Det ville jo være oplagt at blogge om en halloween kreation, men jeg glemte jo som sagt at tage billeder af mine halloween cookies. Men I skal ikke snydes for en grufuld og rædselsfuld kage - den kommer dog først i slutningen af næste uge, så I må vente lidt endnu.
Tilgengæld kunne jeg ikke dy mig for at lave nogle små citronlinser i dag, som jeg så i denne uges Femina. Lavede en mikroanelse om i opskriften. Jeg har desværre ingen små metal linseforme, men det er skrevet på min jule-ønskeliste. Jeg brugte tilgengæld nogle folie-linseforme, som jeg købte i Sverige, da jeg var til Scandinavian Cake Show. Jeg fik 15 små linser. Jeg brugte afstandstræ, da jeg rullede dejen ud. Jeg har hentet mit afstandstræ nede hos farvehandleren, hvor man får "blande-penne" smidt i nakken helt gratis. Afstandstræ er formidabelt at bruge, da dejen så er ens i alle formene og dermed også bliver bagt ens. De små linser var nemme at lave (blandede hele dejen i køkkenmaskinen) og de smagte skøønt. Sidder her og spiser dem med en god kop the til. Jeg tager resten af kagerne med på arbejde i morgen, så mine medarbejdere kan få glæde af kalorierne.
Små citronlinser
Ca. 12-15 stk (afhængig af størrelsen på de linseforme man har)
DEJ:
110 g koldt smør
200 g hvedemel
125 g sukker
Korn fra ½ vaniliestang
Fintrevet skal af en økologisk citron
1 æg
CITRONCREME:
2 æg
85 g sukker
Korn fra ½ vaniliestang
Saft af en citron
1 dl piskefløde
15 g smeltet smør
Smør til formene
Flormelis til pynt
Skær det kolde smør i terninger og smuldr det i melet. Kom sukker, vanilie og citronskal i og saml dejen med ægget. Er dejen for klistret kan du tilsætte lidt ekstra mel. Læg dejen i køleskabet i ½-1 time.
Lav cremen imens. Pisk æg, sukker og vanilie luftigt. Rør citronsaft og piskefløde i og rør til sidst det smeltede smør i.
Tag dejen ud og rul den ud (ca. 4 mm) på et meldrysset bord. Stik dejen ud så den passer til formene. Læg dejen i de smurte forme og tryk dem på plads. Sæt dem på bagepladen og fyld dem med cremen, helt op til kanten. Cremen er tynd, men det skal du ikke bekymre dig om - den skal nok stivne i ovnen.
Bag linserne på næstnederste rille i en 185 C varm ovn i ca. 30 minutter. Kanterne på kagerne skal være lysebrune og lige slippe formen. Køl dem helt af. Tag dem ud af formen og pynt dem med et drys sigtet flormelis.