onsdag den 10. juli 2013

Rabarber-mazarin med vaniljecreme

Sidste lørdag lavede jeg et stort kagebord til et vennepars 40 års fødselsdag og disse rabarber-mazariner med lækker blød vaniljecreme var en af godterne. De øvrige godter følger selvfølgelig løbende.

Mazarinerne har denne gode kombination af det syrlige med den søde mazarin. Inspiration til denne opskrift har jeg fået gennem Femina.



Rabarber-mazarin med vaniljecreme
ca. 22 stk
190 g smør
190 g sukker
190 g marcipan
3 æg
75 g mel
300 g rabarber
75 g rørsukker
Korn af 1 vaniljestang

Vaniljecreme
2½ dl piskefløde
Korn af ½ stang vanilje
3 spsk flormelis
1½ dl yoghurt natural

Pisk smør og sukker luftigt. Riv marcipanen groft og tilsæt den og pisk godt. Tilsæt æggene et ad gangen under fortsat piskning. Tilsæt mel og rør det godt med.

Rens rabarberne og skær dem i 1 cm store skriver. Vend rabarberne med rørsukker og vaniljekorn og vend det i dejen.

Fyld massen i lave muffinsforme eller andet på ca. 7 cm i diameter / 1½ cm høje. Bag kagerne ved 175 C i ca. 20-25 min til kagerne er faste og gyldne. Bagetiden er selvfølgelig afhængig af størrelsen på de forme du vælger. Køl kagerne lidt af inden de tages ud af formen og køler helt af på bagerist.

Pisk fløden blød til cremen og vend den med vaniljekorn, flormelis og yoghurt.


Server mazarinerne kolde eller ved stuetemperatur med vaniljecremen til.

Har du lyst til andre rabarber-godter, så se her:
Rabarber-limonade med eller uden gin
Boller med rabarber-marcipan fyld
Rabarber-tærte med marcipan og kokos
Rabarber-tærte med mandel-marengs
Rabarber-marcipan kage
Rabarber cupcakes med hvid chokolade
Jordbær-rabarber marmelade
Jordbær-rabarber kompot med lime og ingefær

lørdag den 6. juli 2013

Jordbær-rabarber kompot med lime og ingefær

Jeg er virkelig træt af, at der går så lang tid mellem mine indlæg, men der har bare ikke været tid til det. Jeg har oceaner af lækre indlæg på vej, men det kræver bare lige lidt tid at lave dem alle.

Denne jordbær-rabarber kompot er vældig aktuel lige nu og den smagte skønt. Jeg gav den til en veninde, som jeg virkelig skyldte et besøg og hun kunne fortælle, at kompotten smagte fantastisk til pandekager. Jeg kan godt få rigtig dårlig samvittighed over ikke at have tid til vennerne lige pt, men heldigvis er hun så skøn at hun siger, at vi jo har hele resten af livet :-) Og det er jo rigtigt!

Her er opskriften på den skønne kompot. Du kan undlade ingefæren, hvis du ikke lige er til det. Skynd dig at lave den mens der stadig er rabarber i sommerlandet.

Har du lyst til andre rabarber-godter, så se her:
Rabarber-limonade med eller uden gin
Boller med rabarber-marcipan fyld
Rabarber-tærte med marcipan og kokos
Rabarber-tærte med mandel-marengs
Rabarber-marcipan kage
Rabarber cupcakes med hvid chokolade
Jordbær-rabarber marmelade



Jordbær-rabarber kompot med lime og ingefær
1 glas

150 g rabarber
150 g rørsukker
1 lime
1 spsk revet ingefær (kan undlades)
250 g jordbær

Gør alle ingredienserne klar. Rens rabarberne og skær dem i mindre 1 cm tykke skiver. Riv limeskallen og ingefæren. Og vask jordbærrene, skær den grønne blomst af og skær dem i kvarte.



Varm rørsukker, rabarber, limeskal og ingefær op til rabarberne bliver let bløde. Tag gryden af varmen og rør da jordbærrene i. Hæld straks blandingen på et rent atamonskyllet glas.


God sommer-weekend!