Viser opslag med etiketten Figner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Figner. Vis alle opslag

torsdag den 8. september 2011

To slags syltede figner

I et lunt, solrigt hjørne af vores gårdsplads har vi nogle skønne figen træer med de skønneste søde figner.







Jeg har lavet to slags syltede figner som I får opskrifterne på her. De smager begge ganske vidunderligt direkte fra glasset eller til en god vaniljeis.

Den første opskrift er på cognac-vaniljesyltede figner - inspireret fra en opskrift der findes overalt på nettet. Dog tilsat noget vanilje! Både fignerne og lagen smager virkelig godt. De er søde og lagen har en skøn pink farve.

Cognac-vanilje syltede figner

1 kg modne figner
1 vaniljestang
4 dl vand
400 g rørsukker
Saft og skal af 1 citron
1 dl cognac

Skyl fignerne og skær den øverste grønne top af. Skær et lille kryds i toppen af fignen og stik med en nål igennem fignen, så lagen kan komme ind i fignerne. Læg fignerne i et atamonskyllet glas.

Kog korn fra vaniljestangen og den tomme stang, vand, citronssaft og -skal og rørsukker op i en gryde. Hæld lagen over fignerne og stil dem koldt til næste dag.

Hæld lagen fra fignerne og kog lagen op. Tag gryden af varmen og tilsæt 1 dl cognac. Hæld lagen over fignerne igen og sæt glasset på køl i mindst 2 uger.
Servér fignerne til en god vaniljeis.


Den anden opskrift er fremkommet med inspiration fra Mette Blomsterbergs Dessertbog - men jeg har ændret flere steder. De smager også ganske skønt. Lagen er virkelig god og har diskrete toner af anissen og kanelen.

Kanelsyltede figner

1 vaniljestang
10-16 figner
4 dl appelsinsaft
4 dl rødvin
Saft og skal af 1 citron
800 g rørsukker
200 g honning
2 kanelstænger
1 stjerneanis

Skyl fignerne og skær den øverste grønne top af. Skær et lille kryds i toppen af fignen og stik med en nål igennem fignen, så lagen kan komme ind i fignerne.

Kog korn fra vaniljestangen og den tomme stang, appelsinsaft, rødvin, citronssaft og -skal, rørsukker, honning, kanelstænger og anisstjerne op i en gryde. Sluk for varmen når lagen koger. Kom de skyllede, prikkede figner i lagen og lad den pochere i ca. 8 min.

Tag fignerne op og læg dem i et atamonskyllet glas.

Kog lagen ind til ca. halvdelen er fordampet og den resterende lage er blevet sirupsagtig. Afkøl siruppen helt inden den hældes over fignerne. Luk glasset og sæt glasset på køl i ca. 8 dage, så siruppen kan trænge ind i fignerne.

Servér fignerne til en god vaniljeis.

Rigtig god aften!