lørdag den 29. november 2014

Inspiration til julesmåkager



Ingen jul uden småkager. Og ja, man kan da sagtens købe dem i Rema, men det er bare ikke det samme som at bage dem selv. Her er links til opskrifter på mine ynglings julesmåkager.

Verdens bedste vaniljekranse
Håkonskager
Kæmpe pebernødder
Ingefærkager
Brunkager
Klejner
Jule-biscottier med marcipan og appelsin

Rigtig god jule-bagning!



lørdag den 22. november 2014

Lyse chokolade trøfler med peanutbutter


Det her er lækre chokoladetrøfler, som kan bruges til jul, påske eller andre højtider eller festligheder. Inspiration til opskriften er fra et Alt for Damerne.

Lyse chokoladetrøfler med peanutbutter
Ca. 15-18 stk (afhængig af størrelse)

50 g mørk chokolade
100 g lys chokolade
3/4 dl piskefløde
Korn af ½ stang vanilje
3/4 dl peanutbutter
1 nip salt

Pynt:
ca. 50 g hakkede saltede peanuts


Kom de to slags chokolade, piskefløde, peanutbutter og vaniljekorn i en kasserolle og varm det meget langsomt op under omrøring til chokoladen er smeltet og massen er ensartet. Tilsæt et lille nip salt.
TIP: Jeg bruger hovedsagligt Callebaut chokolde til mine kager og konfekt. Det kan købes i praktiske små "pellets" og er derfor meget nemt at arbejde med.

Hæld massen i en skål og stil den køligt indtil massen er fast, hvilket den er efter ca. 2½ time. Form kugler af massen og rul den forsigtigt i hakkede saltede peanuts. Opbevar trøflerne på køl, men tag dem ud lidt før servering, så de ikke er helt kolde.

søndag den 16. november 2014

Hjemmelavede toffifee



Kan du lide de der Toffifee man køber, så skulle du prøve at lave dem selv. De smager næsten som dem man køber.

Toffifee
ca. 30 stk

100 g sukker
1 dl lys sirup
1 dl piskefløde
Korn af ½ vaniljestang
100 g nougat
30 stk hasselnødder
Mørk chokolade.

Kog sukker, sirup, vanilje og fløden op til ca. 105 C. Undlad at røre under kogningen.

Rist og afskal imens mindst 30 hasselnødder på en pande.

Lad karamellen koge op til den tykner og hældes derefter i hver lille aluminiumsform et stykke fra kanten.

Læg en nød i hver form og tryk den ned i karamellen. Stil dem koldt i ca. ½ time.

Smelt nougat'en og fyld den i en sprøjtepose - så er den nemmere at styre. Sprøjt nougat i hver form op til kanten. Lad dem køle helt af i køleskab.

Afslut med en lille klat mørk chokolade på hver.