Viser opslag med etiketten Mandelbunde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mandelbunde. Vis alle opslag

fredag den 17. juli 2015

Mandelkage med marengs og rabarbercreme


Jeg er håbløst bagud med at blogge. Men skuffen gemmer på masser af opskrifter - det er kun tid der mangler. Denne dejlige sommerkage har en rabarbercreme, som giver et syrligt modspil til den søde mandelkage og marengs.

Inspirationen stammer fra Alt for Damerne, men jeg har ændret lidt her og der.

Mandelkage med marengs og rabarbercreme
10 personer

Mandelbund
250 g smør (stuetempereret)
200 g sukker
4 æggeblommer
1½ dl mælk
100 g mel
75 g mandelmel
3 tsk bagepulver
Korn af 1 stang vanilje

Marengs
4 æggehvider
300 g sukker
100 g mandelmel

Rabarberskum
350 g rabarber skåret i 1 cm stykker.
150 g sukker
Korn af 1 stang vanilje
2 dl piskefløde
250 g mascapone
2 spsk flormelis

Start med mandelbunden. Pisk smør, sukker og vaniljekorn hvidt. Pisk æggeblommerne i et ad gangen. Vend mel og bagpulver i dejen skiftevis med mælken. Vend tilsidst mandelmelet i. Hæld dejen op i en smurt springform (24 cm) med et stykke bagepapir i bunden. Bag kagen nederst i ovnen ved 200 C i ca. 25 min.

Mens kagen bager laves marengsen. Pisk æggehviderne stive og tilsæt sukkeret lidt ad gangen og pisk godt mellem hver tilsætning. Vend mandelmelet i.

Læg marengsen på den bagte mandelkage og sæt kagen tilbage i ovnen i ca. 15 min til marengsen er sprød og gylden. Lad kagen afkøle helt.

Til cremen laves først en rabarber-kompot. Kog rabarberen sammen med sukker og vaniljekorn til rabarberne bliver bløde. Lad det afkøle. Til cremen piskes mascaponen lidt sammen. Tilsæt piskefløde og pisk det cremet. Tilsæt flormelis og pisk det i cremen. Vend til slut den afkølede rabarber-kompot i.

Læg den afkølede kage på et fad og fordel rabarber cremen over og server. Den er også rigtig god dagen efter.

tirsdag den 19. juli 2011

Solbær mousse og nødde- eller mandelbunde, samt et lille bloggertip


Få fat i nogle solbær og lad jer ikke forsrkææke af den reletivt sure smag. De kan omdannes til uendelig mange godter, feks denne solbærmousse, der går godt til både almindelige lagkager, fondant kager, som dessert eller som topping på cupcakes.

Solbærmoussen er med udgangspunkt i denne opskrift, den er nem og smager rigtig skønt.

Solbær mousse:
(2 lag i en 20 cm rund kage)

250 g solbær
1 alm vaniliestang (eller ½ polynesisk vaniliestang)
125 g sukker

Alle ingredienserne koges uden låg ca. 15 minutter og afkøles fuldstændigt i køleskab - minimum 2 timer.

Alternativt kan man bruge en solbær marmelade man selv har lavet. Se feks denne solbærmarmelade.
½ liter piskefløde
150 g hvid chokolade
4 blade husblas

Husblassen lægges i blød i en ½ liter vand i en ½ time. Hak chokoladen fint. Piskefløden varmes op til den næsten koger (ca. 80 grader). Halvdelen af den godt varme fløde hældes over alt chokoladen, rør godt til chokoladen smelter og massen er blank. Tilsæt mere og mere varm fløde. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den lune chokolade-fløde. VIGTIGT!!! Tildæk cremen med husholdningsfilm, så det dækker overfalden af chokoladen og opad siderne. Cremen afkøles fuldstændigt i køleskab - minimum 3 timer eller til helst næste dag.

Den iskolde, stive "hvide" creme piskes let luftig med en håndmikser. Blend solbær sylten og lad den piske med. Cremen har en god konsistens og kan anvendes direkte i kagen med det samme.


Jeg har brugt solbærmoussen mange gange og den er et hit hver gang.

Denne lille kage lavede jeg på min sidste arbejdsdag inden ferien (i fredags). Mange var taget på ferie, så det blev bare en lille en. Til den ville jeg have lavet mandelbunde, men jeg var løbet tør for mandler!! wtf! Nå, men så blev den med nødder i stedet. Jeg synes, at mandler er bedst til solbær, men nøddebunden var ok.

Mandel / nødde bunde
(passer til en rund form 18-20 cm)

4 æg
120 g sukker
50 g mel
50 g mandelmel eller nøddemel
15 g kartoffelmel
1 tsk bagepulver

Læg bagepapir i bunden af formen - KUN i bunden - ikke op ad siderne.

Del æggene i blommer og hvider. Pisk blommerne og sukker meget  grundigt til en lys og skummende masse. Pisk hviderne stive og sæt dem til side. Bland mandel- eller nødde-mel i. Bland mel, kartoffelmel og bagepulver og sigt det i massen, mens du folder det i med en dejskraber. Vær omhyggelig for at undgå "mel-lommer". Fold straks de stiftpiskede æggehvider i dejen og fordel den i bageformen.

Bag kagen på næstnederste rille ved 175 C i 40-45 minutter (uden varmluftsblæser). Du må ikke åbne ovnen i de første 30 minutter. Afkøl kagen. Når kagen er helt afkølet flækkes den i tre bunde.

Det er skønt at have ferie, hvor der pludselig synes at være uendelig meget tid til at hygge og lege med børnene, blogge, have gæster, sove lææææænge, nyde drinks, slappe af, læse og handle i ro og fred Hverdagen er vendt på hovedet! Skønt! Vi har udviklet en ny type sport - fod-volley! Dvs et volleyball-net og en volleyball, men man må både sparke, heade, bruge hænder og lade bolden gå en gang i jorden inden den skal over volleyball nettet. Måske det bliver næste olympiske disciplin :-)

Læg i øvrigt mærke til denne lille "printer knap", som jeg er begyndt at lægge nederst i indlæggene - se hvordan hos Ungersvenden.

God sommer-tirsdag!

søndag den 5. juli 2009

Mandel kage med creme og bær


Nu skal det hele jo ikke kun handle om sukker-betrukne kager, når nu der findes så mange andre skønne, himmelske kager.

Denne kage oser af sommer og sol og smager skønt. Du kan anvende de bær du bedst kan lide. Til denne kage har jeg anvendt blåbær, jordbær og hindbær.

Mandel kage med creme og bær
(passer til springform på ca. 24 cm)

Mandelbund
200 g rørsukker
3 store æg
200 g mandler

Vaniljecreme
1½ dl piskefløde
3 spsk flormelis
Korn fra 2 fede vaniljestænger
1½ dl creme fraîche 38%

Derudover friske bær, f.eks. blåbær, jordbær og hindbær

Mynte- eller citronmelisse blade som pynt (kan udelades)
Mandelbund:
Pisk rørsukker og æg sammen til en tyk creme. Mal mandlerne i en blender eller hak dem fint. Vend mandlerne i æggemassen. Smør en springform i bunden og på siderne og klip et stykke bagepapir ud, så der passer i bunden. Hæld dejen i formen og bag den ved 175 C i 30-35 minutter. Lad kagen blive kold i formen på en bagerist.
Cremen:
Pisk fløden til skum. Sigt flormelis i flødeskummet og vend det i sammen med kornene fra vaniljestængerne. Vend creme fraîchen i. Fordel cremen på den kolde kage.
Før servering fordeles bærrene på kagens top og der pyntes med mynte- eller citronmelisse-blade, der stikkes ned mellem bærrene.