Viser opslag med etiketten Påske. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Påske. Vis alle opslag

søndag den 31. marts 2013

2 skønne slags påskeæg




Årets påskeæg anno 2013: Citron påskeæg og Baileys påskeæg. To virkelig skønne chokoladeæg! Æggene er givet væk som værtindegaver.

Det er de mærkeligste steder man kan skaffe sig inspiration eller opskrifter. Forleden så jeg en opskrift på påskeæg på det der stykke papir, der kommer "Med rundt" med posten. Den fristede mig meget, da der var citron i :-) Opskriften er fra Chocolat - en blog jeg ikke lige kendte, men som ser lækker ud.

Og den opskrift inspirerede mig til at bruge samme fremgangsmåde, men med andre ingredienser og derfor opfandt jeg Baileys påskeæggene med nougat og marcipan. Dem må I prøve! De er utrolig lette at lave og smager skønt. Man kan sagtens bruge andet sprut end Baileys.

Og sådan endte jeg med at lave to slags chokolade påskeæg i år. Jeg har tidligere blogget om andre lækre chokoladeæg her: 4 slags påskeæg 2012 og 3 slags påske-chokolade-æg fra påsken 2011.

Opskrifterne kommer her.


Citron påskeæg (fra Chocolat med lidt ændringer)
12 stk

100 g marcipan
Skal og saft af ½ økologisk citron
75 g hvid chokolade

Pynt
150 g hvid chokolade
Passionsfrugt pulver og revet citron

Bland marcipan med skal og saft af ½ citron. Smelt den hvide chokolade over vandbad og pisk det med ned i marcipanblandingen. Sæt blandingen i køleskab i 2 timer (iflg opskriften stod der kun ½ time, men da var min blanding alt for blød. Lad marcipanen stå på køl indtil den er fast nok til at man kan forme æg af den). Form æg á ca. 15 g og sæt dem køligt.

Smelt og temperer chokoladen og overtræk æggene med chokoladen. Pynt med et let drys passionsfrugtpulver og lidt revet citronskal. Du kan også pynte med sigtet frysetørret hindbær for en pink variant eller hvad man ellers synes.


Og så til de skønne Baileys påskeæg!


Baileys påskeæg
14 stk


100 g marcipan
2 spsk Baileys (eller andet sprut)
100 g nougat

Pynt
150 g lys chokolade
revet mørk chokolade

Bland marcipan med Baileys. Smelt nougat over vandbad og pisk det med ned i marcipanblandingen. Sæt blandingen i køleskab i ½ timer til blandingen er fast nok til at man kan forme æg af den. Form æg á ca. 15 g og sæt dem køligt.

Smelt og temperer chokoladen og overtræk æggene med chokoladen. Pynt med et let drys af fintrevet mørk chokolade eller hvad man ellers synes.



lørdag den 23. marts 2013

Påske inspiration

Så står påsken for døren og måske vil I bruge nogle af feriedagene til at lave søde påske-sager. Her er et lille overblik over hvad jeg tidligere har frembragt af påske-godter - måske der er noget I kan bruge.


4 slags påske-chokolade-æg fra påsken 2012



3 slags påske-chokolade-æg fra påsken 2011



Søde påske-cookies



Stort "træ-stamme" påskeæg



How-to-do påskehare



Lækre muffins med mandler og marcipan og påske-pynt

lørdag den 7. april 2012

Dejlige cupcakes med marcipan og mandler - og med børne-nem påskepynt


Her er opskriften på nogle nemme cupcakes med marcipan og mandler. God måde lige at udrydde eventuelle rester fra årets chokolade påskeæg produktion. Kagerne er sprøde og har en rigtig god smag af mandler.

Kagerne er pyntet helt naivt og nemt. Den grønne rede er lavet af Royal Icing farvet grøn med "Foliage green" fra Sugar Flair. I reden ligger der tre små marcipanæg, som mine tre børn har været med til at lave. Marcipanæggene er farvet i "Soft pink" fra AmeriColor, "Baby blue" og "Melon" fra Sugar Flair.


Cupcakes med marcipan og mandler
(12 stk)

150 g marcipan
75 g smør
100 g sukker
3 æg
Korn fra 1 stang vanilje
100 g mandler
150 g mel
2 tsk bagepulver

Pisk marcipan, smør og sukker godt sammen til en ensartet masse. Tilsæt et æg ad gangen og pisk godt igennem til det er luftigt. Tilsæt kornene fra vaniljestangen. Vend mel og bagepulver i dejen og til slut de hakkede mandler. Fyld dejen i papirforme i en fast form og bag kagerne i en 180 C varm ovn i ca. 20 min. Lad kagerne køle helt af inden du pynter dem.

Så er der lidt at hygge sig med når nu vejret er lidt skidt.

torsdag den 5. april 2012

Chokolade påskeæg anno 2012


Rigtig god påske allesammen! Jeg håber, at I får muligheden for at slappe af, hygge jer og nyde den i fulde drag. Måske med lidt god chokolade?

Her er ihvert fald et par idéer til lidt fyldt chokolade. Brug en god mørk chokolade og husk at temperere chokoladen, så chokoladen ikke bliver grå og kedelig.

Vil du have endnu mere inspiration, så se lidt på chokolade påskeæggene 2011. Eller også skulle du prøve at lave "romkugle-træstamme-påskeæg" - det er simpel hen bare guf!!

Årets æg blev ikke helt som jeg havde forestillet mig - men sådan er det vist ret ofte med mig. At fantasien overgår evnerne! Anyway, smagen er der ikke noget galt med :-) Jeg bruger ca. 30 g til hvert æg. Og ja, jeg står og vejer af på en vægt, for det ser bare godt ud af påskeæggene har samme størrelse.




Nougat-krokant marcipan æg
(12 stk)

75 g nødder / mandler
75 g sukker
100 g nougat
150 g marcipan

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Ingen

Hak mandler og nødder groft. Rist sukker og mandler / nødder på en pande. Tilsæt nougat og lad det smelte med. Køl nougat-nøddeblandingen af. Bland nougat-nøddeblandingen rigtig godt sammen med marcipanen. Form 12 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade.


Nougat-marcipan æg
(5 stk)

100 g marcipan
50 g nougat

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Guldstøv

Del marcipanen og nougaten i 5 lige store stykker. Tryk marcipanen lidt flad og læg et stykke nougat i hver marcipanplade. Pak marcipanen rundt om nougaten og form til et æg. Overtræk æggene med mørk chokolade og drys med guldstøv eller anden pynt.


Baileys æg
(8 stk)

200 g marcipan
½ dl Baileys
4 spsk flormelis

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Små sukkerkugler

Bland marcipanen med Baileys til det er godt sammenblandet. Tilføj flormelis lidt ad gangen indtil massen er formbar. Form æg og overtræk dem med mørk chokolade og pynt med små sukkerkugler eller andet pynt.


Bounty æg
(6 stk)

200 g kokosmasse (kokos, pasteuriseret æggehvide og marcipan)

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Mørke chokoladestriber

Form kokosmasse til æg og overtræk med mørk chokolade. Når chokoladen er tør pyntes med striber af mørk chokolade.

God påske!

fredag den 22. april 2011

Chokolade påskeæg


Dette bliver vist sidste indlæg, der omhandler påske godter - se andre indlæg om påske. Disse marcipan æg kan dog sagtens transformeres til små konfektkugler til jul, så tag endelig opskrifterne frem til den tid, hvis du ikke får dem lavet her til denne påske.

Jeg har en tendens til at købe bestemte ting, når jeg er ude at handle "for tænk hvis jeg nu ikke havde nok derhjemme". Det betyder, at jeg indimellem har betydelige mængder chokolade (mørk, lys, hvid), mandler, vaniljestænger, husblas osv liggende. Og pt er det så tilfældet med marcipan, "for tænk, hvis jeg liiiige skulle få lyst til at bage en kage med marcipan". Godt tænkt, for godt nok fik jeg ikke lige lavet en kage med marcipan, men til gengæld fik jeg lyst til at lave konfekt påskeæg til min svigermors værtindegave - se andre indlæg om værtindegaver.
Jeg synes, at det er lidt hyggeligt at lave spiselige værtindegaver. Dels så er de meget personlige, dels får jeg udlevet min totalt sære hobby (at stå i med hovedet ned i en bunke sukker og chokolade) - og så feder de ikke :-D. Så selvom vejret i går var mest til udendørs aktiviteter, så fik jeg nu hurtigt kreeret disse æg, mens yngste-drengen sov til middag. Jeg fik også leget i haven med drengene, løbet en tur og pudset vinduer (hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, når man bor i en 300 m2 stort bondehus med mange, mange sprossevinduer og ikke har haft prioriteret vinduespudsning i pinligt lang tid). Ja, ja, indrømmet, jeg kan ikke sidde stille ret længe ad gangen (måske med undtagelse af når jeg blogger :-). Nu til opskrifter og billeder - jeg kan varmt anbefale alle tre varianter, som jeg selv synes faldt ret lækkert ud.




Nødde-krokant æg (længst til højre)
5 stk

75 g kakao marcipan *
25 g sukker
25 g nougat
25 g mandler / nødder (eller en af delene)

Overtræk:
Mørk chokolade

Pynt:
Lys chokolade i striber

*Kakao marcipanen kan snildt erstattes af almindelig marcipan. Jeg opfandt denne kombination, idet jeg en dag fik købt denne ved en fejltagelse.

Hak mandler og nødder godt. Rist sukker og mandler / nødder på en pande. Tilsæt nougat og lad det smelte med. Køl nougat-nøddeblandingen af. Bland nougat-nøddeblandingen rigtig godt sammen med marcipanen. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade. Når denne er tør laves striber med lys chokolade. Eller anden pynt som du lyster.


Orange-cointreaux æg (i midten)
5 stk

150 g marcipan
Skal af ½ appelsin
1 spsk Cointreaux **

Overtræk:
Lys chokolade

Pynt:
Mørk chokoladekrymmel

**Cointreaux'en kan erstattes af Grand Manier, som også vil fremhæve orange-smagen. Hvis du ikke har Cointreaux eller Grand Manier i barskabet (så har du iøvrigt et kedeligt barskab), så kan andre likører anvendes. Undlad dog appelsinskallen.

Riv appelsinskallen fint og bland den i marcipanen. Tilsæt 1 spsk Cointreaux og bland godt. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med lys chokolade. Drys med mørk chokoladekrymmel. Eller anden pynt som du lyster.

Pistacie æg (længst til venstre)
5 stk

150 g marcipan
50 g pistacienødder (usaltede)

Overtræk:
Mørk chokolade

Pynt:
1 pistaciekerne

Blend pistacienødderne meget fint og bland dem sammen med marcipanen. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade. Sæt en pistaciekerne i hvert æg. Eller anden pynt som du lyster.
Her er lidt billeder:

Rullede æg uden overtræk (øverst Pistacie æg, miderst Orange-Cointreaux æg, nederst Nødde-Krokant æg)



Jeg lavede også to "brød" af nødde-krokanten (fordi jeg havde lavet aaaaalt for meget). Skal undlade at fortælle hvad jeg synes det ligner!!!!


Brødene ser noget kønnere ud efter de blev ovetrukket med chokolade og pakket pænt ind.
I ønskes alle en fortsat skøn og solrig påske!

torsdag den 21. april 2011

Påske cookies

Da Vibeke var på besøg, lavede vi andet end påskeægs-træstammer. Vi dekorerede også cookies. Dog er dette ikke så nemt, når vores mindste børn er vågne, så vi kom først i gang med pyntningen en gang efter kl. 21, hvilket betød at vi dekorerede kager til langt ud på natten. Men hvad gør det, når selskabet er hyggeligt, når der er rødvin i glasset og slik i skålen :-) Bagsiden af den medalje er så, at kreativitet og tålmodighed så heller ikke er i højsædet ud på de små timer.

Her er et udpluk af nattens anstrengelser.

Fjollet påskekylling



Påskehare, som minder lidt om den påskehare jeg tidligere har blogget om.




"Kuk-kuk"




Dekoreret påskeæg. Chokoladefondant er anvendt.



Påskeæg dustet med perlemor via en stencil.



Blondecookie med lille påskekylling. Græsset er tegnet på med fødevaretusch.

Rigtig god påske til jer alle!

onsdag den 20. april 2011

Påske æg med et strejf af træstamme / romkugle


Hele dagen i går og størstedelen af dagen i dag havde jeg besøg af min søde kage-veninde Vibeke og hendes tre skønne drenge. Vi skulle bare hygge os og lave lidt påske-rier. Det kommer der nogle blog indslag ud af.

Vibeke fik den geniale idé at lave "træstammer" - men altså i påske-forklædning. Og her til eftermiddag har vi alle i familien smagt dem og hold nu op!!! Det er (til Vibekes og min store ros) de bedste "træstammer" jeg nogen sinde har smagt. De er ganske enkelt perfekte. Og jeg har immervæk lidt erfaring indenfor træstamme/romkugle-genren eftersom jeg har været ansat i en bager (hvilket i øvrigt er rædsomt mange år siden). Mange opskrifter og bagere anvender syltetøj eller marmelade og det synes jeg ikke giver nogen særlig god smag. Jeg fik i øvrigt en frygtelig udgave af en træstamme forleden, da jeg spiste på Dragsholm slots Spisehus. Middagen var fortrinlig, men træstammen var rædsom oplevelse.

Nå, men tilbage til Vibekes og min udgave. Vibeke fik idéen og jeg diskede straks op med ingredienserne, som er ret simple og som jeg tilfældigvis havde liggende. Lav dem og glem alt om bagerens, købmandens, naboens eller Dragsholm Slots udgaver.

Påske æg (aka romkugle / træstamme)
8 stk (6 cm lange påskeæg)

400 g rest af en god chokoladekage
1:1 chokolade ganache
3 spsk rom

Pynt:
Overtræksmarcipan
Mørk chokolade

Smuldr chokoladekagen og tilsæt 1:1 ganache. Saml ingredienserne til en ensartet "dej". Tilsæt 3 spsk rom (eller en anden type spiritus / likør).



Form 8 æg. Her er der anvendt ca. 80 g pr æg (eller ret præcist 78 g pr æg!). Stil æggene koldt.


Når æggene er helt kolde, overtrækkes de med marcipan. Her er anvendt en konfekt marcipan.

Smelt mørk chokolade og dyp æggene heri. Du kan enten dyppe den brede ende i chokoladen eller hele den underste flade.



Pynt herefter æggene efter alle kunstens regler. Her er æggets brede dyppet i chokolade og pyntet med fondant.



Disse tre æg er undersiden af ægget dyppet i chokolade (kan ikke ses så godt på billedet). Æggene er pyntet med fondant. De tre æg er til mine tre drenge og de tre bogstaver repræsentere deres forbogstaver i deres navne.

God fornøjelse og velbekommen! De smager såååå godt!

Indsat efter udgivelse. Ren forglemmelse fra min side. Selvfølgelig skal I ikke snydes for et billede af hvordan ægget ser ud indeni.

tirsdag den 12. april 2011

How-to-do: At modellere en påskehare


Så er det snart påske og her er første indlæg, der handler om netop denne. Denne lille påskehare fandt jeg på i dag og kan bruges som pynt på en kage eller på en cupcake eller til hvad du nu har lyst til.


Du skal bruge følgende udstyr:
  • Tyloselim til at lime delene sammen
  • Hvid og lyserød fondant
  • Sort fødevaretusch
  • Skalpel (eller anden skarp kniv)
  • flower leaf modelling tool
  • Et værktøj til at prikke huller med
  • Pensel til at pensle tyloselimen med
  • Evt en duster





















Færdig lille påskehare parat til at blive brugt til en af påskens kager.

God fornøjelse!