mandag den 30. januar 2012

Chokoladesmør

Min ældste søn har fødsesldag i morgen og i går havde vi familien på besøg. I den anledning serverede jeg hjemmelavet chokoladesmør til bollerne og som fyld i nogle cupcakes. Den var helt trøffelagtigt og smager helt fantastisk. Undlad appelsinskallen, hvis du ikke er til det. Prøv det og bliv afhængig.... Nutella go home!

Chokoladesmør

100 g lys chokolade
100 g mørk chokolade
2 dl piskefløde
50 g smør
Skal af 2 økologiske appelsiner

Hak chokoladen fint og hæld det i en skål. Varm piskefløden op til kogepunktet og hæld det over chokoladen. Rør godt i blandingen indtil den emulgere. Tilsæt 50 g smør i små bidder og rør godt indtil smørret er smeltet. Riv skallen af de to appelsiner og rør det i chokoladen. Hæld chokoladesmørret i et glas. Det kan sagtens holde sig i flere uger på køl - hvis det altså ikke er spist forinden :-)

Brug chokoladesmørret på boller eller som fyld i cupcakes.

Weekenden stod som sagt på fødselsdag for familien. Der skal nok komme flere indlæg om de søde sager jeg lavede i den anledning. Gustav skulle også have holdt fødselsdag for klassen i fredags, men han var desværre syg :-(  Det var synd, men han tog det faktisk ret pænt.

HUSK, at deltage i min Give-away, der slutter på lørdag.

lørdag den 28. januar 2012

700 læsere = give-away


Så er det tid til at forkæle jer læsere lidt med en lille give-away i anledningen af, at der nu er 700 søde læsere, der gider at følge min blog. I januar sidste år fejrede jeg 200 faste læsere, så der er sandelig sket noget i løbet af 2011. Tusind tak fordi I har lyst at læse med, kommentere, spørge og inspirere :-)

Denne lille give-away er i det lyserøde og romantiske hjørne, for den består af følgende romantiske ting:
-12 mini hjerteforme i silikone fra Specialkøbmanden
-To forskellige slags poser til lidt romantiske godterfra Specialkøbmanden
-Super søde hvide cupcake forme med hjerter fra webshoppen Jojoba
-Små røde cupcake eller konfektforme med hjerter fra Jojoba
-Love krymmel fra Dr. Oetker
-En pose hjerteformede skumvingummier

Brug gaven til at overraske din elskede, til jeres årsdag, kærestedag, til valentines eller hvad I nu bliver inspireret til. Prøv evt. at bage disse gode små orange-chokolade kager i miniformene og pynt med lidt glasur i romantiske farver.

I mine give-aways er der ingen regler om lodder, links og alt mulig andet. I skal blot smide mig en glad kommentar om, at du gerne vil være med i lodtrækningen. Læg en kommentar inden lørdag den 4. februar kl. 10, hvor en vinder udtrækkes. 

PS: Der er mange med samme navne, så skriv gerne kælenavn, efternavn, e-mail eller et andet kendetegn på :-) ellers er det umuligt at finde frem til dig.

onsdag den 25. januar 2012

Shopping i Amsterdam

En af de ting jeg elsker ved at rejse er at shoppe i sjove små forretninger. Og så er Amsterdam absolut stedet.

Vi besøgte Ferdinand Bolstraat for at besøge De Tart van m'n Tante og i nærheden lå Duikelman, en virkelig velassorteret køkkenudstyrsforretning. Her fandt jeg en del ting jeg mente, at jeg ikke kunne undvære :-)



Bla disse Brioche forme. Jeg har nu mest tænkt mig at bruge dem til små tærter.



Et juliennejern i en god kvalitet. Og ja, den kvikke læser har nok bemærket, at sådan en har jeg allerede, men jeg må tilstå, at kvaliteten ikke er for fantastisk.



En indsat til mit Microplane jern, så man ikke snitter fingere når man smitter noget småt.



Et superlækkert gedignt målebæger med den finesse, at det er gennemsigtigt der hvor målenhederne er, så det dermed er meget nemmere at se hvor man er nået til. Smart!



Og selvfølgelig en kvardratisk tærteform - den glæder jeg mig så meget til at prøve :-) Det bliver da en fin tærte facon!



En drysser fra Patisse. Må tilstå at jeg ikke kender det tekniske navn for sådan en.


I området De Pijp fandt vi en helt vildt skøn forretning kaldet Blond. Den var fyldt med porcelæn og kageting i alle afskygninger. Den var så sød og sjov at jeg tog et hav af billeder derinde fra.


Der var skønne kopper...


Håndcreme i cupcakes...


Søde sager i fine glaskrukker...


Læbepomader i små bitte cupcakes...


Kagefade...


Kagetallerkner...


En skøn kasse, der var formet og dekoreret som en café...


Æske med et helt thestel...


Søde thedåser...

Skønne ting og jeg kunne snildt have købt hele butikken, men begrænsede mig til kun at købe et par ting.


Jeg købte dette fine kagestativ, hvor man kunne sætte et par gamle tallerkner på. Tallerknerne er ikke fra Blond, men fra en af butikkerne i De 9 gader.


Og en beskeden pakke servietter :-)

Et særligt og helt specielt shoppeområde er selvfølgelig "De 9 gader" (De 9 Straatjes), som er de 9 veje, der løber på tværs af de store kanaler. De smalle gader og skæve huse er vældig charmerende og huser alt hvad hjertet kan begære af unikaforretninger. Her er design, vintage, tøj, antik og nips i en skøn sammenblanding. Forretninger som holder til i en gammel bolig med ultra gammelt køkken, dagligstue med pejs osv. Helt speciel oplevelse at gå rundt i sådan en forretning. Der er forretninger med kun een slags ting, feks emalje, smykker, gummistøvler osv. Der er ostforretninger med kæmpeoste, delikatesser osv. Der var forretninger med dyrt design og hvor indretningen var så speciel, at vi faldt helt i svimer over lysekroner, farver og opsætninger. Og så var der en del forretninger som var så tætpakket med antikke ting, nye ting, nips og småting, og som var et sandt mekka at rode rundt i, bortset fra at man var panisk angst for at rage noget ned med bagdelen! De 9 gader er absolut et besøg værd og vi nåede desværre ikke igennem dem alle og blev enige om, at vi måtte komme igen for at se dem alle :-) Jeg fik heller ikke rigtig taget billeder - vi var alt for optaget af at shoppe! Dog fik jeg taget et billede...



Disse grillhandsker var så specielle at de måtte foreviges....


Jeg købte hovedsaglig ikke-kage ting i De 9 Gader, men det blev vist til en kop med kager på og en bøtte blåt krymmel.


Fint låg, ikke?


Udover al det ovenstående, så er Kalverstraat værd at nævne. Det er en lang gade med mange kæde butikker. Dog er mange af mærkerne ikke nogen vi kender fra Danmark og derfor er stedet interessant. Der er dog nogle kendte mærker så som H&M og Esprit, men dem gik vi bare udenom. Her fandt vi også mange spændende ting.

Og så er der de mange markeder i Amsterdam. Mange af dem sælger frisk frugt, tulipaner i alle afskygninger, tøj og sågar også hash-slikkepinde. Vi var meget fristet af at købe nogle med hjem, men blev enige om, at det nok alligevel var for risikabelt....

Men Amsterdam er jo meget andet end shopping (og nej, vi var faktisk ikke spor kulturelle på denne korte tur).


De meget smalle høje, gamle huse er ganske charmerende. Men mange af dem er også pil-skæve indvendig, hvilket kan være ret belastende for en som mig, der hurtig bliver søsyg!!


Der er mange sjove cykler i bybilledet. Denne er da charmerende, ikke? I det hele taget er Amsterdam fyldt med cykler. Så mange, at det er dem man nemmest bliver kørt ned af. Du kan med fordel leje en cykel. Det er klart den nemmeste måde at komme rundt på.



Der er også mange husbåde i kanalerne. Her er en med en lysekrone indeni. Sær sammensætning...


Det var lidt om Amsterdam. Håber, at du kan bruge indlægget hvis du selv en dag skal til Amsterdam. Hvis ikke du skal til Amsterdam, så håber jeg at du har følt dig underholdt på "rejsen" :-)

søndag den 22. januar 2012

På konditorier i Amsterdam

Jeg er netop hjemvendt efter en dejlig tur til Amsterdam sammen med min søster. Jeg fik rejsen i fødselsdagsgave, da jeg blev 40 år. Jeg har været i Amsterdam by før, men det er tilbage i slutningen af 80'erne, så der er var et andet fokus dengang :-) Siden har jeg været i lufthavnen mange gange for at mellemlande, men det får man ikke ret meget ud af. Denne gang var der dog rig mulighed for at se på alle mulighederne i Amsterdam.

Amsterdam er fyldt med caféer, konditorier, bagerier osv, så der var rig mulighed for at få styret de lyster! Jeg havde dog særlig lyst til at besøge det mest kitsch'ede sted af dem alle, nemlig De taart van m'n tante.


Vinduespartiet ind til De taart van m'n tante - det oser allerede her af kitsch.

De taart van mi'n tante er et overflåd af lyserødt, fjer, tyl, blomster, nips, kitsch og kager. Det var så kitsch'et, at det var en hel oplevelse i sig selv.


På alle bordene stod der dummi-kager betrukket med fondant. Denne kage stod på vores bord. Bemærk den sorte tykke dug med rødt og grønt broderi.


Her er et af de andre borde med blomstret voksdug og kage i midten.


I lokalet stod også denne flotte kage med en kunstig undulat på toppen!


Den ene af de to kager vi købte og delte. Det var en kage kaldet Stragiatella (opkaldt efter isen). Bundene var meget luftige og mellem bundene var en let creme med chokoladestykker. Kagen var langt fra så tung som den egentlig så ud til.


Og selvfølgelig valgte vi også en citrontærte med en lille marengs på toppen. God afstemning mellem det sure og det søde.

Kagerne var gode, men ikke svimlende lækre. Men besøg endelig stedet, for omgivelserne er svært sjove.


De Tart Van Mijn Tante var ikke det eneste konditori vi besøgte. Vi var også et smut inde på Pompadour, der var et bedårende og virkelig lækkert konditori. Desværre havde vi ikke tid til at spise derinde, men vi købte selvfølgelig et par kager, som vi ville dele. Og jeg fik da også et par billeder der fra.


Smukt vinduesparti med udsigt til guldstuk i baggrunden. I forgrunden ses Valrhona chokolade og glas med hjemmelavede marmelader.


Vildt lækre og indbydende kager! Jeg kunne have haft lyst til at smage dem alle!


Close up af de smukke kager.


Metervis af lækre fyldte chokolader....


Alt interiøret og dekorationerne i lokalet var holdt i gammel stil i guld og rødt. Bemærk de kæmpe store marengs-kys på sølvbakken.

Og sidst, men ikke mindst - de kager vi valgte. Vi var desværre begrænset af, at de skulle kunne transporteres tværs igennem Amsterdam og igennem security etc, for at vi kunne spise dem i lufthavnen. Så vi valgte de "tørreste" vi kunne, så de ikke gik i stykker. Desuden havde vi så travlt, at vi ikke fik af vide hvad de hed eller hvad der var i dem....

De overlevede fint turen og da vi endelig sad og pustede ud i lufthavnen tog vi kagerne frem og delte dem med skaftet af en ske. Vi smagte på den øverste kage, der var en kage med et sindsygt lækkert fyld med pekan nødder i. Det smagte fantastisk og jeg må på jagt efter opskrifter der ligner. Men vi kunne ikke spise kage nr. 2, så den gemte vi til flyveren - hvor vi glemte at spise den! Katastrofe at opdage det, når man først sidder i sin bil på vej hjem og kagen lå i min søsters taske!!! Men kage nr 2 var efter sigende en kage med karamelfyld, men om den smagte godt ved jeg ikke.....

Min søster og jeg var så begejstrede for shoppemulighederne i Amsterdam og ikke mindst den hyggelige atmosfære, så vi har allerede besluttet at tage herned igen en anden gang og nå alle de butikker vi ikke nåede i denne omgang (og måske være lidt heldigere med vejret, da vi både stred os igennem silende regn, iskoldt slud, rasende blæst og haglbyger!!!!). Herunder naturligvis at besøge Pompadour rigtigt, hvor vi får siddet derinde og nydt de gode kager i de skønne omgivelser. Kommer du til Amsterdam, så bør du lægge vejen forbi det smukke konditori.

onsdag den 18. januar 2012

To desserter på een dag

I går var jeg på lederseminar på Saltoftehus. Et dejligt konference sted med dejlig mad.




Til frokosten fik vi små Citrontærter til dessert. Mørdejen var smurt med mørk chokolade fyldt med bagt citroncreme og toppet med lidt creme fraiche. Den smagte godt, men selv for mig, der er så citronpassioneret, blev den altså for sur. Men lad dig ikke skræmme - prøv mine Citronlinser. De har efter min mening den rette sammensætning mellem det sure og det søde.



Til dessert efter middagen fik vi Creme Brulee med lidt vaniljeis på. Den var til gengæld god og isen var faktisk fin til.

Således "proppet" med dessert midt i hverdagen.... Skønt :-)


- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 15. januar 2012

Firkantede bananmuffins


Jeg har noget med firkanter.... Og derfor var denne muffinform med firkantede huller jo lige sagen. Jeg fik den af min søster i julegave.

Jeg brugte bare almindelige runde muffinsforme, men dejen fylder dem ud, så de bliver firkantede. Jeg prøvede de muffinsforme, der lå ved bogen "Heibergs Herligheder" som jeg også fik i julegave. Og det undrer mig så derfor hvorfor hulan de så ikke "grease-proof"??! Hvorfor vedlægger man søde muffinsforme til en bog om kager, når de ikke holder på fedtet? Nå, men søde ser de jo trods alt ud alligevel.


Jeg lavede kagerne til min mand, for ham skulle jeg pusle lidt om i anledningen af, at han havde fået fjernet en visdomstand (og så var der et par modne bananer, der skulle omsættes til noget fornuftigt....) Og så kunne jeg lige så godt tage en portion med på arbejdet. Farverne på formene er grøn, lilla og lyserød og sjovt nok sagde mændene, at de ihvert fald ikke ville have en lyserød, men så tog de i stedet en lilla.... Synes egentlig den er lige så tøset som den lyserøde :-) Men for mændene åbenbart et bedre valg - selv i voksenalderen har man noget med pige- og drenge-farver!

Opskriften var et eksperiment, som endte helt fint med et svampet indre og en sødme, der ikke var for voldsom. Opskriften kommer her.

Bananmuffins
ca. 24 stk

2 æg
250 g sukker
Korn af 1 vaniljestang
3 modne bananer
150 g smør
3 dl mælk
450 g mel
1 spsk bagepulver
100 g mørk chokolade

Pisk æg, sukker og kornene af vaniljestangen lyst og skummende. Mos de tre bananer og rør dem i æggemassen. Smelt smørret, lad det køle lidt af og rør det i. Bland mel og bagepulver og tilsæt melet skiftevis med mælken. Hak chokoladen groft og vend det i dejen. Fyld dejen i muffinspapirforme (1 cm fra kanten), der står i en fast form. Bag kagerne ved 200 grader i ca. 25-30 min til kagerne er gyldne og gennembagte.

Lad kagerne køle af på en bagerist. Pynt dem simpelt med et drys flormelis eller med den skønne, lækre Islandske Chokoladecreme - den ville passe perfekt her til.



I går stod den på hyggetur med drengene, hvor vi var på Zoologisk Museum til ungernes sædvanlige store begejstring. Bagefter gik vi over på universitetet (H. C. Ørsted Instituttet), for at vise drengene hvor jeg studerede Biokemi for mange år siden. Det var lidt "a trip down memory lane" sådan at stå der. Det er mere end 20 år siden jeg startede og hvor jeg brugte timevis på forlæsninger i kemi, biokemi, genetik, matematik, fysik og alt muligt andet, men alt lignede sig - selv med det begrænsede vue vi fik gennem indgangsdøren. F..., de 20 år er bare gået stærkt......! Føler mig stadig som en 20 årig indeni :-))))))

I dag står dagen på legekammerater, fodboldstævne og lige nu krudter drengene af i det vidunderlige vejr.

I morgen skal jeg køre kl. 05.15 for at nå et "pyjamas-fly" til Oslo... Gaber bare ved tanken :-o

Rigtig god søndag til jer alle!

onsdag den 11. januar 2012

Kokos-orange-chokolade-kage


I søndags havde vi nogle gode venner på besøg. Til frokost lavede jeg en dejlig mør grillet økologisk lammekølle med en lækker krydderskorpe. Til kaffen lavede jeg en kokos-orange-chokolade-kage. Jeg fik inspiration fra et udklip fra et blad, men lavede om her og der.

Brug evt en mild mørk chokolade på ca. 60%. Jeg brugte en på 70% og den blev nok lige kraftig nok til børnene. Men hvis man er til kraftig chokoladesmag så brug endelig den på 70%. Jeg synes, at den er bedst lun.

Kokos-orange-chokolade-kage
15-20 personer

150 g kokos
300 g lyst rørsukker
300 g smør
300 g mørk chokolade
Skal af 1 appelsin (kan undlades)
3 spsk mel
9 æg

Topping:
180 g smør
150 g kokos
275 g mørk muskovadosukker
Skal af 1 appelsin
3 spsk kakao

Start med at gøre en form på 28 cm klar ved at smøre den med smør og beklæde bund og sider med bagepapir.

Rist kokossen på en tør pande til den bliver gylden. Stil den til side til den er kølet af. Smelt rørsukker, smør, appelsinskal og chokolade i en tykbundet gryde eller over et vandbad. Pisk melet i og derefter æggene et efter et. Vend til sidst den ristede, afkølede kokos i og hæld dejen i formen.

Bag kagen ved 200 grader i ca. 50 minutter til kagen er gennembagt. Lad kagen køle af.

Lav toppingen ved at koge smør, kokos, appelsinskal og muskovadosukker sammen i en gryde. Tilsæt kakaoen og rør det godt sammen. Fordel toppingen ud over den nagte, letafkølede kage. Stil kagen tilbage i ovnen ved 225 grader i 5-10 min.

Velbekommen!

mandag den 9. januar 2012

Cupcake stand

Denne skønne cupcake stand fik jeg af min mor og far i værtindegave 2. juledag. Den er bare så fin. Jeg får nok ikke brugt den de næste tre fødselsdage, for det er ikke sikkert drengene synes den er drenget nok. Men så er det jo godt, at jeg selv er en tøs! Så den skal nok blive vist frem - om ikke før, så til min egen fødselsdag :-)

De havde købt den i London, men tilsvarende cupcake stands i pap kan sagtens fås herhjemme. F.eks. disse hos Specialkøbmanden.

God mandag aften!

lørdag den 7. januar 2012

Blåbær-Citron sorbet og Mango-Lime sorbet


Nytårsaften serverede jeg to slags sorbet til nytårsdesserten. Jeg lavede små sorbet-kugler med et parisiennejern (melonjern).

Sorbet er utrolig nemt at lave - også selvom man ikke har en ismaskine. Jeg har (stadig) ikke nogen ismaskine og det går fint.

Disse to sorbet'er er dejlig friske. Du kan prøve dig frem med andre bær eller frugter. Blot tænk på mængden af bær / frugt ift sukkerlagen, da sødmen i dem er forskellig.



Blåbær-Citron sorbet
(ca. 1 liter)

200 g sukker
3 dl vand
500 g blåbær
2 spsk sukker
2 Citroner

Kog sukker og vand op, så sukkeret opløses. Lad det simre i ca. 5 minutter. Køl sukkerlagen helt.

Varm blåbærrene op med 2 spsk sukker til sukkeret er opløst og bærrene begynder at briste. Blend blåbærrene med saften af de to citroner. Hæld blåbærmassen over i en fryseegnet beholder og lad det køle helt af. Når både sukkerlage og blåbær er kølet helt af, blandes de sammen i frysebeholderen. Læg beholderen i fryseren og rør i den jævnligt, så den ikke danner krystaller.



Mango-Lime sorbet
(ca. 1 liter)

200 g sukker
3 dl vand
2 godt modne mango frugter (ca. 400 g)
3 limefrugter

Kog sukker og vand op, så sukkeret opløses. Lad det simre i ca. 5 minutter. Køl sukkerlagen helt.

Skær alt mangokødet af mangofrugterne og blend mangokødet med saften af de tre limefrugter. Hæld mangomassen over i en fryseegnet beholder og bland den sammen med den afkølede sukkerlage i frysebeholderen. Læg beholderen i fryseren og rør i den jævnligt, så den ikke danner krystaller.

torsdag den 5. januar 2012

Passionsfrugttærter

Nytårsdesserten bestod bl.a. små passionsfrugttærter stående på en passionsfrugtsauce. De består af en sød sprød mørdej med en dejlig frisk let passionsfrugtcreme. Opskriften er fra Mette Blomsterberg med et par modifikationer. Jeg serverede tærterne med Blåbær-Citron sorbet og Mango-Lime sorbet til. Det behøves du ikke, de kan sagtens spises uden. Opskrifter på sorbeten følger snarest.

Passionsfrugttærter
(8 personer)

Mørdej:
300 g hvedemel
150 g blødt smør
100 g flormelis
Korn fra 1 vaniljestang
1 æg

Ælt ingredienserne godt sammen med hænderne til en ensartet dej. Stil dejen koldt i ½ time inden udrulning.

Rul dejen tyndt ud (2 mm) og udstik cirkler der er et par cm større end formene. Fór formene med dejcirklerne og tryk dejen fast mod kanter og bund. Du skal ikke smøre formene, da dejen ellers vil glide ned. Beklæd formene med stanniol og fyld efter med ris, så bliver dejen på plads i formen.

Bag mørdejen ved 200 grader til skallerne er gyldne, hvilket er ca. 20 minutter. Tag formen ud og fjern stanniol og ris. Sæt formen tilbage i ovnen og bag dem i yderligere 5 minutter, så bunden også bliver gylden.

Passionsfrugtcreme:
2 blade husblas
75 g sukker
20 g maizena
Korn fra 1 vaniljestang + den tomme stang
2½ dl sødmælk
2 pasteuriserede æggeblommer
6 passionsfrugter
3 pasteuriserede æggehvider

Læg husblassen i blød i ½ liter koldt vand i ½ time.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Pisk æggeblommer, sukker, maizena og vaniljekorn rigtig godt sammen. Tilsæt mælken og pisk det godt sammen. Hæld blandingen i en gryde sammen med den tomme vaniljestand. Varm blandingen langsomt op og pisk i den hele tiden indtil den tykner og koger. Hæld cremen op i en kold skål og fisk den tomme vaniljestang op.

Halvér passionsfrugterne og skrab kødet ud. Sigt frugtkødet, så kernerne sies fra. Vrid husblassen fri for vand og læg den ned i den varme creme og rør i cremen til det er opløst. Rør dernæst passionsfrugtsaften i. Stil cremen i køleskab i ca. 10 min.

Pisk æggehviderne godt og vend dem forsigtigt i den nu kun lune creme. Hæld straks den færdige creme op i de bagte mørdejsskaller. Opbevar passionsfrugttærterne koldt indtil de serveres på den kold passionsfrugtsauce.

Kold passionssauce:
6 passionsfrugter
100 g sukker

Halvér passionsfrugterne og skrab kødet ud. Sigt frugtkødet, så kernerne sies fra. Kog passionsfrugtsaften med sukkeret til alt sukkeret er opløst. Køl saucen af ved stuetemperatur.

Læg en lille sø af passiosnfrugtsauce på hver tallerken og sæt en lille tærte på hver. Drys med sigtet flormelis og pynt med lidt citronmelisse. Tilføj eventuelt en frisk sorbet til.

Temperaturen i mit køkken...




er 13,7 grader (eller faktisk 13,6, men temperaturen steg lige 0,1 grad i min hånd).

Der er vel ikke noget at sige til, at et køkken med nye mure, vægge og gulve står øverst på min ønskeliste....

Ha' en frysende god dag :-))

- Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 2. januar 2012

Året der gik på Himmelske Kager

2011 strøg afsted, men ser jeg på hvad der skete i "den søde verden" på min blog i 2011, ja, så skete der en hel del!

Her er en lille kalvakade over 2011 her på Himmelske Kager. Håber, at I vil med på rejsen :-)

Søde rejser
2011 bød på mange rejser for mig. Jeg var ude at rejse 23 gange - 21 gange med arbejdet og 2 gange med familien. Når jeg rejser ser jeg altid efter spændende kageting, som jeg bare tage med hjem. Langt de fleste rejser er dog helt frugtesløse (ihver fald hvad angår kageting), men det er nu alligevel blevet til en del, der kom med hjem i kufferten i år! Se hvad mine rejser bragte af stort og småt:
Bageudstyr og kagekopper i London
Lækker dessert i Koblenz
Kagebøger og bageudstyr i USA
Lækkerier fra Malta
Smuk dessert i Mannheim
Spændende søde oplevelser og indkøb i Toronto del 1, del 2 og del 3
På marked i Barcelona
Karamelfudge i Larvik
2012 kommer også til at byde på mange rejser. De fleste bliver ganske kedelige - i kagemæssig forstand, da det er rejser med ret konkrete mål og hvor jeg ser en lufthavn, et hotel, en virksomhed - og intet andet. Men der er bestemt udsigt til rejser, hvor der bliver tid til at se lidt efter de søde sager. Så hold øje med bloggen efter flere hjembragte ting og sager til køkkenet.

Grundlæggende kagedekoration
I februar bloggede jeg det første indlæg i min serie om Grundlæggende Kagedekoration. Det blev til 8 indlæg ialt. Klik på Grundlæggende Kagedekoration, for at få alle indlæggene eller se hver enkelt af dem her.
Grundlæggende Kagedekoration Trin 1: At bage kagen
Grundlæggende Kagedekoration Trin 2: At fylde kagen
Grundlæggende Kagedekoration Trin 3: At smøre kagen op
Grundlæggende Kagedekoration Trin 4: At betrække kagen med fondant
Grundlæggende Kagedekoration Trin 5: At lave kanter på kagen
Grundlæggende Kagedekoration Trin 6: At stable en kage
Grundlæggende Kagedekoration Trin 7: At have det rigtige udstyr
Grundlæggende Kagedekoration Trin 8: At planlægge et kageprojekt
Derudover er der også en masse grundlæggende tips i mine How to do's.
I 2012 vil der nok ikke komme flere indlæg om Grundlæggende Kagedekoration, men der vil helt sikkert komme nogen How To Do's. Hvis der er noget I savner en How To Do på, så skriv en kommentar eller send mig en mail.

Arrangementer med søde bloggere
2011 bød på rigtig mange hyggelige og sjove arrangementer med andre bloggere, hvor jeg har lært rigtig mange utrolig søde mennesker at kende. Det har været fantastisk at være blandt andre "lidelsesfæller", der også kan snakke om kage og mad i timevis. Og ikke mindst at være sammen med mennesker, der slet ikke ser mærkeligt på én når man hiver kameraet frem og fotograferer maden fra alle tænkelige og utænkelige vinkler :-)

Her er lidt om de mange arrangementer og ture jeg har været på i løbet af 2011. I marts var jeg til Madbloggertræf i Jylland. Først var vi i Kageriet og høre om lækre kager og ikke mindst at spise dem! Derefter til lækker middag hos Restaurant Bedre Byggeskik. Det var en vældig dejlig dag, hvor jeg fik set en del af de bloggere som jeg fulgte inden mødet, men også en masse nye mennesker, som jeg siden har fulgt og ladet mig blive inspireret og underholdt af.

I juni var jeg til middag hos Piskeriset sammen med to andre bloggerkagedåser, hvor vi fik spændende og anderledes mad. Det var super hyggeligt at mødes med andre madglade bloggere. Vi skal helt sikkert mødes igen i det nye år.

I juli havde jeg den udsøgte fornøjelse at spise middag på The Paul. Det var en super skøn dag med dejligt selskab og skøn mad.

I august var jeg inde og nyde de mange vidunderlige kager hos Nicolaus Strangas. Det var en skøn oplevelse i et himmelsk kageunivers.

I september var jeg på kursus med Tanja Hanson sammen med 12 andre kage-glade piger. Det var en superhyggelig weekend i et stort og hyggeligt sommerhus.

Og til sidst, men ikke mindst, var jeg i november sammen med 6 andre madblogger til en chokoladeevent på Midtown Grill på hotel Mariott i København. Også en rigtig dejlig oplevelse, hvor jeg mødte nogle skønne piger.

Jeg håber så meget på, at jeg i 2012 kommer til at deltage i flere arrangementer med skønne mad- og kagebloggere. Det nyder jeg meget.

Søde fondant kager
Året bragte selvfølgelig også en vis portion kager med fondant. Dem har jeg fundet frem her.
FC Barcelona t-shirt kage til min ældste søns 10 års fødselsdag
Strand tema kage til min nieces 18 års fødselsdag
Kagen malet som "den blå time"
Real Madrid fodbold kage til min mellemste søns 7 års fødselsdag
En isbjørne bamse kage til min mellemeste søns 7 års fødselsdag
Brystkage med camouflagekorsage
Oval kage med stor rose
Motorcross pynt
Rapunzelkage
Kage med FC Barcelona fodbold
Bryllupskage med kirsebærgrene
Fødselsdagskage i design inspireret fra indbydelse
Og lidt fondant pynt uden kage:
Vintergækker
Sankt Hans heks
Kæmpe pæoner og anderledes brudepar til bryllupskage
Der kommer helt sikkert også fondantkager i 2012, men nok knap så mange.

40 års fødselsdag
Og så var 2011 året hvor jeg blev 40 år i oktober Og det blev fejret på bedste vis og jeg havde en dejlig dag. Tak for alle jeres mange hilsner på dagen.

Højtiderne
Også højtiderne fik meget plads her på bloggen. I påsken fik jeg lavet forskellige slags påskelækkerier. I efteråret fik jeg kreeret lidt halloween uhyrligheder. Og i julen fik jeg virkelig blogget om en hel del julegodter. Men på trods af, at jeg bloggede så mange indlæg, så synes jeg stadig, at der er meget jeg så gerne vil prøve af og vise jer. Så der er masser af tage fat på i 2012.

Alt det øvrige...
Og så var der jo alle de utrolig mange kager, cookies og cupcakes jeg lavede i 2011. Det var ikke så lidt. Se opskrifterne ude under Kategorier - der er masser af inspiration at hente.

Så er der ikke andet at sige jer alle tusind tak for alle de mange søde og dejlige kommentarer her på siden. Håber, at I vil følge med i 2012 gennem et hav af søde sager.

Godt nytår!

søndag den 1. januar 2012

Nytårsdessert 2011


Rigtig godt nytår allesammen! Jeg håber, at I alle har haft en dejlig aften og kom godt ind i det nye år. Tusind tak for alle jeres mange søde og sjove kommentarer i året der er gået. Jeg har masser af idéer til fremtidige søde sager og jeg ser frem til at forsøde jeres tilværelse i året der kommer.

2011 er nu løbet - og det er ikke til at forstå hvor det blev af. Som altid går jeg lidt i reflektions-mode, når året rinder ud. Sidste år skrev jeg følgende på min blog:
Men jeg reflekterer lidt over året, der er gået og 2010 har for mig og min lille familie været et meget svært år. Det sværeste nogensinde. Jeg ser derfor frem til 2011 med HÅBET om, men også TROEN på, at det bliver nemmere og bedre.

Når jeg så ser tilbage på 2011 blev året bedre end 2010, så det hjalp med troen og håbet på det. Det glæder mig virkelig, at vi klarede os igennem svære tider og holdt fast i det gode i 2011.

Men nu er det tid til at se frem på 2012. Jeg glæder mig til mange dejlige stunder med min lille familie. Det ser ud til at være mange spændende udfordringer på arbejdet. Jeg har mange idéer til kager og søde sager til at forsøde min blog med. Der er udsigt til flere hyggelige rejser (også privat). Og så bliver der nok også lidt festlige begivenheder, da begge mine forældre og min svigerfar bliver 70 år og min mormor bliver 100 år (hvis hun ellers holder så længe).

I går aftes havde vi besøg af gode venner og i den anledning lavede jeg selvfølgelig dessert. Det blev en dessert i den friske ende, hvilket skyldes, at jeg var enormt mæt, da jeg sad og skulle finde på hvad vi skulle have, så jeg gik mere efter det friske end det tunge.



Jeg endte med at lave passionsfrugttærter på en passionsfrugtpuré med små bitte kugler blåbær-citron sorbet og mango-lime sorbet til. Det hele blev pyntet med flormelis og citronmelisse. Hele herligheden er en blanding af mine egne og andres opskrifter. Alle opskrifter kommer snarest her på bloggen.


Rigtig godt nytår!