Viser opslag med etiketten Køkkenprojekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Køkkenprojekt. Vis alle opslag

søndag den 24. juni 2012

Give-away vinder er fundet

Tusind tak for alle de utrolig søde kommentarer og alle de gode forslag. Det har ikke været nemt at vælge! Der var forslag om kagetasting i mit nye køkken, at jeg skulle lave en bog på kageopskrifter, en bog med How-To-Do's, holde kurser osv. Mange af forslagene ender jeg måske med at gøre alligevel - jeg var nemlig ikke klar over, at der var så mange af jer, der gerne ville have en opskriftbog eller en How-To-Do bog. Men da det tager noget tid at lave, så kan det helt sikkert ikke nås inden jeg når de 1000 læsere, så det kan nå at indgå i den fejring. Jeg er også overrasket over alle forslagene om, at jeg skulle fejre mig selv - det havde jeg ikke skænket en tanke. Jeg var ude efter, at det skulle komme jer læsere til gode :-)

Jeg endte med at vælge Laila Pedersens forslag om at lave en afstemning (konkurrence) hvor I læsere kan ønske et eller andet jeg skal lave en How To Do på. Vinderen får selvfølgelig en gave. Men mere om den konkurrence, når vi når til de 1000 læsere. Tillykke Laila. Vil du sende mig din adresse på chudtloff@yahoo.com.



Ellers er køkkenet næsten færdigt! Alt hvad der kunne gå galt er gået galt, så det er blevet lidt forsinket. Hvilket er frygtelig svært for en utålmodig sjæl som mig. Men min ovn er sat til :-) Jeg har dog ikke prøvet den endnu, da der stadig arbejdes med støv og snavs derude. Jeg har dog smugkigget i manualen og hold da op den kan mange ting! Jeg er jo vant til at have en ovn, der udelukkende havde en temperaturindstilling og intet andet! Det bliver såååå godt at prøve den. Må-bare-bage-snart!!! Bemærk, at I på billedet kan se et spejlbillede af noget af køkkenet i ovnlågen.

Ha' en skøn søndag.

tirsdag den 29. maj 2012

Jeg lever...

...men man skulle næsten tro det modsatte. Det er ikke meget I hører til mig. I overført betydning føler jeg mig dog begravet i støv.

Og ja, man bliver en kende træt af støv og larm, men det skal som bekendt være skidt før det bliver godt. Det var ellers næsten til at holde ud nu hvor vi har haft varmt vejr, men i morges stod den atter på stiv kuling tværs igennem huset!

I disse dage er jeg i Norge og sikken luksus! Her sidder jeg på et stille, ikke-støvet, lunt hotelværelse... Dog også uden køkken :-) Men tilgengæld er her restauranter i hobetal. Nogen der laver maden. Nogen der servere den. Og ikke nok med det - ordentlig mad! Jeg valgte havaborre med basilikumskum. Jeg nød den i fulde drag sammen med kølig hvidvin. Enormt kedeligt at spise alene, men jeg huskede at nyde stilheden og ikke-støvet. Tjeneren lokkede med dessert - cheesecake med bær. Nå ja, det var ikke den bedste jeg har smagt, men skidt - havaborren var det hele værd.



I søndags brugte vi et andet alternativ til ikke-køkkenet - vi spiste middag på stranden som vi har lige i nærheden. Vi medbragte grill, mad og bade-glade drenge. Se det var noget de kunne bruge. Og udsigten er fantastisk og ikke til at blive træt af. Der sad vi så med kølig rosévin og glædede os over den oplevelse.



Og nogen sidder måske derude og tænker: Vi vil se køkkenet. Ja, vi er jo ikke færdige endnu. Rom blev ikke bygget på een dag og ej heller vores køkken. Vi er nået langt. Pt spartles og males der på livet løs, men det er jo et forbandet langsommeligt arbejde - specielt når man venter på sit køkken :-)



Det var alt for denne gang. Jeg trænger sådan til at bage! Men uden ovn er det altså noget rod. Jeg kan også til min glæde se, at jeg er rundet 900 faste læsere. Weehuuu! Det skal jo fejes, men jeg venter lige til jeg kan sende en pakke uden alt for meget støv på :-)

torsdag den 17. maj 2012

Udekøkken....

Så skete det endelig. Det jeg har ventet på i stive 14 år. De elendige skæve og kolde mure i mit køkken blev væltet og køkkenprojektet er for alvor i gang. Her følger en lille kalvakade af billeder.



Nedrivningen af murene er gået i gang.


Køkken uden mure. Det kan man vel godt kalde et udekøkken? Vores soveværelse er lige over køkkenet. Behøver jeg at fortælle, at jeg ikke var helt tryg ved at sove i frit fald over køkkenet?


Så begynder opbygningen af fundamentet.



Fuldstændig blottet for gammelt skævt beton.



Nu med isolering og gulvvarme slanger. Aaahh, det skal bare nydes til vinter :-)



Og med ny og frisk beton!


Så kom der indvendige mure op. Det hjalp godt nok ikke på temperaturen - 8 C inde og ude + lidt stiv kuling....


Og i dag er "vi" så ved at sætte vinduer og døre i. Hvor vidunderligt, at der nu bliver lukket af for havens dyr, vind og vejr.

Det har ikke været sjovt - og der er lang vej endnu. Men nu er rummet klart til at rumme et køkken, så nu begynder den sjove opbygning.

God Kristi Himmelfart!

lørdag den 5. maj 2012

Tips til lagkagebunde-bagning

Jeg tænkte, at jeg lige ville gentage lidt tips omkring lagkagebunde-bagning. For en dårlig lagekagebund giver som oftest en kedelig kage. Jeg bruger en lagkagebund uden fedtstof. Den er let og luftig, men også god stabil til at fyldet. Selvom jeg har blogget opskriften før, så er her ingredienserne igen og efterfølgende en lille how-to-do.

Lagkagebunde
(1 kage 18-20 cm) Se tabel for andre størrelse / forme.

5 æg
120 g sukker
100 g mel
15 g kartoffelmel
1 tsk bagepulver
Start med at tage æggene ud i god tid, så de har stuetemperatur. Det gør æggemassen mere luftig og giver en mere luftig lagkagebund.

Dette er mine egne hjemmeavlede hønseæg - med møg, fjer, savsmuld og i forskellige størrelser. Men det er en fryd at have sine egne høns som trofast leverer æg hver dag. Jeg køber derfor meget sjældent æg, men når det sker, køber jeg økologiske æg. Uanset hvad du bruger, så husk at stille dem ud i køkkenet i god tid før du starter på kagen.

Forbered bageformen inden du går i gang.



Jeg smører bunden med smør og klipper et stykke bagepapir til så det passer i bunden. Jeg smører ikke siderne på formen, da kagen vokser bedre op hvis siderne ikke er smurt. På denne måde får du en snor-lige kage.

Del æggene i blommer og hvider.

Prøv lige at se hvor fantastiske gule, ja nærmest orange vores æggeblommer er! Det skyldes alt det grønne som vores høns får at spise. De meget gul-orange blommer gør også at mit bagværk ofte ser meget gult ud :-)

Tilsæt sukker og pisk godt og grundigt til æggemassen er lys og skummende. Mens maskinen pisker, så afvej mel, kartoffelmel og bagepulver og pisk æggehviderne stive, så begge dele er klar når æggeblomme-massen er færdigpisket.



Sigt først mel, kartoffelmel og bagepulver i æggemassen og bland grundigt. Vend derefter med det samme de stiftpiskede æggehvider i.

Lækker og luftig lagkagedej.

Hæld dejen i formen og sæt den i en 175 C varm ovn i ca. 40-45 minutter. Lad være med at åbne ovnen i de første 30 minutter! Den totale bagetid afhænger selvfølgelig af hvor stor en kage du bager. Hold øje med kagen og tag den ud så snart den er fast at røre ved. Pas på, at den ikke får for meget, for så bliver den tør.


Nybagt kage.

Afkøl kagen i formen på en bagerist. Når den er kølet, skærer du forsigtigt kagen fri i kanten af formen og vender den ud på bageristen og lader den afkøle helt inden du skærer den i tre bunde.

Du kan med fordel fryse bundene. Læg bagepapir imellem bundene og pak dem godt ind i fryseposer.

God fornøjelse!

Og sådan ser mit køkken så ud i øjeblikket! Selvom det ser slemt ud, så er jeg så enormt glad for, at vi endelig er i gang med at lave det køkken efter 14 år med et meget koldt og træls køkken!



Jeg beklager endnu engang, at jeg ikke er så hurtig til at få svaret på jeres kommentarer og mails og ikke mindst for kommenteret på jeres blogge. Men der er lidt meget at se til pt :-)

God weekend til jer alle!

lørdag den 18. februar 2012

De 3 bedste ting ved dit køkken?

Som I ved, så har jeg verdens værste køkken. Okay, okay et udekøkken i Etiopien er måske nok værre... lidt. Men altså her i de kolde dage kom temperaturen ned på 11 C...! Selvom jeg tændte op i brændeovnen måtte jeg alligevel bede mine drenge om at tage deres vinterjakker på, da de skulle spise morgenmad.

Ikke spor mærkeligt, at jeg nu har brugt min hårdt fortjente (synes jeg selv) 3-dags vinterferie på at have halsbetændelse. Nu har jeg ikke været syg i mere end 5 år (!!) og så får jeg sgu halsbetændelse - i min ferie! Jeg håber snart penicilinen virker så jeg snart kan spise igen, for det er godt nok ikke meget jeg kan få ned gennem den hals for øjeblikket. Men glimrende slankekur iøvrigt. Det betyder også, at jeg heller ikke har været så flittig på bagefronten. Den lækre tærte jeg skulle have bagt til gæster i dag er aflyst og jeg ved ikke lige om jeg får bagt fastelavnsboller i morgen. Men lad os se....

Nå, men tilbage til det med køkkenet. Jeg trænger sååå meget til et nyt køkken. Og NU skal det være. Problemet er blot, at der er tale om en totalrenovering, hvor to ydermure skal væltes, der skal graves 1½ meter ned i jorden og så skal det hele bygges op igen. Først derefter kan vi sætte et køkken ind. Det er en kæmpeøkonomisk udskrivning, så måske nøjes vi med at rive det ned og bygge det op og så leve med det indtil vi har råd til køkkenelementerne.

MEN! Vi er allerede nu finde ud af hvilket køkken vi vil have og hvordan det skal designes i rummet, for når rummet bygges op på ny, skal vi vide hvor afløb, emhætte, elstik osv skal være. Så derfor sidder vi nu og ser på skønne dejlige køkkener og skal snart have en køkkenartiket ud og tegne et køkken for os. Oh my, det har jeg godt nok glædet mig til!

Undskyld, de mange ord, men nu kommer vi til det jeg håber I vil være med til. Nemlig at lægge en kommentar med jeres tre bedste tips til et nyt køkken. Det kunne være en dingenot I ikke kan undvære, det kunne være en bestemt indretning, en bestemt ovn, en særlig detalje osv. Der må sidde mange derude med dejlige nye køkkener som har noget erfaring at dele ad. Lad mig høre om dem, så vi kan få et skønt køkken.

Glæder mig til at læse alle jeres kommentarer og drømme videre.