forme: En rund form på 3" (8 cm) og en rund form på 5" (13 cm) (gange 3 kager) (1 gang opskriften)
Fyld: Ingen
Opsmøring: 3:3 ganache
Andre fakta: Pelsen er lavet af Royal Icing farvet ganske, ganske lidt med "Cream" fra Sugar Flair. Jeg brugte lidt mere end to gange opskriften.

Andre kager til Anton:
Svampebob kage
Mariokage
Piratkage
Real Madrid kage

Jeg har taget billeder af processen, så en "How to do" er på vej.

lørdag den 19. marts 2011

Kage til 21 drenge....


Min mellemste søn, Anton, har fødselsdag i dag og i går holdt han fødselsdag sammen med sin kammerat og hans tvillinge-bror. Vi hentede alle drengene fra de to klasser lige efter skoletid og de tre fødselsdagsdrenge fik hver et flag i hånden og så gik vi ellers på bedste børnehaveklassestil afsted i en laaang kolonne. At have 21(!) drenge til fødselsdag er en svært højrøstet oplevelse, men det gik faktisk ok.

Jeg havde kage med - og Antons højeste ønske var en fodboldkage - selvom jeg virkelig prøvede at foreslå alt fra ridderborge til drager og dinosaurere. Men nej, ALT drejer sig om fodbold, så det skulle selvfølgelig være noget med fodblod og allerhelst noget med Real Madrid. Men da jeg var ude at rejse dagen før (skod-planlægning) og derfor først startede med at pynte kagen efter jeg kom hjem kl. 21, så blev det altså et meget simpelt design. Jeg bliver næppe husket for denne kreation, men sådan måtte det blive denne gang.

Kage fakta:Kagen: Bondekonens chokoladekage
Forme: En retangulær form 30x40 cm (1 gang opskriften)
Fyld: Ingen
Opsmøring: 3:3 ganache Andre fakta: Fodboldbanen er farvet med Spruce Green fra Sugar Flair. Det hvide linjer på fodboldbanen er malet på med Extra White fra Sugar Flair. Det blå fryser på halstørklædet er farvet med en blanding af Navy fra Sugar Flair og Navy fra Americolour. Teksten på halstørklædet er skrevet i fri hånd med en Navy Blue Edible Food Pen fra Rainbow Dust med den brede tusch ende (øj, var det lige et stort arbejde.....)

Andre kager til Anton:
Svampebob kage
Mariokage
Piratkage

lørdag den 19. februar 2011

Den blå time


"Den blå time" (også kaldet skumringen eller tusmørke) er det tidspunkt på dagen, hvor lys og mørke mødes og hvor himlen bliver stærkt blå og landskabet sort. Det er den smukkeste time på dagen, synes jeg.

Jeg prøvede at fange det øjeblik med at male sorte træer på en tusmørke blå kage Jeg synes desvære ikke at billederne blev gode, da jeg var nødt til at bruge blitz - tusmørket har også gjort sit indtog her :-)

Kage fakta:
Kagen: Dummie str. 6" (15 cm)
Farver: Dummien er betrukket med fondant farvet med "Sky blue" fra Wilton. Træerne er malet med ufortyndet Super Black fra Americolor. Græsset er lavet af Royal Icing farvet med Super Black fra Americolor.

Andre med malede motiver:
Hestekage
Flower power kage

søndag den 13. februar 2011

Sol og sommer

Min niece er lige blevet 18 år og i går var der fest for "de gamle" - dvs familien - de ikke-atten-årige gamlinge. I den anledning spurgte min svigerinde om jeg ikke ville lave en kage, der viste Cecilie i sit rette element, nemlig med sol, strand og sommer og så lige alt det uundværlige for en 18 årig :-)



Her er et nærbillede af havbunden.

Jeg har anvendt følgende:
Turkise fisk: Farven "Turqouise" (Americolor), edible food pen "Sky blue" og "Pearl" (Squires Kitchen)
Lilla fisk: Farven "Grape violet" (Sugar Flair), edible food pen "Dusty pink" og "Pearl" (Squires Kitchen)
Bogstaverne er lavet med "Funky Letters" fra FMM. De er sprayet med "Pearl luster spray" fra PME.



Her er et nærbillede af pigen på stranden. Jeg er ikke ret vild med at lave bare mennesker, da det er utrolig svært at få pænt!!

Jeg har anvendt følgende:
Muslinger, konkylier og søstjerne er lavet med en mould (hvorfra husker jeg ikke). Alt andet er lavet i fri hånd.



Her er et nærbillede af klipklapperne. Fik idéen til dem fra Vibeke, men mine blev ikke helt så fine...


Kage fakta:
Kagen: Lagekagebunde (sukkerbrødsbunde).
Forme: En rund 9" (23 cm) (2 gange opskriften) og en rund 13" (33 cm) (3 gange opskriften)
Fyld: Lime mousse (2 gange opskriften) og blåbær mousse (2 gange opskriften)
Opsmøring: 6:6 ganache
Farver: Øverste kage og boardet er betrukket med fondant farvet med "Cream" fra Sugar Flair. Nederste kage er betrukket med fondant farvet med "Sky blue" fra Wiltons (skøøøn farve). Det løse "sand", der er anvendt er blendet mørkt rørsukker.

Andre sommerkager / vandkager:
Skovturskage
Klipklapkage
Kite surf kage
Kage med fisk

lørdag den 29. januar 2011

FC Barcelona t-shirt kage


Min ældste søn fylder 10 år på mandag og fredag eftermiddag havde vi klassen til fødselsdag. Og drengene i klassen er helt fodboldtossede i øjeblikket, hvilket betyder, at vi dagligt herhjemme ustandseligt lægger ører til driblinger, mål, taklinger, fodboldspillere, fodboldkort og fodboldresultater. Det er et stort held, at jeg holder af at se fodbold i fjernsynet ellers var jeg vist havnet i den forkerte familie :-)

Ikke overraskende ønskede ældstemanden sig en FC Barcelona kage som skulle være formet som bagsiden af Xavi's t-shirt - som jo er hans ynglings fodboldspiller. Det stod hårdt til, da han skulle vælge, for Messi og Inestia var jo også et par af favoritterne. Men det blev Xavi, der vandt. Børnene (ihvert fald drengene) var jo helt vilde med kagen, både det udenpå, men også indeni. Kagen jeg brugte var den gode svampede chokoladekage, som jeg ofte bruger til børnefødselsdage, smurt op med ganache.

Billedet er desværre ikke for godt, men det var nu engang den belysning jeg kunne diske frem på det tidspunkt. Jeg anvendte "Ruby" til den røde stribe og "Navy blue" til den blå stribe - begge fra Sugar Flair.

Sidste år fik Gustav en Metallica-kage til sin fødselsdag og forrige år stod den på en fodboldkage og bille-kage.