Så tæt på og så alligevel så langt fra! Efter en rejse til Toronto, 3 dages lange afhøringer og forberedelser og tonsvis af læsestof, indgik advokaterne forlig i sagen 5 min (!!) før jeg skulle mod retsbygningen og afgive min vidneforklaring. Det er jo hvad der sker og hvis begge parter er tilfredse er det jo det bedste. For mig var det lidt en blanding mellem lettelse og skuffelse. Lettet over at slippe for flere timers afhøring i et varmt retslokale omgivet af kappeklædte advokater med mere eller mindre gode intentioner. Skuffet over ikke at få afgivet min forklaring og givet modparten kamp til stregen! De blev muligvis skræmt...?
Jeg smed hurtigt de øvre dele af jakkesættet og hoppede over i noget mere behageligt og så benyttede jeg min nyvundne tid til at skynde mig ned for at shoppe i Torontos shopping area. Et område jeg boede lige ved siden af og som jeg slet ikke havde haft tid til at kigge forbi. Området har mere end 600 butikker, så der var rig mulighed for at "shop til you drop". Jeg elsker at se hvad der findes af specielle ting i de lande jeg besøger og jeg kigger gerne efter sjove kage-, bage- eller køkkenting. Her er hvad jeg fik med mig hjem.
- 4 målere i "cups" - dem glæder jeg mig til at bruge når jeg følger udenlandske opskrifter
- Skønne firkantede udstikkere med bølgekant. Jeg har været på jagt efter netop firkanter med bølgeform, da jeg er ret glad for dem jeg har i runde. Nu huser samlingen endelig disse og så i flotte farver.
- Sorte stakit wrappers - er hvide på bagsiden.
- Bone sprinkles - de er da skønne. Glæder mig til at strø dem over nogle cupcakes til drengene
- En græskar cookie udstikker med forskellige små udstikkere til at lave forskellige øjne og munde. De skal helt sikkert bruges en dag hvor jeg skal lave en masse sjove cookies med drengene
Der er ikke noget som lækre, udenlandske blade! Bagerst Martha Stewarts "Living", dernæst et "Halloween" blad også fra Martha Stewart. "Party Cakes" er et blad fyldt med fotos af sjove og flotte kager og nogle guides. Og til sidst det skønne "Easy bakes, cakes and puds". Glæder mig til at få tid til at læse dem igennem.
I løbet af shoppeturen gik jeg også forbi lækre kageforretninger med lækre kager i stribevis.
Og æbler overtrukket på utallige måder. Her kan Tivolis æbler godt pakke sig sammen.
Og til de interessede og som også tåler andet end kagebilleder, så er her lidt af alt det andet fra Toronto.
Udsigten fra mit - iøvrigt fantastiske - hotelværelse - det lå vældig centralt.
Den kontorbygning, hvor advokatkontoret holdt til og hvor jeg sad og forberedte mig og blev afhørt i dagevis. Et eller andet sted midt i på 24. etage.
Udsigten fra kontorbygningen. Jeg er ikke storby menneske, men jeg bliver nu imponeret over sådan en udsigt. Og så bliver jeg svært lykkelig ved tanken over, at jeg ikke blev vinduespudser i Toronto!
Og sådan ser det ud, når man arbejder i dage(uge)vis på en retsag. Stablen af pizzabakker og tomme Starbucks kaffekrus er placeret bag mig!
I lørdags susede jeg ud og så CN tower - her ses det i baggrunden.
CN tower - mere en 550 m højt!
Og vendte man sig om med CN tower i ryggen, så sad der sørme en kæmpe spætte....
Det var så det sidste fra Toronto. Spændende tur - også selvom jeg i sidste sekund ikke kom ind og blev afhørt - modparten blev tilsyneladende skræmt!
Grundet turen er jeg jo lidt bagud med indlæg om både det ene og det andet. Der ligger en del 2 af sukkerblomstkurset og venter. Og så er oktober måned lige om hjørnet, så HUSK at sende opskrifter med et flot billede til månedens læseropskrift.