søndag den 26. august 2012

Muffins med blåbær, citron og marengs



Ummh, der er nu altså noget ved kombinationen af muffins, bær og marengs, der bare holder. Det giver en god kombination i smagen af det søde og syrlige og ser samtidig smukt ud på kagebordet.

Jeg brugte en brænder til at give marengsen farve. De fås i de fleste køkkentøjskæder.

Muffins med blåbær, citron og marengs
12-14 stks

100 g smeltet smør
2 æg
225 g hvedemel
200 g sukker
Korn af 1 vaniljestang
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
Skal af 2 citroner
Saft af 1 citron
150 g græsk yoghurt
150 g blåbær

Marengs
3 pasteuriserede æggehvider
200 g sukker
1 tsk citronsaft

Bland alle de tørre ingredienser. Bland pisket æg i sammen med smeltet smør, citron og yoghurt. Vend forsigtigt blåbærrene i. Fyld dejen i papirforme i en metalmuffinform. Fyld kun 2/3 dele op, ca. 1 cm fra kanten. Bag kagerne i ovnen ved 200 C i ca. 15 minutter. Afkøl kagerne.

Pisk æggehviderne stive. Tilsæt lidt citronsaft og lidt af sukkeret. Pisk sukkeret i lidt ad gangen. Pisk rigtig godt imellem hver tilsætning. Pisk og pisk og pisk til massen er sej, blank og efterlader toppe når man hiver piskeriset op.

Fyld en sprøjtepose med en stor stjernetyl. Sprøjt toppe på hver muffin. Brænd forsigtigt marengsen til den er lysebrun. Pynt med et blåbær på toppen og citronmelisse.


De pinkfarvede forme er fra Anettes Favoritter.

Gæsterne fik kager med hjem, da vi simpel hen ikke kan spise alle de kager, der ofte er i overskud herhjemme. Kagerne passede perfekt i denne kagekasse fra Din Kage.



Super smart måde at transportere pyntede kager på. Og en god idé som gave - hvis man ved, at kagerne kan blive spist med det samme. 



Velbekommen!

mandag den 20. august 2012

Kirsebærtærte

Jeg er godt nok langt bagud med at vise kager og opskrifter - og egentlig har jeg lidt travlt med at blogge om det, der indeholder sommerbær og -frugter. Så i dag vil jeg give jer opskriften på denne skønne kirsebærtærte.

Vi har et relativt nyt kirsebærtræ, der giver nogle dejlig røde, søde kirsebær, men desværre ikke nok til denne skønne tærte. Heldigvis kan man købe store flotte næsten sorte kirsebær. Dem må jeg så "nøjes" med indtil mit kirsebærtræ giver mig nok :-)



Tærten var superlækker - og efter min mening også supersmuk. Kirsebærrene skal udstenes, så skaf dig en udstener inden du går i sving med tærten.

Kirsebær-mandel tærte
10-12 personer

Bund
200 g mel
50 g mandelmel
100 g koldt smør
25 g sukker
1 æg

Creme
250 g mascapone
4 spsk konc. hyldeblomstsaft
75 g flormelis
Korn af 1 stang vanilje
2 dl piskefløde

Pynt
750 g kirsebær
1½ dl konc. hyldeblomstsaft
Evt citronmelisse

Bland mel, mandelmel og og koldt smør i små terninger godt sammen til det er helt smuldret. Bland sukker i. Saml dejen med et sammenpisket æg. Pak dejen ind i film og lad den hvile i køleskab i ½ time.

Drys lidt mel på bordet og rul dejen ud i ca. 5 mm tykkelse og fór en form på 26 cm med løs bund. Skær overskydende kanter af og prik bunden med en gaffel. Bag bunden i en forvarmet ovn - 190 C (170 C varmluft). Bag bunden i ca. 25 minutter. Lad bunden afkøle i formen.



Udsten kirsebærrene og læg dem på en pande med hyldeblomstsaften og bring det i kog. Lad det koge i ca. 3 minutter til kirsebærrene kun lige begynder at blive bløde. Fjern kirsebærrene med en hulske og kog væsken ind til den bliver sirupsagtig - cirka til det halve. Lad siruppen afkøle.

Pisk mascapone, hyldeblomstsaft, flormelis og kornene fra en vaniljestang til det er glat. Pisk i en anden skål fløden stiv og vend den i mascaponecremen.



Fordel cremen i den afkølede tærtebund og glat overfladen. Fjern tærten fra formen og læg den på serveringsfadet.



Fordel kirsebærrene på cremen og pensl med kirsebær-siruppen. Pynt evt. citronmelisse.



Kagen holder sig pæn, når den skæres ud. Velbekommen!

fredag den 17. august 2012

Muffins med hvid chokolade, solbær og mandler

Det er formentlig gået op for mange af jer, at jeg er til det syrlige kombineret med det søde. Og sommerens mange bær er derfor perfekte til kager. Disse muffins smager skønt. Den er lækker sprød, knaser godt pga mandlerne og har et syrligt twist fra solbærrene. De er nok ikke specielt børnevenlige - de er som regel ikke så vilde med syrlige bær i kager. Men jeg var ihvert fald vild med kagerne og kombinationen.



Muffins med hvid chokolade, solbær og mandler
12 stk

2 æg (stuetemperatur)
150 g sukker
Korn af 1 stang vanilje
125 g smør (stuetemperatur)
175 g hvedemel
1 tsk bagepulver
75 g mandler
50 g hvid chokolade
½ dl sødmælk
100 g solbær
1 spsk flormelis

Pynt:
2 dl flormelis
Lidt solbærvæske fra en solbærmarmelade
Lidt kogende vand
Citronmelisse

Pisk æg, sukker og kornene fra vaniljestangen lyst og skummende. Pisk derefter smørret i. Bland mel og bagepulver og bland det i dejen. Vend grofthakkede mandler og grofthakket hvid chokolade i dejen sammen med mælken. Vend solbærrene i flormelis og vend dem til sidst forsigtigt i dejen.

Hæld dejen i muffinsforme (papir i fast form) til ca. 1 cm fra kanten. Bag kagerne ved 175 C i ca. 25-30 minutter. Afkøl kagerne.



Der er frit valg i pynteafdelingen. På denne varme dag, hvor disse blev serveret, kom jeg blot lidt glasur på, farvet med lidt solbærvæske fra en god solbærmarmelade. Pyntet til slut med lidt citronmelisse.



Vi var 4 voksne og spiste alle to hver! Velbekommen!

lørdag den 11. august 2012

Kage med jordbær og hvid chokolade

Der er stadig gode, søde danske jordbær i mit lokalområde, men sæsonen er ved at være slut. Skal du lige have det sidste ud af sæsonen, så prøv evt. denne bradepandekage med jordbær. Jeg fik idéen fra et blad og var faktisk lidt skeptisk ved idéen om at putte jordbær i kage. Men det var overraskende godt!



Kage med jordbær og hvid chokolade
Passer til en bradepande på 25x40 cm

300 g sukker
Korn af 1 stang vanilje
3 æg (stuetemperatur)
100 g smør
1½ dl sødmælk
340 g mel
2 tsk bagepulver
350 g jordbær
100 g hvid chokolade

Pisk æg, sukker og vaniljekorn lyst og skummende. Smelt smørret og hæld mælken i. Hæld smørblandingen i æggemassen. Bland mel og bagepulver og vend det i dejen. Rens jordbærrene og skær dem i mindre stykker. Vend dem forsigtigt i dejen.

Smør en bradepande (25x40 cm) og fordelen dejen deri. Bag kagen ved 175 C i ca. 25-30 minutter. Tag kagen ud og drys med finthakket hvid chokolade. Sæt kagen tilbage i ovnen i yderligere 5 min.

Afkøl kagen. Skær den i firkanter og pynt den evt. med lidt friske jordbær i skiver og citronmelisse.  Du kan også sigte lidt flormelis over og pynte med citronmelisse.

Den var dejlig frisk og svampet og lidt anderledes en den klassiske jordbærkage.

Andre kager med jordbær:
Jordbær-hyldeblomst lagkage
Jordbærtærte med pistaciemazarin 
Klassisk jordbærtærte

Nyd den flotte solrige weekend

søndag den 5. august 2012

Gode gammeldaws sindbærhitter.... (hindbærsnitter)

Fra jeg var 14-18 år arbejdede jeg i en bagerforretning. Og her røg der en del hindbærsnitter over disken. Jeg mindes også tydeligt, at jeg sammen med min veninde, Lotte, ekspederede kunderne i ekspres-fart. Indimellem fik vi i tralvhedens fart sagt nogle sjove ting. Blandt andet fik jeg en morgen sagt sindbærhitter i stedet for hindbærsnitter og det morede sådan et par kåde teenagepiger sig kongeligt over. Vi fik også nogle gange sagt nalvøddebrød i stedet for valnøddebrød. Det kan godt være, at vi indimellem fik sagt noget fjollet - til gengæld var vi enormt hurtige til at ekspedere den lange kø af kunder.

Jeg kan også godt lide hindbærsnitter. Det er søde, bløde og sprøde på een gang. For et par uger siden fik vi gæster, hvor manden også var vild med hindbærsnitter. Så jeg overraskede ham med at servere hjemmelavede hindbærsnitter. Det er jo faktisk dømt til at mislykkes, hvis man har gode hindbærsnitte-oplevelser i baghovedet, men dommen var, at de var fuldt på højde med dem han godt kunne lide. Mine hindbærsnitter bestod! Jeg fik inspiration fra en opskrift fra en blad som jeg klippede ud for mange år siden.



Hindbærsnitter
12-16 stk (afhænger af hvor store stykker man skærer)

175 g smør
275 g hvedemel
100 g rørsukker
Korn af 1 vaniljestang
½ tsk hjortetaksalt
1 æg

Fyld:
200 g god hindbærsyltetøj

Pynt:
150 g flormelis
2-3 spsk kogende vand
Krymmel

Smuldr smørret godt i melet til en grynet masse. Bland rørsukker, vaniljekorn og hjortetaksalt sammen og kom til i melblandingen. Pisk et æg let sammen og saml dejen med ægget. Ælt til dejen er ensartet. Stil dejen på køl i 1 time.

Del dejen i 4 lige store portioner og ælt dem godt igennem. Rul hver portion ud i 8-10 cm brede baner, der er ca. ½ cm tykke. Læg banerne på bagepapir på en bageplade og bag dem ved 175 C i ca. 16-18 minutter til de er let gyldne. Lad dem afkøle lidt.

Fordel hindbærsyltetøjet på de to af banerne og læg de to baner over og tryk dem let sammen. Afkøl kagerne helt.

Rør glasuren af flormelis og vand til smørbar konsistens. Smør glasuren på toppen af banerne og drys straks med krymmel. Skær derefter banerne i snitter.

TIPS:
  • Jeg pyntede dem fuldstændig ordinært med hvid glasur og blandet krymmel, men du kan også farve glasuren i en lækker farve eller drysse med noget andet sjovt krymmel. Feks til halloween kunne man lave sort glasur med knogle-krymmel :-)
  • Jeg brugte en god hjemmelavet hindbærsyltetøj. Men mindre kan selvfølgelig gøre det. Køb en god hindbærsyltettøj, hvis du ikke har tid eller lyst til den hjemmelavede udgave.

onsdag den 1. august 2012

Solbær-hindbær syltetøj

Det bugner med solbær i min have og jeg har plukket 17 kg!! Jeg elsker solbær og synes, at det er et ret overset bær. Folk bakker lidt ud, når man fortæller om lækre søde sager med solbær. Det er synd, for efter min mening går mange glip af skønne oplevelser.

Jeg har her er liste over gode sager med solbær som I bare burde prøve:
  • Solbær gange 3 - indlægget indeholder opskrifter på almindelig solbær marmelade, solbær syltetøj med cognac og solbær syltetøj med rom. Alle tre smager fantastisk på brød, på ost, i desserter, i mousser osv.
  • Solbæris - som er lækker, frisk og cremet og så med en fantastisk farve
  • Solbærmousse - opskrift på solbærmousse. Det smager helt fantastisk og har en virkelig flot farve. Jeg kan varmt anbefale moussen, hvor der er hvid chokolade i. Den er nem at lave og er god til at anvende i kager eller som topping på muffins / cupcakes.
  • Solbærrom - indlæg om solbærrom - en skøn drik, der sættes over her om sommeren, men drikkes til jul. Den er både smuk og smager skønt.
I dag vil jeg blogge om Solbær-hindbær syltetøj. Både solbær og hindbær er fra haven og det er nemt at omsætte udbyttet til en god syltetøj.




Solbær-hindbær syltetøj
(1½ liter)

1 dl vand
700 g solbær
350 g hindbær
525 g sukker
1 vaniljestang

Bring vandet i kog og tilsæt solbærrene. Kog solbærrene under låg i ca. 10 minutter. Tilsæt hindbær, sukker, korn af 1 vaniljestang, samt de tomme stænger. Bring bærrene i kog igen og kog ca. i 10 minutter. Tilsæt evt. rød melatin for at tykne syltetøjet eller lad det koge længere. Tilsæt evt. atamon, hvis du ønsker lang holdbarhed. Jeg plejer ikke at tilsætte atamon. Det høje sukkerindhold holder syltetøjet holdbart meget længe. Hæld det færdige syltetøj på atamon eller spiritusskyllede glas og luk til. Opbevar syltetøjet på køl.