Viser opslag med etiketten Påsken 2011. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Påsken 2011. Vis alle opslag

fredag den 22. april 2011

Chokolade påskeæg


Dette bliver vist sidste indlæg, der omhandler påske godter - se andre indlæg om påske. Disse marcipan æg kan dog sagtens transformeres til små konfektkugler til jul, så tag endelig opskrifterne frem til den tid, hvis du ikke får dem lavet her til denne påske.

Jeg har en tendens til at købe bestemte ting, når jeg er ude at handle "for tænk hvis jeg nu ikke havde nok derhjemme". Det betyder, at jeg indimellem har betydelige mængder chokolade (mørk, lys, hvid), mandler, vaniljestænger, husblas osv liggende. Og pt er det så tilfældet med marcipan, "for tænk, hvis jeg liiiige skulle få lyst til at bage en kage med marcipan". Godt tænkt, for godt nok fik jeg ikke lige lavet en kage med marcipan, men til gengæld fik jeg lyst til at lave konfekt påskeæg til min svigermors værtindegave - se andre indlæg om værtindegaver.
Jeg synes, at det er lidt hyggeligt at lave spiselige værtindegaver. Dels så er de meget personlige, dels får jeg udlevet min totalt sære hobby (at stå i med hovedet ned i en bunke sukker og chokolade) - og så feder de ikke :-D. Så selvom vejret i går var mest til udendørs aktiviteter, så fik jeg nu hurtigt kreeret disse æg, mens yngste-drengen sov til middag. Jeg fik også leget i haven med drengene, løbet en tur og pudset vinduer (hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, når man bor i en 300 m2 stort bondehus med mange, mange sprossevinduer og ikke har haft prioriteret vinduespudsning i pinligt lang tid). Ja, ja, indrømmet, jeg kan ikke sidde stille ret længe ad gangen (måske med undtagelse af når jeg blogger :-). Nu til opskrifter og billeder - jeg kan varmt anbefale alle tre varianter, som jeg selv synes faldt ret lækkert ud.




Nødde-krokant æg (længst til højre)
5 stk

75 g kakao marcipan *
25 g sukker
25 g nougat
25 g mandler / nødder (eller en af delene)

Overtræk:
Mørk chokolade

Pynt:
Lys chokolade i striber

*Kakao marcipanen kan snildt erstattes af almindelig marcipan. Jeg opfandt denne kombination, idet jeg en dag fik købt denne ved en fejltagelse.

Hak mandler og nødder godt. Rist sukker og mandler / nødder på en pande. Tilsæt nougat og lad det smelte med. Køl nougat-nøddeblandingen af. Bland nougat-nøddeblandingen rigtig godt sammen med marcipanen. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade. Når denne er tør laves striber med lys chokolade. Eller anden pynt som du lyster.


Orange-cointreaux æg (i midten)
5 stk

150 g marcipan
Skal af ½ appelsin
1 spsk Cointreaux **

Overtræk:
Lys chokolade

Pynt:
Mørk chokoladekrymmel

**Cointreaux'en kan erstattes af Grand Manier, som også vil fremhæve orange-smagen. Hvis du ikke har Cointreaux eller Grand Manier i barskabet (så har du iøvrigt et kedeligt barskab), så kan andre likører anvendes. Undlad dog appelsinskallen.

Riv appelsinskallen fint og bland den i marcipanen. Tilsæt 1 spsk Cointreaux og bland godt. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med lys chokolade. Drys med mørk chokoladekrymmel. Eller anden pynt som du lyster.

Pistacie æg (længst til venstre)
5 stk

150 g marcipan
50 g pistacienødder (usaltede)

Overtræk:
Mørk chokolade

Pynt:
1 pistaciekerne

Blend pistacienødderne meget fint og bland dem sammen med marcipanen. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade. Sæt en pistaciekerne i hvert æg. Eller anden pynt som du lyster.
Her er lidt billeder:

Rullede æg uden overtræk (øverst Pistacie æg, miderst Orange-Cointreaux æg, nederst Nødde-Krokant æg)



Jeg lavede også to "brød" af nødde-krokanten (fordi jeg havde lavet aaaaalt for meget). Skal undlade at fortælle hvad jeg synes det ligner!!!!


Brødene ser noget kønnere ud efter de blev ovetrukket med chokolade og pakket pænt ind.
I ønskes alle en fortsat skøn og solrig påske!

torsdag den 21. april 2011

Påske cookies

Da Vibeke var på besøg, lavede vi andet end påskeægs-træstammer. Vi dekorerede også cookies. Dog er dette ikke så nemt, når vores mindste børn er vågne, så vi kom først i gang med pyntningen en gang efter kl. 21, hvilket betød at vi dekorerede kager til langt ud på natten. Men hvad gør det, når selskabet er hyggeligt, når der er rødvin i glasset og slik i skålen :-) Bagsiden af den medalje er så, at kreativitet og tålmodighed så heller ikke er i højsædet ud på de små timer.

Her er et udpluk af nattens anstrengelser.

Fjollet påskekylling



Påskehare, som minder lidt om den påskehare jeg tidligere har blogget om.




"Kuk-kuk"




Dekoreret påskeæg. Chokoladefondant er anvendt.



Påskeæg dustet med perlemor via en stencil.



Blondecookie med lille påskekylling. Græsset er tegnet på med fødevaretusch.

Rigtig god påske til jer alle!

onsdag den 20. april 2011

Påske æg med et strejf af træstamme / romkugle


Hele dagen i går og størstedelen af dagen i dag havde jeg besøg af min søde kage-veninde Vibeke og hendes tre skønne drenge. Vi skulle bare hygge os og lave lidt påske-rier. Det kommer der nogle blog indslag ud af.

Vibeke fik den geniale idé at lave "træstammer" - men altså i påske-forklædning. Og her til eftermiddag har vi alle i familien smagt dem og hold nu op!!! Det er (til Vibekes og min store ros) de bedste "træstammer" jeg nogen sinde har smagt. De er ganske enkelt perfekte. Og jeg har immervæk lidt erfaring indenfor træstamme/romkugle-genren eftersom jeg har været ansat i en bager (hvilket i øvrigt er rædsomt mange år siden). Mange opskrifter og bagere anvender syltetøj eller marmelade og det synes jeg ikke giver nogen særlig god smag. Jeg fik i øvrigt en frygtelig udgave af en træstamme forleden, da jeg spiste på Dragsholm slots Spisehus. Middagen var fortrinlig, men træstammen var rædsom oplevelse.

Nå, men tilbage til Vibekes og min udgave. Vibeke fik idéen og jeg diskede straks op med ingredienserne, som er ret simple og som jeg tilfældigvis havde liggende. Lav dem og glem alt om bagerens, købmandens, naboens eller Dragsholm Slots udgaver.

Påske æg (aka romkugle / træstamme)
8 stk (6 cm lange påskeæg)

400 g rest af en god chokoladekage
1:1 chokolade ganache
3 spsk rom

Pynt:
Overtræksmarcipan
Mørk chokolade

Smuldr chokoladekagen og tilsæt 1:1 ganache. Saml ingredienserne til en ensartet "dej". Tilsæt 3 spsk rom (eller en anden type spiritus / likør).



Form 8 æg. Her er der anvendt ca. 80 g pr æg (eller ret præcist 78 g pr æg!). Stil æggene koldt.


Når æggene er helt kolde, overtrækkes de med marcipan. Her er anvendt en konfekt marcipan.

Smelt mørk chokolade og dyp æggene heri. Du kan enten dyppe den brede ende i chokoladen eller hele den underste flade.



Pynt herefter æggene efter alle kunstens regler. Her er æggets brede dyppet i chokolade og pyntet med fondant.



Disse tre æg er undersiden af ægget dyppet i chokolade (kan ikke ses så godt på billedet). Æggene er pyntet med fondant. De tre æg er til mine tre drenge og de tre bogstaver repræsentere deres forbogstaver i deres navne.

God fornøjelse og velbekommen! De smager såååå godt!

Indsat efter udgivelse. Ren forglemmelse fra min side. Selvfølgelig skal I ikke snydes for et billede af hvordan ægget ser ud indeni.

tirsdag den 12. april 2011

How-to-do: At modellere en påskehare


Så er det snart påske og her er første indlæg, der handler om netop denne. Denne lille påskehare fandt jeg på i dag og kan bruges som pynt på en kage eller på en cupcake eller til hvad du nu har lyst til.


Du skal bruge følgende udstyr:
  • Tyloselim til at lime delene sammen
  • Hvid og lyserød fondant
  • Sort fødevaretusch
  • Skalpel (eller anden skarp kniv)
  • flower leaf modelling tool
  • Et værktøj til at prikke huller med
  • Pensel til at pensle tyloselimen med
  • Evt en duster





















Færdig lille påskehare parat til at blive brugt til en af påskens kager.

God fornøjelse!