tirsdag den 22. december 2009

Håkonskager




















Udover Vaniljekranse laver jeg hvert år også Håkonskager, som blandt andet indeholder marcipan. De smager utrolig godt og er nemme at lave. Opskriften stammer fra det samme blad, som Vaniljekransene. Jeg laver kun disse to slags småkager, men bytter småkager med min mor, der laver brunkager.

Opskriften er følgende:

Håkonskager
200 g blødt smør
90 g flormelis
75 g ren rå marcipan
1 vaniljestang
Knap 250 g mel
Endvidere:
1 sammenpisket æg
Rørsukker

Rør smøret cremet med flormelis, revet marcipan og vaniljekorn. Tilsæt mel, ælt hurtigt en sammenhængende dej og lad den hvile koldt i ca. ½-1 time.

Derefter formes dejen til to pølser af 2½ centimeter i diameter. Rullerne svøbes ind i husholdningsfilm og lægges i køleskabet til næste dag.

Næste dag pensles rullerne med sammenpisket æg og rulles i rørsukker. Rullerne skæres i 4-5 milimeter tykke skiver og lægges på en bageplade - ikke for tæt, da de bliver en anelse større. Det er vigtigt, at de skæres ud i nogenlunde lige tykke skiver. Kagerne bages ved 175 grader i 10-12 minutter afhængig af tykkelsen til de er let gyldne. Pas på, de ikke bliver for mørke. Lad kagerne køle af på en bagerist og læg dem i en kagedåse, når de er kolde og sprøde.

Velbekommen!

søndag den 20. december 2009

Verdens bedste vaniljekranse




For mange, mange år siden klippede jeg nogle julesmåkage-opskrifter ud fra et blad, for at prøve dem af. Og siden har jeg været "solgt". Opskrifterne giver de skønneste julesmåkager med "den helt rigtige smag". Desværre kan jeg ikke se hvilket blad de kom fra.

I sidste weekend lavede jeg vaniljekranse. Jeg glæder mig hvert år til at lave dem og til at spise dem. Jeg bruger Polynesiske vaniljestænger, som har en skøn og kraftig vaniljearoma. De er meget dyre, men det giver altså også en anden smagsoplevelse. I opskriften blender man hele vaniljestænger med sukker og det bedste tidspunkt er når det sorte vaniljesukker er blendet og fylder køkkenet med den sødlige vaniljeduft.

Her er opskriften.
Vaniljekranse
250 g hvedemel, blandet med
½ tsk hjortetaksalt
1 vaniljestang (gerne polynesisk vanilje)
125 g sukker
75 g meget finthakkede, smuttede mandler
200 g smør
ca. ½ æg
Klip vaniljestangen i små stykker og blend dem med sukkeret. Bland dette duftende vaniljesukker med mel, tilsæt mandler og små stykkersmør, og ælt dejen med lidt sammenpisket æg. Lad den hvile koldt i mindst ½ time før den sprøjtes ud i kranse. Bag kagerne i en 200 grader varm ovn i ca. 8 minutter.