Viser opslag med etiketten Fondantkager 2009. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fondantkager 2009. Vis alle opslag

lørdag den 28. november 2009

Kage med hunde










Vibeke bliver 40 år oghun ville gerne have en vinter-kage med sine hunde på, når nu hun havde fødselsdag i slutningen af november. Hvad hun nok ikke regnede med var, at november skulle blive så mild og anti-vinter-agtig. Men kagen fik et vinterligt præg alligevel med "sne" fra Edable Art "Disco cream diamond".

Kagen består af lyse bunde med Bailey mousse og hindbær mousse.

søndag den 8. november 2009

Frida's dåbskage








Jeg har 3 skønne drenge og jeg nyder at have drenge. Har egentlig aldrig haft noget ønske om at få piger. Men når det kommer til kager, så kan det hele godt gå lidt op i fodbold-Ben10-starwars-lego-dinosaur-monster-kage-ønsker, når man har drenge. Så da Frida skulle døbes fik jeg chancen for at lave pige-dåbskage og fik udlevet lidt af mine lyserøde drømme.
Patchwork tæppet tog godt nok sin tid at lave. Girafferne og kaninerne er udstukket med udstikkere fra Tärtdecor.
Billedkvaliteten blev ikke den bedste, desværre.

lørdag den 31. oktober 2009

Brøndby kage


Denne kage er til Pia, der er Brøndby fan. Hun er virkelig inkarneret fan og derfor skulle hun selvfølgelig have en kage med Brøndby logo. Logoet er lavet i fondant.
Kagen indeholder lyse lagkagebunde, lys chokolade ganache og hindbær mousse. God lørdag til jer alle.

søndag den 13. september 2009

Tvillinge dåbskage til Ava og Smilla

Idag bliver Ava og Smilla's døbt. Ava og Smilla's forældre havde forelsket sig i et helt bestemt design, som oprindeligt stammer fra Louise fra Cakejournal, så det er ikke mit eget design. I stedet for en kage i flere etager blev vi enige om at lave to kager, for at få plads til to piger og to navne. Og sikken et arbejde!! Jeg arbejdede til kl. 01.30 i nat, for at få dem pyntet færdig. Jeg synes, at de blev ret søde. Billedkvaliteten er ikke lige god på alle billederne. Jeg måtte låne min mands meget lækre, dyre og avancerede kamera, da mit eget var løbet tør for strøm. Desværre var det tilsyneladende for kompliceret for mig siden kvaliteten er så svingende.... Kagen til Smilla består af en chokolade bund og to lyse bunde, samt et lag chokolade ganache og et lag hindbær mousse. Kagen til Ava består af lyse bunde og to lag hindbær mousse.

Billede af kagen til "Smilla".
















Billede af "Smilla" dekorationen.
















Close up af kanten på "Smilla's" kage.
















Close up af snegl og larve på "Smilla's" kage.
















Kagen til "Ava".
















Close up af kanten på "Ava's" kage.
















Billede af "Ava" dekorationen.
















Close up af "Ava" babyen.

mandag den 31. august 2009

Scandinavian Cake Show 2009

I weekenden var jeg til Scandinavian Cake Show i Kungälv i Sverige sammen med en flok andre kage-tossede piger. Jeg deltog i den anledning i kagekonkurrencen. Der var to konkurrence kategoerier, hvoraf den ene var "Eventyr" og den anden "Kronprinsessebryllup". Jeg deltog i Eventyr-kategorien med denne kage af "Snedronningen" - eventyr af H. C. Andersen. Herunder ses lidt flere billeder af "Snedronningen" og kagen.


Jeg vandt ikke nogen præmie, men det havde jeg ærlig talt hverken regnet med eller håbet på, da jeg stadig har meget at lære og endnu er lidt for grøn til at gøre det godt i en konkurrence. Men min søde og kanon-dygtige kageveninde Vibeke vandt 1. præmien i dommerafstemningen for sin fantastisk flotte kage af Hans og bønnestagen.

Udover min venindes meget flotte kage var jeg også vild med denne kage, der vandt en 1. præmie i publikum afstemningen.
I kategorien for "Kronprinsessebryllupskager" vandt en anden dansker, nemlig Pia Marianne, også 1. præmien i dommerafstemningen for denne fantastisk smukke brullupskage.
Jeg var også meget vild med denne smukke kage, der vandt 1. præmien i publikumsafstemningen.



Vi havde en skøn tur og det var dejligt at være sammen med en masse andre kage-tossede piger. Vi boede 12 piger i "Kanarpsgården" - et dejligt ultra-svensk hus. Egentlig er det en del af et vandrehjem, men med huset helt for os selv, lækkert hvidt sengetøj og hvide vamsede badekåber, var der ikke spor vandrehjem over det. Jeg glæder mig allerede til næste år.

lørdag den 22. august 2009

I vandet...



Al begyndelse er svær. Og det er det formentlig også når man skal lære at kite surfe. Jan har fået et kite surf udstyr af Lone i fødselsdagsgave, så da vi skulle beslutte designet på hans fødselsdagskage, blev det til en kite surfer, der er røget i vandet.

I kagen er der 2 lyse bunde og 1 chokoladebund, samt et lag hindbærmousse og et lag lys chokolade ganache.

søndag den 16. august 2009

Kage i fisk


En af min mands venner fisker meget og gerne fluefiskeri. I går holdt han 40 års fødselsdag og jeg havde kage med. Hans ynglingsflue er en "pink glimmerreje" og den måtte jeg jo selvfølgelig efterligne.

Kagen består af to lyse bunde og en chokolade bund med lys chokolade ganache og hindbær mousse.

lørdag den 1. august 2009

Chili kage - fyrre, fræk og farverig


En af mine eks-kollegaer bliver 40 år i dag og skal holde fest. Hun har for meget længe siden ønsket sig en af mine kager. Hun elsker chili og dyrker dem selv i massevis hver sommmer. Hun ville gerne have en farverig kage med chili på.

Kagen består af lyse bunde, chili chokolade ganache (selvfølgelig) og solbær mousse.

lørdag den 25. juli 2009

Baby i bad - kage








Jeg har tre dejlige drenge og der er ikke noget, så skønt som når de når den alder hvor de kan sidde i badekarret og nyde fornemmelsen af vand, slå armene i vandet og hvine af fryd over det pjaskeri det giver.

Adam bliver 1 år i dag og jeg har lavet en baby i bad - kage til ham, da jeg synes, at lige netop det tema er meget kendetegnende for 1 årige.
Kagen er lavet af lyse bunde, lys chokolade ganache og solbær mousse. Boardet er også overtrukket med fondant. Kagen er inspireret af de mange amerikanske "baby-shower"-kager.

lørdag den 18. juli 2009

Klematis kage


Til mit barndomshjem hørte en meget, meget, meget lille have, så der var grænser for de florale udfoldelser. Men jeg husker meget tydeligt en meget flot klemtis, der slyngede sig ivrigt op ad carporten. Den var så flot og frodig hvert år. Og når jeg en gang får skik på min egen 11.000 m2 store grund, så skal der helt sikkert slynge sig flotte klematis.

En af mine tidligere kollegaer er også vild med klematis og skal fejre sin 40 års fødselsdag i dag. Hun ønskede sig en kage med klematis og sommerfugle.

Kagen er med lyse bunde hvid chokolade mousse med limeskal og hindbær mousse.

lørdag den 11. juli 2009

1-års fødselsdags kage


For knap et år siden fødte jeg min yngste af tre sønner. Det var ikke en helt planlagt graviditet, hvis man ellers kan sige det som en veluddannet kvinde, der nok ved hvordan "den slags" sker.... Som med mine andre drenge glædede jeg mig usigeligt til at se det lille myr. Han kiggede på mig med store mørke øjne og sagde ikke en lyd. Han måtte suges og pustet lidt luft i lungerne før han gav lyd fra sig.

Emil fik en lidt træls start på livet, for han tog ikke på og så til sidst noget slatten ud. Jeg blev indlagt med ham, hvor han blev sondemadet med min modermælk. Han voksede meget langsomt, men til sidst godt nok til at vi måtte komme hjem til mine to andre drenge og min mand.
Siden er tiden strøget afsted og på onsdag er det så et år siden, at han kom til verdenen. Det er ikke til at fatte.

I dag holdt vi fødselsdag for familien med boller, kage og til slut middag. Emil fik også et stykke kage han måtte sidde og snaske i med fingerene.

Kagen består af lyse bunde med hyldeblomst mousse og hindbær mousse. Dejlig frisk og skøn kombination. Blomsterne på kagen er for-glem-mig-ej, smørblomst og marguritter. Desværre glemte jeg at lægge kagepapir på pladen, så den er desværre ikke for køn.... Hastværk er lastværk!

lørdag den 20. juni 2009

Golfbane kage



I denne weekend har jeg lavet en golfbane kage til en 50 års fødselar. Det er lidt svært at gøre en golfbane interessant, men jeg har lavet et 50-tal, for at illustrere den runde fødselsdag. Derudover er der selvfølgelig bunker, green og rough.

Kagen består af lyse bunde hindbær mousse og toblerone creme. Mmmums.

fredag den 5. juni 2009

Skovturs kage


Mine forældre har nogle virkelig sjove og hyggelige venner de har holdt skovtur med siden jeg var en lille pige. Nu er vi børn blevet voksne og har selv fået børn og skovturen er vokset, men det er stadig lige hyggeligt og sjovt. I år var det min tur til at holde skovturen.

Normalt synes jeg, at den mad man medbringer på en skovtur skal være simpelt og nemt at håndtere. Men denne gang har jeg brudt mine egne regler, for når nu jeg selv holdt skovturen, så var det muligt at lave en stor, flot kage til lejligheden.

På skovturen har vi altid glæde af Helles vidunderlige lammekøller, så dem måtte jeg bare lave i sukker. Derudover har jeg lavet vandmelon, tærte, brød, jordbærkage, salat og sandwich.

Kagen består af lyse bunde med hyldeblomst mousse og jordbær-rabarber mousse.

lørdag den 23. maj 2009

Lysegrøn bryllupskage til Karen og Søren


























I dag er Karen og Søren blevet gift. Og i den anledning ønskede bruden sig en hjerteformet lysegrøn kage med hvide blomster og monogram. Den lysegrønne farve fik jeg tilsendt i form af en serviet, så jeg kunne ramme præcis den farve, som hun godt kunne lide.

Blomsterne er hvide roser, liljekonvaller og en hvid (unavngiven) blomst med svagt lysegrøn midte. Monogrammet er tegnet med Food-grade tusch.
Kagen består af lyse bunde med lys chokolade ganache og hindbær mousse.

torsdag den 21. maj 2009

Viktor's dåbskage








For 10 år siden var jeg gudmor for min niece og jeg var bare så nervøs. Jeg skulle gå ind i kirken forest med min søster og svoger bagved. Jeg var stolt som en pave, da jeg skred op ad kirkegulvet med den lille pige. Det er virkelig en stor dag for mig at stå der ved døbefonden og svare på præstens spørgsmål. Jeg var rørt med tårer i øjnene.

Et par år efter var jeg selv den stolte mor der gik bagved min søster med min søn i armene. Og endnu en søn blev døbt tre år efter med min svigerinde som gudmor. Og i september 2008 bar jeg selv min yngste og tredje søn til døbefonden. Det var en lidt royal fornemmelse selv at bære sit barn. Men alle gangene med en tårer i øjenkrogen og en klump i halsen. Ja, jeg ER en tudesisse, men det er bare en stor begivenhed at døbe sine børn - og andres!

I dag skal Viktor døbes. Viktor er søn af en af mine tidligere kollegaer og denne kage skal de fejre hans store dag med. Kagen består af lyse bunde med lys chokolade ganache og bronbær-vanilje-mandel mousse.

søndag den 10. maj 2009

FC Barcelona konfirmationskage













Min nevø, Mathias, blev konfirmeret i går og han skulle overraskes med en FC Barcelona kage - et fodholdhold han er stor fan af. Det skulle være en kage formet som FC Barcelonas logo med hans ynglingsspiller Eto'o på. Han blev rigtig overrasket og skar stolt kagen ud til alle gæsterne.

Kagen består af lyse bunde med lime mousse og lys chokolade ganache.