fredag den 31. december 2010

Kransekagekonfekt og nytårshilsen


Så er året ved at rinde ud og det er tid til reflektion. Tak til alle jer trofaste læsere for året der er gået. Denne blog betyder utrolig meget for mig og det varmer mig, at mine søde sager er til inspiration for jer andre.

Jeg har ingen nytårsfortsætter og har aldrig haft det. Hvis man vil ændre noget i sit liv må man gøre det, når man vurderer det nødvendigt - ikke bare fordi, at et nyt år starter. Men jeg reflekterer lidt over året, der er gået og 2010 har for mig og min lille familie været et meget svært år. Det sværeste nogensinde. Jeg ser derfor frem til 2011 med HÅBET om, men også TROEN på, at det bliver nemmere og bedre.

Årets nytår fejres med gode venner, som har stået os bi i den svære tid. Jeg står (selvfølgelig) for "det søde" - så jeg har lavet dessert, som jeg blogger om i morgen og kransekagekonfekt, som I får opskriften på her. Jeg foretrækker klart kransekonfekt fremfor kransekage, da den ofte er lidt tør og bastant, netop fordi det skal stables uden at brase sammen. Kransekagekonfekt er små bidder med en sej skorpe og lækre bløde indeni. Langt mere lækre efter min smag.

Jeg har pyntet konfekten på 4 forskellige måder. Nederst med en afskallet nød, næste med en smuttet og letristet mandel, tredje med striber af mørk chokolade og til slut øverst uden noget om helst.

Opskriften er nem og de er nemme at lave.

Kransekagekonfekt
(ca. 30-40 stk)

500 g ren rå marcipan
4-5 æggehvider
10 spsk flormelis

Ælt marcipan, flormelis og 4 af æggehviderne godt sammen til en ensartet masse. Vurder konsistensen , der ikke må være for flydende, men skal kunne danne toppe, når du stikker en gaffel i og trækker den op. Tilsæt evt mere æggehvide. Jeg synes som regel, at 4 er nok.

Kom kransekagemassen i en sprøjtepose med en stor stjernetyl og sprøjt kransekagestykker på bagepapir. Pynt evt. med afskallede nødder eller smuttede, letristede nødder inden de sættes i ovnen på 175 grader i ca. 15-20 min til de er gyldne. De må ikke være for blege og ej heller for mørke, så hold øje med kagerne efter de første 15 min er gået.

Lad dem køle lidt af på bagepladen inden de flyttes til en bagerist for yderligere afkøling. Når de er afkølede kan nogen evt pyntes med smeltet mørk chokolade i striber. Du kan evt også dyppe bunden ned i chokoladen, så skal de blot vendes på hovedet til de er tørre. Afkølede kransekagestykker opbevares i en kagedåse med bagepapir i bunden, samt mellem hvert lag af kager. Kransekagekonfekten kan fryses, hvis man får lavet for meget.

Hvis man er i det romantiske hjørne kan man også lave et hjerte. Dette hjerte har jeg lavet til min mand.

Rigtig godt nytår allesammen. Må 2011 blive godt og lykkebringende for jer alle.

torsdag den 30. december 2010

Julebrunch


Mellem jul og nytår mødes vi med nogle venner til julebrunch. Dejlig tradition og en god mulighed for at mødes. Vi var 8 voksne og 10 børn, så der var nok at se til. Jeg lavede en brunch med et twist af jul, da det jo trods alt stadig er lidt jul her mellem jul og nytår.

Julebrunchen bestod af følgende:
  • Græsk yoghurt med nødder i ahornsirup
  • Ovnbagt æggekage med bacon og porrer (du kan få opskriften ved at skrive til mig på chudtloff@yahoo.com)
  • Hjemmebagte bagals med dildcreme og røget laks (du kan få opskriften ved at skrive til mig på chudtloff@yahoo.com)
  • Diverse oste
  • Diverse pølser
  • Hjemmepresset juice af gulerødder, appelsiner og æbler
  • Hjemmebagt brød
  • Tykke pandekager med blåbær i ahornsirup
  • Mandel-snegle (opskrift blogges på et senere tidspunkt)
  • Julemuffins (se opskrift nedenfor)
Opskriften på julemuffins er fra Charlotte Lynggaard (smykkedesigner). Jeg er (meget langt ude) i familie med både Ole og Charlotte Lynggaard, da min mors kusine er gift med Ole. Lynggaard laver nogle fantastisk flotte smykker, som du kan se her. Julemuffins'ne har en dejlig smag af julekrydderier og der er relativt mange mandler i, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Normalt laver man bare muffins'ne i store forme, men selvom jeg havde bestilt store forme fik jeg tilsendt nogle mini forme, så jeg måtte bruge miniforme i stedet. Det smager de jo ikke mindre godt af, og de blev nu ret søde i den størrelse. Du behøves slet ikke at pynte dem, for de smager skønt uden. Opskriften på Charlottes julemuffins kommer her.

Julemuffins
(15-20 stk alm. muffins, 100 mini muffins)

175 g smør
250 g hvedemel
225 g sukker
1 spsk kanel
1 tsk stødt nelliker
½ tsk natron
2 dl moset banan
2 dl mælk
300 g mandler

Smelt smørret og lad det køle af. Bland mel, sukker, krydderier og natron sammen. Bland smør, banan og mælk sammen og sigt de tørre ingredienser i. Hak mandlerne og vend dem i dejen, der hældes i muffinsforme. De flotteste muffins fås ved at stille muffinsformene i en metalform - på den måde holder de formen meget bedre. Muffins'ne bages på næst-nederste rille i ca. 30 min (alm. muffins) / 20 min (mini muffins) ved 175 grader.

Julemuffins'ne nydes som de er eller de kan toppes. Til disse har jeg anvendt hvid chokolade ganache tilsat 2 udblødte blade husblas og "spruce green" pastafarve fra Sugar Flair. Kagerne er drysset med creme / guld kugler.

Dette må nok blive det sidste indlæg med et præg af jul. Snart følger nytårsgodterne.

lørdag den 25. december 2010

Julehilsen med peberkager



















Glædelig jul allesammen. Jeg håber, at I har haft en dejlig juleaften.
Vi (min mand og mine 3 børn) skulle holde jul hos min søster og svoger, hvor også mine forældre og min gamle mormor på 98 år kom. Jeg havde pakket en julekurv til min søster - fyldt med hjemmelavede godter. Jeg havde ellers bagt en del, men jeg blev inspireret af Min kage, da hun lavede peberkager fra Familiejournalen. De lød gode, så dem måtte jeg jo også prøve. Opskriften kommer nederst i dette blogindslag. Jeg bagte peberkagerne sammen med mine to største drenge og det var en utrolig nem dej at arbejde med. Og de smagte altså vildt godt og juleagtigt. Jeg har lavede bla slik-stokke med en slik-stokke-udstikker fra Specialkøbmanden som jeg bare ikke kunne stå for sidst jeg købte ind hos dem. De er pyntet med rød og hvid fondant. Hjerterne er pyntet med Royal Icing. Kagererne i den anden pose var lidt mere frække og til min svoger. De er nemlig pyntet med frækt jule-undertøj. De faldt i meget god jord hos svoger :-)
Udover peberkagerne havde jeg også taget vaniljekranse, brunkager og trøfler med. Og ja, så også hjemmekogt rødkål, men den opskrift har jeg ikke med på disse sider, da de kun handler om alt det søde.


















Vores juleaften gik fint, selvom der er en del at holde styr på med 3 små børn. Og som sædvanlig fik jeg også lidt, der havde med kager at gøre. Jeg fik bla to tærteforme med løs bund som jeg havde ønsket mig. Dem glæder jeg mig til at indvie. Og i min gave fra min søster lå den skønne lille ske med en cupcake på toppen. Og så fik jeg også "Byens bedste kager" af Rikke Gryberg.
Hjemturen tog 2 stive timer (tager normalt kun 1 time), men det var utrolig glat og for det ikke skulle være løgn, så havde det fyget så meget sne i vores område, at vi sad fast! Men med hiv, sving og en god portion skubben bag på bilen kom vi videre og helt hjem.
1. juledag er for mig den bedste dag i julen. Der har vi nemlig en "tradition" for, at vi ikke at skulle noget som helst andet end at hygge med hinanden og lege med julegaverne. Det er bare den bedste dag på året.
Jeg håber, at I har nyder julen - muligvis med bagning af peberkagerne. De er gode. Opskriften kommer her.

Peberkager
Dej:
125 g smør
200 g sirup
150 g brun farin
500 g mel
1 tsk. peber
1 tsk. st. ingefær
1 tsk. st. kardemomme
3 tsk. st. kanel
2 tsk. natron
1 æg

Smelt smør, sirup og farin over svag varme. Rør krydderier og natron i og lad det køle lidt af. Rør æg og melet i og ælt dejen godt igennem. Lad dejen hvile på køl i et par timer, gerne længere. Rul dejen ud i 3 mm tykkelse og stik dejen ud i figurer. Læg kagerne på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 7 min. ved 180°. Lad kagerne køle helt af før de dekoreres.

torsdag den 23. december 2010

Brunkager med mandler og pistacienødder



Det er altid min mor, der bager brune kager. Men jeg kunne nu ikke stå for Mette Blomsterbergs små brunkager, så dem måtte jeg prøve. Jeg har dog ikke tilsat syltede appelsiner. Jeg syltede da selvfølgelig en ordentlig portion syltede appelsiner selv, men de blev simpel hen for bitre efter min smag, så jeg tilsatte dem ikke. Brunkagerne smager fantastisk godt synes jeg. De er meget sprøde og har en super god smag. Opskriften kommer her:
Brunkager med mandler og pistacienødder

250 g. smør
125 g. lys sirup
250 g. farin
2 tsk. Potaske
1 spsk. koldt vand
3 tsk. Stødt kanel
1 tsk. Stødt nelliker
2 tsk. Stødt ingefær
1 tsk. Stødt allehånde
60 g. syltet appelsiner i tern (kan undlades)
25 g. usaltet pistacie kerner
150 g. hele mandler
500 g. hvedemel.

Smør, sirup og farin smeltes for middel varme. Gryden tages af varmen. Kanel, nelliker, ingefær, allehånde og hvedemel blandes i. Tilføj mandler og pistacie og evt. syltet appelsin (kan undlades). Potasken og vand røres sammen i en kop og tilføjes. Det hele æltes straks sammen i en røremaskine til dejen er ensartet. Dejen kommes op i en beholder 18 X 18 cm foret med bagepapir på både bund og sider. Jeg brugte en firkantet bageform. Pres dejen godt ned i formen, så den fylder formen helt ud. Læg ligeledes bagepapir på som top. Afkøles ved stuetemperatur til næste dag, hvor den udskæres i 5 lange "baner". Hver bane skæres i tynde skiver og bages på bagepapir ved 180 grader ca. 9 - 12 minutter. Afkøles på bagerist. Opbevares i tætsluttende dåse.
Og nej, dette er så ikke de sidste småkager jeg har bagt denne jul. Jeg blev nemlig så inspireret af Min kage peberkager, at dem måtte jeg også prøve. Opskrift og billeder kommer formentlig i morgen.
Rigtig god lillejuleaften.

onsdag den 22. december 2010

Vaniljekranse 2010




Vaniljekranse hører bare julen til. Og alle har sin egen favorit opskrift på vaniljekranse og jeg sværgre til min. Jeg bloggede opskriften sidste år og du kan se opskriften her. Jeg synes, at smagen og sprødheden er helt perfekt med denne opskrift. Jeg bruger en gammeldags kagesprøjte med stjernetyl til at sprøjte dejen ud gennem. God vaniljekrans-jule-bagning :-)

søndag den 19. december 2010

Flere chokoladetrøfler!!




Så lykkedes det mig - efter tre forsøg - at lave den perfekte konsistens og smag på trøfler med likør i. Forleden bloggede jeg om Trøfler med chili og appelsin, Hvide trøfler med vanilje og lime og Orange trøfler. I dag gælder det opskrifter på Hvide trøfler med Limoncello (italiensk citronlikør), Hvide trøfler med Baileys og til sidst men ikke mindst - Chokoladetrøfler med lakrids. God fornøjelse!
Hvide trøfler med Limoncello (Mørkt chokoladeovertræk med guld stjerner)
ca. 25 stk.
200 g hvid chokolade
2 spsk fløde
Korn fra 1 vaniljestang
2 spsk Limoncello
Mørk chokolade til overtræk
Pynt
Hak chokoladen fint og smelt den over vandbad. Tilsæt kornene fra en stang vanilje. Varm fløden op til kogepunktet. Tilsæt 2 spsk kogende fløde til chokoladen. Husk at varme mere fløde end det du skal bruge, da noget af fløden vil fordampe under opvarmningen. Rør fløden og chokoladen sammen og tilsæt 2 spsk Limoncello. Lad skålen stå til massen er tyk og sej. Fyld massen i en sprøjtepose og sprøjt toppe ud på bagepapir, der er ca. på størrelse med en valnød. Lad toppene tørre. Når toppene er tørre, rulles de til kugler og overtrækkes med mørk chokolade. Pynten kan varieres i det uendelige. Til disse trøfler har jeg valgt små guld stjerner.
Hvide trøfler med Baileys (Mørkt chokoladeovertræk med røde hjerter)
ca. 25 stk.

200 g hvid chokolade
2 spsk fløde
Korn fra 1 vaniljestang
2 spsk Baileys
Mørk chokolade til overtræk
Pynt

Hak chokoladen fint og smelt den over vandbad. Tilsæt kornene fra en stang vanilje. Varm fløden op til kogepunktet. Tilsæt 2 spsk kogende fløde til chokoladen. Husk at varme mere fløde end det du skal bruge, da noget af fløden vil fordampe under opvarmningen. Rør fløden og chokoladen sammen og tilsæt 2 spsk Baileys. Lad skålen stå til massen er tyk og sej. Fyld massen i en sprøjtepose og sprøjt toppe ud på bagepapir, der er ca. på størrelse med en valnød. Lad toppene tørre. Når toppene er tørre, rulles de til kugler og overtrækkes med mørk chokolade. Pynten kan varieres i det uendelige. Til disse trøfler har jeg valgt små røde hjerter.
Chokoladetrøfler med lakrids (Lyst chokoladeovertræk med et drys af lakridspulver)
ca. 20 stk.

150 g mørk chokolade
100 ml fløde
½ tsk lakridspulver
Lys chokolade til overtræk
Pynt

Hak chokoladen meget fint. Chokoladestykkerne må ikke være for store, for så er de svære at få smeltet. Varm fløden og lakridspulveret op til kogepunktet. Tilsæt den kogende fløde til chokoladen. Husk at varme mere fløde end det du skal bruge, da noget af fløden vil fordampe under opvarmningen. Rør fløden og chokoladen sammen til en tyk masse. Lad skålen stå til massen er tyk og sej. Fyld massen i en sprøjtepose og sprøjt toppe ud på bagepapir, der er ca. på størrelse med en valnød. Lad toppene tørre. Når toppene er tørre, rulles de til kugler og overtrækkes med lys chokolade. Pynten kan varieres i det uendelige. Til disse trøfler har jeg valgt et lille drys med lakridspulver.
Lakridspulveret har jeg købt hos Specialkøbmanden. De har efterhånden forretninger flere steder i landet og man an også bestille on-line.

lørdag den 18. december 2010

Værtindegave: micro grise



















I går var jeg til julefrokost sammen med mine medarbejdere og som værtindegave havde jeg taget en lille pose mikro grise med. Det er basic sugar cookies pyntet med lyserød fondant med en sløjfe om halsen lavet af royal icing farvet rød. Jeg lavede dem samtidig med de øvrige julecookies jeg bloggede om forleden.

De er ikke ret store. Her ses de sammen med en kagegaffel for at vise hvor små de er.


Vi havde en rigtig hyggelig julefrokost med dejlig mad.
Go' lørdag.

torsdag den 16. december 2010

Chokolade trøfler



















Jeg har lavet trøfler i flere år uden de store problemer, men i år drillede de mig heeelt vildt. Men selv om de måske ikke blev helt så kønne og runde som jeg plejer at lave dem, så smager de nu skønt alligevel. Jeg har lavet mange trøfler i år og har eksperimenteret med lidt af hvert, så der kommer en blogpost mere med flere trøffelopskrifter. Glæd jer til flere spændende varianter. Inspiration har jeg fundet forskellige steder fra - hovedsaglig fra Sifs hjemmeside. Men også hendes opskrifter har jeg lavet lidt om i, kombineret dem med andre osv. Her er opskrifterne som jeg har lavet dem.

Trøfler med chili og appelsin (Mørkt chokoladeovertræk med guld støv)
ca. 25 stk.

160 g lys chokolade
80 ml fløde
Revet skal af 1 appelsin
1 tsk chilipasta (start med det halve og smag dig frem, da der er stor forskel på chilipastaer)
Mørk chokolade til overtræk
Pynt

Hak chokoladen meget fint. Chokoladestykkerne må ikke være for store, for så er de svære at få smeltet. Vask appelsinen grundigt og riv skallen ned i chokoladen. Tilsæt også chilipastaen. Varm fløden op til kogepunktet. Tilsæt 80 ml kogende fløde til chokoladen (gør det evt. ved at afveje 80 g fløde). Husk at varme mere fløde end det du skal bruge, da noget af fløden vil fordampe under opvarmningen. Fløden må ikke blive for lunken, så sørg endelig for, at den er kogende når du tilsætter den. Rør fløden og chokoladen sammen til den tyk masse. Lad skålen stå til massen er tyk og sej. Fyld massen i en sprøjtepose og sprøjt toppe ud på bagepapir, der er ca. på størrelse med en valnød. Lad toppene tørre natten over, evt et helt døgn. Når toppene er tørre, rulles de til kugler og overtrækkes med mørk chokolade. Pynten kan varieres i det uendelige. Til disse trøfler har jeg valgt guldstøv.


Hvide trøfler med vamilje og lime (Mørkt chokoladeovertræk med limeskal)
ca. 25 stk

180 g hvid chokolade
70 ml fløde
Korn fra 1 vaniljestang
Revet skal af 1 lime frugt
Mørk chokolade til overtræk
Pynt


Hak chokoladen meget fint. Chokoladestykkerne må ikke være for store, for så er de svære at få smeltet. Vask limefrugten grundigt og riv skallen ned i chokoladen. Tilsæt kornene fra en stang vanilje. Varm fløden op til kogepunktet. Tilsæt 70 ml kogende fløde til chokoladen (gør det evt. ved at afveje 70 g fløde). Husk at varme mere fløde end det du skal bruge, da noget af fløden vil fordampe under opvarmningen. Fløden må ikke blive for lunken, så sørg endelig for, at den er kogende når du tilsætter den. Rør fløden og chokoladen sammen til den tyk masse. Lad skålen stå til massen er tyk og sej. Fyld massen i en sprøjtepose og sprøjt toppe ud på bagepapir, der er ca. på størrelse med en valnød. Lad toppene tørre natten over, evt et helt døgn. Når toppene er tørre, rulles de til kugler og overtrækkes med mørk chokolade. Pynten kan varieres i det uendelige. Til disse trøfler har jeg valgt revet limeskal.


Orange trøfler (Mørkt chokoladeovertræk med sølvstøv)
ca. 25 stk

160 g lys chokolade
80 ml fløde
Revet skal af 1 appelsin
Mørk chokolade til overtræk
Pynt


Hak chokoladen meget fint. Chokoladestykkerne må ikke være for store, for så er de svære at få smeltet. Vask appelsinen grundigt og riv skallen ned i chokoladen. Varm fløden op til kogepunktet. Tilsæt 80 ml kogende fløde til chokoladen (gør det evt. ved at afveje 80 g fløde). Husk at varme mere fløde end det du skal bruge, da noget af fløden vil fordampe under opvarmningen. Fløden må ikke blive for lunken, så sørg endelig for, at den er kogende når du tilsætter den. Rør fløden og chokoladen sammen til den tyk masse. Lad skålen stå til massen er tyk og sej. Fyld massen i en sprøjtepose og sprøjt toppe ud på bagepapir, der er ca. på størrelse med en valnød. Lad toppene tørre natten over, evt et helt døgn. Når toppene er tørre, rulles de til kugler og overtrækkes med mørk chokolade. Pynten kan varieres i det uendelige. Til disse trøfler har jeg valgt sølvstøv.

Held og lykke med jeres trøfler.

søndag den 12. december 2010

Pyntede jule småkager

Kære trofaste læsere!
Jeg beklager meget, at jeg har været væk fra bloggen i noget tid, men jeg har haft meget travlt på arbejdet og i weekenderne, så jeg har ikke haft tid til hverken at bage eller blogge. Men bare rolig, der er masser af idéer, opskrifter og kagerier jeg gerne vil blogge om, så I slipper ikke så let.
Mine to ældste sønner og en kammerat til min ældste søn har pyntet jule småkager i dag. De har hygget sig helt gevaldigt med kager, krymmel og glasur. Opskriften er Basic Sugar Cookies med vaniljesukker og revet skal af citron. Jeg pyntede selvfølgelig også lidt kager. Her er resultaterne af dagens anstrengelser.



















Småkage udgave af en marcipan gris. Meget simple, men egentlig meget søde.




















Snefnug som blev lidt tamme. Har tidligere lavet en masse af dem. Snefnuggene er dustet med sparkling dust og silver dust.





















Overdådige juletræer






















Forskellige kranse (forsøg på at prøve lidt forskelligt)


Min ældste søns kreationer (undervejs i pyntningen)






















Min mellemste søns kreationer (undervejs i pyntningen)
Ha' en dejlig 3. søndag i advent.

søndag den 14. november 2010

Double chocolate cookies - kræs for chokolade-elskere






















I disse cookies er der ikke mindre end 450 g chokolade i, så de er for de ultimative chokolade-elskere. Men egentlig ikke så tunge som man skulle tro.

Min søster, svoger og niecer kom på besøg i går, hvor vi gik tur og hyggede os. Til middag lavede jeg en lækker krydret lammegryde med ingefær, chili, koriander og grønne linser. Og til kaffen havde jeg lavet disse Double Chocolate Cookies inspireret fra "The Hummingbird Bakery Cookbook". Jeg lavede kun lidt om i selve opskriften, men også i måden at lave dem på, da jeg syntes de blev alt for store på den måde de lagde op til. Kagerne er dejligt seje udenpå og lidt bløde indeni og smagte skønt. God fornøjelse.
Double Chocolate Cookies
ca. 20 stk (alt afhængig af hvor store man ønsker dem)
50 g usaltet smør
450 g mørk chokolade
2 æg
170 g lys muscovado sukker
1 tsk vaniljesukker
85 g mel
½ tsk salt
½ tsk bagepulver
Hak halvdelen af chokoladen groft og smelt denne sammen med smørret over vandbad.
Pisk æg, muscovado sukker og vaniljesukker sammen til en luftig masse. Hæld chokolademassen i æggemassen og pisk det godt sammen.
Sigt mel, bagepulver og salt i massen lidt ad gangen. Hak den sidste halvdel af chokoladen som tilsættes og blandes med.
Med en ske sættes dejen på bagepapiret i den mængde som man ønsker. Tryk dejen flad og lad der være god plads mellem kagerne, da de flyder lidt ud.
Bag kagerne i en 170 C varm ovn i ca. 15 min, men begynd at hold øje med dem efter 10 min. Kagerne er færdige, når de begynder at krakelere og blive blanke på overfladen. Lad kagerne køle lidt af på bagepladen inden de lægges på en bagerist.

onsdag den 10. november 2010

Hvor er det SNYYYYYD!!!

Dansukker har en konkurrence kørende, som er omgæret af SNYD. TRE af mine kager er sendt ind af en "Maja". Det er utrolig frækt gjort og jeg forstår ganske simpelt ikke hvad man får ud af at deltage i en konkurrence med en kage man ikke selv har lavet. Jeg har skrevet til Dansukker og bedt dem fjerne billederne øjeblikkeligt og udelukke pågældende "Maja" fra konkurrencen. Konsekvensen er desværre, at jeg fremover er nødt til at "tagge" mine billeder med mit navn.

Billederne fra konkurrencen ses her - hvis de da ellers ikke allerede er blevet fjernet.

Billederne fra min hjemmeside:
Min søns fødselsdagskage
Kage med fisk til min mands vens 40 års fødselsdag
En kuffert kage

Fortsat god dag til jer alle.

fredag den 5. november 2010

Grusom gryderet











Min ældste søn er til Halloween fest her til aften sammen med sin klasse. Han er sendt afsted i sort dragt med selvlysende skelet, hvidmalet i ansigtet og med et selvlysende dracula tandset. Det var hvad han synes var det helt rette festtøj. Til den uhyyyggelige fest skal der også en kage til, som jeg stod for. Det blev til en grusom gryderet - en grøn suppe med øjne, afskårne fingre og knogler. Kagen er bondekonens chokoladekage smurt op med islandske chokoladecreme. "Gryden" er betrukket med sort fondant og "suppen" med tilsvarende grøn (en blanding af Christmas Green og Mint Green fra SugarFlair). Ovenpå den grønne fondant har jeg smurt et lag piping gel fra Wilton, som også var farvet med Mint Green. "Gryden" står på et "bord" dækket med chokoldefondant.









Øjnene er lavet af fondant. De blodskudte blodårer er tegnet med en rød fødevare pen. Jeg købte mig fattig i disse penne, da jeg var i Sverige, for de har en vildt tynd ende og en tykkere ende. Jeg tegnede blodårene med den tynde ende. Fingrene er lavet af marcipan, hvor neglene er lavet af fondant malet med orange pasta farve fra SugarFlair opløst i klar alkohol. Den afskårne del af fingerne er malet med Christmas Red fra SugarFlair. Knoglerne er lavet i fondant.









Rigtig god weekend til jer alle.

søndag den 31. oktober 2010

Små citronlinser




Det ville jo være oplagt at blogge om en halloween kreation, men jeg glemte jo som sagt at tage billeder af mine halloween cookies. Men I skal ikke snydes for en grufuld og rædselsfuld kage - den kommer dog først i slutningen af næste uge, så I må vente lidt endnu.

Tilgengæld kunne jeg ikke dy mig for at lave nogle små citronlinser i dag, som jeg så i denne uges Femina. Lavede en mikroanelse om i opskriften. Jeg har desværre ingen små metal linseforme, men det er skrevet på min jule-ønskeliste. Jeg brugte tilgengæld nogle folie-linseforme, som jeg købte i Sverige, da jeg var til Scandinavian Cake Show. Jeg fik 15 små linser. Jeg brugte afstandstræ, da jeg rullede dejen ud. Jeg har hentet mit afstandstræ nede hos farvehandleren, hvor man får "blande-penne" smidt i nakken helt gratis. Afstandstræ er formidabelt at bruge, da dejen så er ens i alle formene og dermed også bliver bagt ens. De små linser var nemme at lave (blandede hele dejen i køkkenmaskinen) og de smagte skøønt. Sidder her og spiser dem med en god kop the til. Jeg tager resten af kagerne med på arbejde i morgen, så mine medarbejdere kan få glæde af kalorierne.


Små citronlinser
Ca. 12-15 stk (afhængig af størrelsen på de linseforme man har)

DEJ:
110 g koldt smør
200 g hvedemel
125 g sukker
Korn fra ½ vaniliestang
Fintrevet skal af en økologisk citron
1 æg

CITRONCREME:
2 æg
85 g sukker
Korn fra ½ vaniliestang
Saft af en citron
1 dl piskefløde
15 g smeltet smør

Smør til formene
Flormelis til pynt

Skær det kolde smør i terninger og smuldr det i melet. Kom sukker, vanilie og citronskal i og saml dejen med ægget. Er dejen for klistret kan du tilsætte lidt ekstra mel. Læg dejen i køleskabet i ½-1 time.

Lav cremen imens. Pisk æg, sukker og vanilie luftigt. Rør citronsaft og piskefløde i og rør til sidst det smeltede smør i.

Tag dejen ud og rul den ud (ca. 4 mm) på et meldrysset bord. Stik dejen ud så den passer til formene. Læg dejen i de smurte forme og tryk dem på plads. Sæt dem på bagepladen og fyld dem med cremen, helt op til kanten. Cremen er tynd, men det skal du ikke bekymre dig om - den skal nok stivne i ovnen.

Bag linserne på næstnederste rille i en 185 C varm ovn i ca. 30 minutter. Kanterne på kagerne skal være lysebrune og lige slippe formen. Køl dem helt af. Tag dem ud af formen og pynt dem med et drys sigtet flormelis.

torsdag den 21. oktober 2010

Muffins med nødder, mandler og ahorn sirup - og lidt om glemsonhed





Først må jeg undskylde, at der har været lidt dødt på bloggen her på det seneste. Det skyldes, at jeg ligger vandret på mit arbejde og så er der ikke så meget kage-tid tilbage. Og så skyldes det også glemsomhed. Jeg har nemlig kreeret kager, men har glemt at tage billeder af herlighederne!! I sidste weekend lavede jeg 30 halloween cookies: katte, flagermus, edderkopper, græskar og spøgelser. Pyntede dem efter alle kunstens regler, men glemte altså i farten at tage billeder!!!


I går lavede jeg dej til pandekager. Men da jeg hældte den første omgang dej op på panden var det helt sjasketyndt. Jeg havde glemt at putte mel i!! Jeg kunne da heldigvis nå at hælde mel i, så jeg kunne bage en stor stak pandekager. Jeg ville gerne have taget et billede og lave en blog post om pandekager og dele opskriften, men jeg havde glemt at oplade kameraet og jeg havde endda glemt hvor jeg havde lagt opladeren! For at familien ikke skulle vente alt for længe på pandekagerne, måtte jeg opgive at finde den, så billeder og opskrift må I få en anden gang.

I dag har den stået på bagning af muffins med mandler, nødder og ahorn sirup. Jeg har fundet inspiration til disse muffins i bogen: The hummingbird bakery cookbook. Det er en skøn bog med en masse dejlige opskrifter på cupcakes, muffins, tærter, brownies, kager, cookies og cheesecakes.

Muffins'ene smager fantastisk godt og siruppen gør dem dejlig saftige indeni og giver en skøn sprød overflade. Du kan anvende andre nødder end dem jeg anvendte. Min version kommer her:


Muffins med nødder, mandler og ahorn sirupca. 16-20 stk

350 g mel
160 g mørkt rørsukker
3/4 tsk salt
1 ½ tsk bagepulver
½ tsk natron
375 ml kærnemælk
1 æg
1 tsk vaniliesukker
70 g smør
200 ml ahorn sirup
240 g hakkede hasselnødder og mandler
En afskallet nød eller ½ mandel som pynt på hver muffin

Tænd ovnen på 170 C grader. Bland mel, rørsukker, salt, bagepulver og natron godt sammen i en stor skål. Bland kærnemælk, æg og vaniliesukker sammen i en kande . Hæld forsigtigt kærnemælks-blandingen ned i mel-blandingen og pisk ved lav hastighed til de er blandet godt sammen. Smelt smørret og tilsæt det til dejen og pisk ved lav hastighed. Tilsæt 100 ml ahorn sirup og pisk ved lav hastighed til det er blandet godt sammen. Hak nødder og madler groft og vend dem i dejen. Sæt muffins papirforme i en muffinsform og hæld dejen i formene - ca. 2/3 del fulde. Fordel de sidste 100 ml ahorn sirup ud over de fyldte forme - ca. 1½ tsk til hver. Læg en afskallet nød eller en halv mandel på toppen til sidst. Bag muffins'ene i ovnen i ca. 25 min til de er gyldne. Køles på en bagerist.

lørdag den 9. oktober 2010

140 jubilæum på La Glace - en sødmefyldt rejse













































For ikke så længe siden fik jeg en VIP-invitation til 140 års jubilæum hos La Glace, hvor jeg var sammen med en lille, håndplukket skare fik lov at opleve en rejse gennem alle La Glace's mange etager af værksteder, hvor der kreeres de lækreste kager og chokolader. Jeg tilmeldte straks min mand og jeg, men undrede mig over, at netop jeg fik denne invitation og fik svaret, at det var fordi "jeg havde en cool kageblog". Jeg må sige, at jeg var dybt beæret.
Således opløftet tog min mand og jeg til 140 jubilæum og til vores store overraskelse myldrede det med kendisser - alt fra politikere til tv-værter. Rejsen igennem "tid, sted, mennesker og flødeskum" startede med en rejse-pas, hvor der var en række "poster" man skulle igennem. Ved hver post sad der La Glace ansatte og fortalte enten om historien bag butikken, konditoren eller kagen. Ved hver post var der også en smagsprøve af en kage eller chokolade. Vi smagte os igennem følgende: Karamelliserede vandbakkelser, Marianne-kager, varm chokolade, kransekage, is, Lyon-snitte, hjemmelavet shokolade, radio-makroner og mocca-eclairs. Den var en sand rejse gennem tid, smag og dufte.

Her er lidt stemningsbilleder fra min rejse gennem La Glace.





















Her står jeg sammen med Margrehte Stagetorn, der købte konditoriet i 1978 og reddede det fra lukning. Bemærk, det flotte grønne krus som jeg står med. Det fik vi lov at beholde.



















Overflødigshorn, hvilket også er varetegnet for La Glace.




















I is-kælderen lå vi på de Franske is-anretninger.

























Den gamle is-maskine fra 1924, der stadig anvendes til at lave isen i.

På 1. sal stod de konditorer, der står for alle de daglige bagerier. Her ses Lyon-snitter, der består af mørdejsbund, makronstriber og striber af hindbær marmelade.

På 2. sal fylder de alle lagkagerne og pynter dem. Men de fylder også andre kager, f.eks. radio-makronerne, der er en mini-udgave af Sarah Bernhardt kagen.

























På 3. sal stod to chokolade-konditorer. Chokoladekunstværket her er lavet af Ronnie Holmen. ALT er lavet af chokolade - selv "terrazo-pladen".


















Close up af chokolade-lotusblomsterne.
I salonerne stod konditorerne og pyntede Mocca Ecalirs.
Rejsen er ved at være slut. Her er jeg på vej ned ad den smukke gamle trappe.
Som afsked stod Marianne Stagetorn Kolos og sagde farvel. Her fik vi udleveret en lille taske med lækkerier: hvid chokolade med knas i, franske macarons, et gavekort til La Glace, en flaske vand og det skønne grønne krus. Desuden solgte de deres 140 års jubilæumsbog, som Marianne her står og signerer. I den er der skønne, skønne opskrifter som jeg glæder mig til at afprøve.
Det var en skøn rejse og det gamle konditori lever bestemt op til deres eget slogan: Kager, kunst og kærlighed, kvæler al besværlighed!

tirsdag den 5. oktober 2010

Gekkoer og pytoner




Min hobby er - ikke overraskende - kagedekoration, Og min mands hobby er alt der kan krybe og kravle, herunder massevis af slanger, gekkoer, kameleoner, agamer osv. Han blev 40 år i lørdags og han er virkelig blevet fejret med manér. I sommer holdt han en stor fest for alle sine mandlige venner. Der fik han disse to babser-kager som dessert. I lørdags havde vi familien og lidt venner på besøg. Først fik de kaffe og kage - selvfølgelig.
Jeg havde lavet disse blåbær cupcakes med hvid chokolade ganache med lime. Uh, de smager altså godt! Jeg havde desværre ikke så meget tid til at lave pynt, så jeg fik ikke lavet figurer til alle kagerne og jeg fik kun taget to sparsomme billeder, men jeg håber, at I fornemmer dyrene alligevel. Det øverste dyr er en gul chondro python (fås også i grønne), hvilket er en træ-pyton og er kendetegnet netop ved den måde den ligger på grenen. Det andet dyr er en grøn dag-gekko.
Derudover lavede jeg også roulade med solbær creme, hvilket var en skøn kombination. Jeg fik desvære ikke taget noget billede af den ellers ret smukke roulade.
Til middag lavede jeg kartoffelblinis med laksetatar og avokado-wasabi creme. Til hovedret senneps-rosmarin marineret økologiske lammekøller med rødbede tzaziki og ovnbagte rodfrugter. Til dessert cointreaux issoufflé med krumkager. Men IGEN fik jeg ikke taget billeder af krumkagerne, så opskrift og billede må vente til en anden gang.
Det var en skøn dag / aften og jeg glæder mig næsten til, at jeg selv bliver 40 år...... Næsten!

søndag den 26. september 2010

Andre kager fra Scandinavian Cake Show 2010

Jeg vil ikke snyde jer for vinderkagerne og lidt andre kager fra Scandinavian Cake Show 2010.

Nedenstående kage var den bryllupskage, der vandt dommernes 1. plads. Det var også min egen favorit. jeg er godt nok ikke så vild med Tupsy Turry stilen, men malearbejdet på kagen var ret flot og solsikkerne på toppen var helt fantastisk udført. Kagen er lavet af Tanja Hansson.


















Nedenstående meget flotte og farvestrålende bryllupskage vandt publikumsstemmerne. Kagen er lavet af Carmen, som er en af de danske kage-piger, så det var vi lidt stolte af.
























I kategorien "Min drømmeferie" vandt denne kage både dommernes og publikumsstemmerne. Men den var også helt vildt detaljeret og man blev helt tryllebundet af alle detaljerne. Prøv selv at se her. Kagen er lavet af Olga og på hendes blog kan man se mange flere detaljebilleder.







































Min søde kageveninde, Vibeke, kunne ikke deltage i konkurrencen, da hun vandt sidste år. Til gengæld måtte hun gerne deltage med en kage på "Table of hour" og på "dansker-bordet". Jeg var selv tilstede, da hun lavede pynten til "Pip's hus" og jeg vild med æblekurven, de små græskar osv. Også Uglekagen er helt fantastisk sød.