Viser opslag med etiketten Konfekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Konfekt. Vis alle opslag

lørdag den 22. november 2014

Lyse chokolade trøfler med peanutbutter


Det her er lækre chokoladetrøfler, som kan bruges til jul, påske eller andre højtider eller festligheder. Inspiration til opskriften er fra et Alt for Damerne.

Lyse chokoladetrøfler med peanutbutter
Ca. 15-18 stk (afhængig af størrelse)

50 g mørk chokolade
100 g lys chokolade
3/4 dl piskefløde
Korn af ½ stang vanilje
3/4 dl peanutbutter
1 nip salt

Pynt:
ca. 50 g hakkede saltede peanuts


Kom de to slags chokolade, piskefløde, peanutbutter og vaniljekorn i en kasserolle og varm det meget langsomt op under omrøring til chokoladen er smeltet og massen er ensartet. Tilsæt et lille nip salt.
TIP: Jeg bruger hovedsagligt Callebaut chokolde til mine kager og konfekt. Det kan købes i praktiske små "pellets" og er derfor meget nemt at arbejde med.

Hæld massen i en skål og stil den køligt indtil massen er fast, hvilket den er efter ca. 2½ time. Form kugler af massen og rul den forsigtigt i hakkede saltede peanuts. Opbevar trøflerne på køl, men tag dem ud lidt før servering, så de ikke er helt kolde.

søndag den 16. november 2014

Hjemmelavede toffifee



Kan du lide de der Toffifee man køber, så skulle du prøve at lave dem selv. De smager næsten som dem man køber.

Toffifee
ca. 30 stk

100 g sukker
1 dl lys sirup
1 dl piskefløde
Korn af ½ vaniljestang
100 g nougat
30 stk hasselnødder
Mørk chokolade.

Kog sukker, sirup, vanilje og fløden op til ca. 105 C. Undlad at røre under kogningen.

Rist og afskal imens mindst 30 hasselnødder på en pande.

Lad karamellen koge op til den tykner og hældes derefter i hver lille aluminiumsform et stykke fra kanten.

Læg en nød i hver form og tryk den ned i karamellen. Stil dem koldt i ca. ½ time.

Smelt nougat'en og fyld den i en sprøjtepose - så er den nemmere at styre. Sprøjt nougat i hver form op til kanten. Lad dem køle helt af i køleskab.

Afslut med en lille klat mørk chokolade på hver.

søndag den 17. august 2014

Lav mini havregrynskugler på en regnsvejrs-søndag


Det er en grå og regnfuld søndag i dag og her er en hyggelig og nem opskrift I kan hygge jer med sammen med jeres børn.

Her ruller min søn Emil og hans veninde Julie havregrynskugler og de hyggede sig gevaldigt med det. Bagefter havde de fornøjelse af at spise dem og de smager rigtig godt.

Der er kaffe i opskriften, men lad jer ikke skramme af det - det er en børnevenlig udgave.

Havregrynskugler
mange

100 g smør (stuetempereret)
100 g sukker
20 g kakao
1 tsk vaniljesukker
½ tsk neskaffe blandet med 1 spsk koldt vand
150 g havregryn
kokos (man kan også bruge finthakkede mandler eller nødder for en mere "raffineret" udgave, f.eks, hvis man vil servere dem på et kagebord)

Læg alle ingredienserne i en skål og bland det hele sammen til en jævn masse. Rul dejen til små kugler, som rulles i kokos. Stil havregrynskuglerne koldt inden de serveres.

søndag den 13. april 2014

Nougat Granola konfekt


Uha, de her nougat firkanter smagte aldeles fantastisk. Dejlig konfekt som kan bruges til jul, men også andre festlige lejligheder hvor der skal lidt konfekt eller lækkerier på bordet, f.eks her til påske. Opskriften er fra et Alt for Damernes julebage hæfte.

Nougat Granola konfekt
16-20 stk

400 g blød nougat
50 g mørk chokolade

Granola:
40 g smør
100 g grovvalsede havregryn
75 g rørsukker
50 g mandelflager

200 g mørk chokolade til overtræk
1 spsk neutral olie

Lidt neutral olie til smøring af form

Start med at lave granolaen. Smelt smørret på panden og tilsæt havregryn, sukker og mandelflager. Rist det indtil sukkeret smelter og begynder at karamellisere og havregrynene bliver gyldne. Pas på. at det ikke får for meget.

Læg et stykke bagepapir i bunden af en form på ca. 18x18 cm. Pensl siderne med lidt neutral olie. Pres den varme granola ned i bunden af formen og lad det afkøle.

Smelt nougat og mørk chokolade og hæld den derefter over granolaen. Lad massen sætte sig i køleskabet et par timer.

Smelt den mørke chokolade sammen med lidt neutral olie og hæld det over. Stil konfekten tilbage i køleskabet og lad den sætte sig yderligere et par timer.


Ved servering skæres den i firkanter med en kniv dyppet i kogende vand - dette giver et rent og flot snit.

søndag den 31. marts 2013

2 skønne slags påskeæg




Årets påskeæg anno 2013: Citron påskeæg og Baileys påskeæg. To virkelig skønne chokoladeæg! Æggene er givet væk som værtindegaver.

Det er de mærkeligste steder man kan skaffe sig inspiration eller opskrifter. Forleden så jeg en opskrift på påskeæg på det der stykke papir, der kommer "Med rundt" med posten. Den fristede mig meget, da der var citron i :-) Opskriften er fra Chocolat - en blog jeg ikke lige kendte, men som ser lækker ud.

Og den opskrift inspirerede mig til at bruge samme fremgangsmåde, men med andre ingredienser og derfor opfandt jeg Baileys påskeæggene med nougat og marcipan. Dem må I prøve! De er utrolig lette at lave og smager skønt. Man kan sagtens bruge andet sprut end Baileys.

Og sådan endte jeg med at lave to slags chokolade påskeæg i år. Jeg har tidligere blogget om andre lækre chokoladeæg her: 4 slags påskeæg 2012 og 3 slags påske-chokolade-æg fra påsken 2011.

Opskrifterne kommer her.


Citron påskeæg (fra Chocolat med lidt ændringer)
12 stk

100 g marcipan
Skal og saft af ½ økologisk citron
75 g hvid chokolade

Pynt
150 g hvid chokolade
Passionsfrugt pulver og revet citron

Bland marcipan med skal og saft af ½ citron. Smelt den hvide chokolade over vandbad og pisk det med ned i marcipanblandingen. Sæt blandingen i køleskab i 2 timer (iflg opskriften stod der kun ½ time, men da var min blanding alt for blød. Lad marcipanen stå på køl indtil den er fast nok til at man kan forme æg af den). Form æg á ca. 15 g og sæt dem køligt.

Smelt og temperer chokoladen og overtræk æggene med chokoladen. Pynt med et let drys passionsfrugtpulver og lidt revet citronskal. Du kan også pynte med sigtet frysetørret hindbær for en pink variant eller hvad man ellers synes.


Og så til de skønne Baileys påskeæg!


Baileys påskeæg
14 stk


100 g marcipan
2 spsk Baileys (eller andet sprut)
100 g nougat

Pynt
150 g lys chokolade
revet mørk chokolade

Bland marcipan med Baileys. Smelt nougat over vandbad og pisk det med ned i marcipanblandingen. Sæt blandingen i køleskab i ½ timer til blandingen er fast nok til at man kan forme æg af den. Form æg á ca. 15 g og sæt dem køligt.

Smelt og temperer chokoladen og overtræk æggene med chokoladen. Pynt med et let drys af fintrevet mørk chokolade eller hvad man ellers synes.



fredag den 28. december 2012

Lidt konfekt og trøfler

Konfekt hører julen til og den er sådan set overstået for i år. På den anden side, så bruger jeg nu også konfekt til andre festlige lejligheder, til en kop kaffe, til påske og til værtindegaver. Så mon ikke I finder en anden anledning i løbet af året til at bruge opskrifterne.


Yderst til venstre med lys chokolade og chokolade-kaffe-bønne ligger mokkatrøfler. De smager meget kraftigt af kaffe, så disse er for kaffe-elskere. Jeg drikker jo ikke kaffe, men disse stærke mokkatrøfler er sjovt nok stadig helt ok for mig. Er du ikke til denne stærke variant, så tilsæt mindre neskaffe.

Mokkatrøfler
(ca. 30 stk)

270 g lys chokolade
1½ dl piskefløde
15 g god neskaffe (tilsæt evt mindre, hvis du ønsker en mindre kraftig variant)
30 g smør
200 g lys chokolade til overtræk
Chokolade kaffebønner til pynt

Hak den lyse chokolade og læg den i en skål. Kog fløden op sammen med neskaffen. Så snart det koger hældes blandingen over den hakkede chokolade. Rør det godt sammen til chokoladen er helt smeltet. Tilsæt smørret og lad det smeltet ind i blandingen ved at røre godt. Sæt trøflen på køl til det er helt koldt, evt natten over. Grav trøflen ud med ske og form små kugler, som du lige trykker med en finger, der hvor chokolade kaffebønnen skal ligge. Sæt dem på køl i mindst 1 time inden du overtrækker dem med chokolade. Temperér chokoladen og overtræk trøflerne en ad gangen. Sæt straks en chokolade kaffebønne på. Chokolade kaffebønnerne har jeg købt hos Specialkøbmanden. Opbevar trøflerne køligt.

Nr. 2 fra venstre er firkantede marcipan stykker overtrukket med mørk chokolade og dekoreret med chocolate-transfer sheet med rensdyr. Straks efter du har overtrukket et par stykker lægges et chocolate-transfer sheet med dit ønskede mønster på. Sæt chokoladerne køligt til den er størknet, hvorefter du forsigtigt kan fjerne plasten. Chocolate-transfer sheets er nemme at bruge og giver chokoladen et flot finish. Chocolate-transfer sheets fås bla hos Specialkøbmanden.

Nr. 2 fra højre er rom-fudge trøfler - eller hvad man lige vil kalde dem.

Rom-fudge trøfler
(ca. 30 stk)

200 g lys chokolade
50 g mørk chokolade
40 g smør
200 g kondenseret mælk
4 spsk rom
200 g mørk chokolade til overtræk
Sprinkles til pynt

Smelt lys og mørk chokolade over vandbad og tilsæt den kondenserede mælk og rør det godt sammen. Tilsæt smør og rom til den varme blanding og rør det godt med. Sæt trøflen på køl til det er helt koldt, evt natten over. Grav trøflen ud med ske og form små kugler. Sæt dem på køl i mindst 1 time inden du overtrækker dem med chokolade. Temperér chokoladen og overtræk trøflerne en ad gangen. Drys straks med det du har lyst til. jeg har drysset med sølv chokolade drys, som jeg har fået af søde Vibeke.

Yderst til højre uden pynt ligger Marcipankugler med abrikos og syltet ingefær. Opskriften er fra en hæfte med julebag fra Alt for damerne. Du skal ikke lade dig skræmme af ingefæren - de smager forrygende.

Marcipankugler med abrikos og syltet  ingefær
(ca. 20 stk)

7 abrikoser
3 kugler syltet ingefær
5 spsk lage fra den syltede ingefær
Saft af 1 appelsin
250 g marcipan
200 g mørk chokolade til overtræk

Skær abrikoser og ingefær i små firkanter og kom dem i en gryde sammen med lagen og appelsinsaften. Lad blandingen simre uden låg indtil væsken er sirupsagtig og lad den derefter køle af. Ælt marcipan og blandingen godt sammen og form det til kugler. Temperér chokoladen og overtræk kuglerne en ad gangen.

Mangler du inspiration til andet konfekt, så er der masser inspiration af hente her på bloggen. Se under KONFEKT, hvor der gemmer sig masser af opskrifter på trøfler, konfekt og fudge.

søndag den 9. december 2012

Fudge, som bare er alt, alt for farlig at have liggende i køleskabet...

Sidste år lavede jeg en vildt god Fudge med appelsin. Den smagte bare så godt. I år har jeg lavet en fudge med nødder, mandler og marshmallows. Begge er bare alt, alt for farlige at have liggende i køleskabet! De smager skønt.



Fudge med mandler, nødder og marshmallows
ca. 70 stk

150 g blandede mandler, hasselnødder og valnødder
1 spsk smør
1 nip salt
200 g mørk chokolade
300 g lys chokolade
1 dåse kondenseret mælk
75 g marshmallows

Hak nødder og mandler groft og læg dem på en bageplade med bagepapir. Rist dem let i ovnen ved 175 C i ca. 8-10 min. Hæld de varme nødder i en skål og tilsæt smør og salt. Lad smørret smelte af de varme nødder. Smelt chokoladen ved svag varme og tilsæt den kondenserede mælk. Rør det godt sammen. Bland nødderne i. Skær marshmallows i mindre bidder. Lad blandingen køle noget af inden marshmallows blandes i.




Smør en form på 23x23 cm med smør og beklæd den med tilskåret bagepapir på alle siderne. Du kan sagtens bruge en anden størrelse form - højden på fudgen vil da selvfølgelig blive anderledes. Hæld blandingen i formen og sæt den i køleskab til den er stivnet. Skær fudgen i firkanter inden servering.




Opbevar fudgen i køleskab i en beholder med låg. De er holdbare mindst 1 uge.


Læg fudgen i en sød æske og giv den væk i værtindegave. Men husk at opbevare den på køl indtil du giver den væk.



Tip:
Prøv også Fudge med appelsin
Prøv at erstatte nogle af mandlerne med pistacienødder, da det vil se flot ud med den grønne farve.

torsdag den 5. april 2012

Chokolade påskeæg anno 2012


Rigtig god påske allesammen! Jeg håber, at I får muligheden for at slappe af, hygge jer og nyde den i fulde drag. Måske med lidt god chokolade?

Her er ihvert fald et par idéer til lidt fyldt chokolade. Brug en god mørk chokolade og husk at temperere chokoladen, så chokoladen ikke bliver grå og kedelig.

Vil du have endnu mere inspiration, så se lidt på chokolade påskeæggene 2011. Eller også skulle du prøve at lave "romkugle-træstamme-påskeæg" - det er simpel hen bare guf!!

Årets æg blev ikke helt som jeg havde forestillet mig - men sådan er det vist ret ofte med mig. At fantasien overgår evnerne! Anyway, smagen er der ikke noget galt med :-) Jeg bruger ca. 30 g til hvert æg. Og ja, jeg står og vejer af på en vægt, for det ser bare godt ud af påskeæggene har samme størrelse.




Nougat-krokant marcipan æg
(12 stk)

75 g nødder / mandler
75 g sukker
100 g nougat
150 g marcipan

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Ingen

Hak mandler og nødder groft. Rist sukker og mandler / nødder på en pande. Tilsæt nougat og lad det smelte med. Køl nougat-nøddeblandingen af. Bland nougat-nøddeblandingen rigtig godt sammen med marcipanen. Form 12 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade.


Nougat-marcipan æg
(5 stk)

100 g marcipan
50 g nougat

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Guldstøv

Del marcipanen og nougaten i 5 lige store stykker. Tryk marcipanen lidt flad og læg et stykke nougat i hver marcipanplade. Pak marcipanen rundt om nougaten og form til et æg. Overtræk æggene med mørk chokolade og drys med guldstøv eller anden pynt.


Baileys æg
(8 stk)

200 g marcipan
½ dl Baileys
4 spsk flormelis

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Små sukkerkugler

Bland marcipanen med Baileys til det er godt sammenblandet. Tilføj flormelis lidt ad gangen indtil massen er formbar. Form æg og overtræk dem med mørk chokolade og pynt med små sukkerkugler eller andet pynt.


Bounty æg
(6 stk)

200 g kokosmasse (kokos, pasteuriseret æggehvide og marcipan)

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Mørke chokoladestriber

Form kokosmasse til æg og overtræk med mørk chokolade. Når chokoladen er tør pyntes med striber af mørk chokolade.

God påske!

torsdag den 29. december 2011

Italiensk panforte

Italiensk panforte er en meget kraftig julekage fyldet med nødder, bær og krydderier. Jeg har dog lavet en lidt modificeret udgave, da jeg ikke er sååå vild med nogle typer bær. Til gengæld er jeg jo ret fjollet med citrusfrugter, så jeg har lavet en udgave med syltet appelsinskal i stedet for. Og det er bestemt anbefalelsesværdigt. Du kan enten selv lave den syltede appelsin eller springe over hvor gærdet er væltet.... og købe dem. Jeg har også holdt lidt igen med krydderierne, for jeg synes ikke, at alt her i julen behøves at smage ens.

Og jeg er solgt! Den vil jeg helt sikkert lave hver jul fremadrettet. Kagen kan holde sig meget længe (hvis man da ikke spiser den inden), men den skal bare pakkes godt ind.

Italiensk panforte

250 g honning
200 g lyst rørsukker
100 g pistacienødder
100 g hasselnødder
125 g mandler
2 tsk kardemomme
200 g syltet appelsinskal
250 g mel
50 g kakao
200 g mørk chokolade (feks Valrhona Manjari 64%)

Start med at gøre en form klar på ca. 23x23 cm (du kan også bruge en rund). Smør formen og beklæd den med bagepapir på sider og bund.

Gør alle ingredienserne klar.

Jeg brugte hasselnødder, mandler og usaltede pistacienødder, men du kan vælge de nødder du holder af (f.eks. valnødder, paranødder, cashewnødder osv).

Kog honning og sukker på under omrøring i ca. 5 min. Tilsæt alle de øvrige ingredienser og rør det hurtigt sammen. Det bliver en meget fast dej med det samme, så du skal være lidt kvik her.

Læg massen over i formen med det samme og pres den ud i alle kanterne.

Bag den ved 175 grader i ca. 25 min. Afkøl kagen ved stuetemperatur (ikke køleskab, for så bliver den for hård). Pak kagen ind i film og lad den trække til næste dag. Skær kagen ud i små firkantede hapser som jeg eller i lange tynde baner. Kagen er vældig hård at skære ud, men den er slet ikke lige så hård at spise. Dog kan kagen ikke anbefales til folk med gebis...! Drys med sigtet flormelis som den eneste pynt.



Opbevar kagen ved stuetemperatur godt pakket ind i film.

Buon appetito!

tirsdag den 27. december 2011

Chokolade konfekt 2011


Jeg plejer altid at lave noget hjemmelavet chokolade konfekt til jul. I år blev det godt nok lavet lidt sent - men bedre sent end aldrig. Jeg lavede derfor også kun tre slags - mere blev det ikke til i år.

Til min konfekt bruger jeg hovedsaglig Valrhona chokoladen, da den er meget lækker. Som den mørke chokolade bruger jeg Manjari 64%, den lyse Jivara 40% og den hvide chokolade Ivoire 35%. Desværre havde jeg ikke mere lys Valrhona chokolade, så jeg brugte i stedet den bolivianske Criolait 38%.

Her ses chokoladerne indeni. Fra venstre mod højre er: Kahlua trøfler, Snebolde med limeskal og lemoncello og Honningtrøfler.


Den første opskrift er på Honningtrøfler. Trøflen er lavet på alle tre typer chokolade, samt honning og marcipan. En meget lækker kombination.

Honning trøfler

75 g hvid chokolade
100 g lys chokolade
85 g mørk chokolade
75 g smør
75 g honning
100 g marcipan

Hak chokoladen groft.

Valrhona chokoladen er ret nem at hakke med en god kokkekniv.


Riv marcipanen groft. Smelt de tre slags chokolade langsomt ved svag varme i en tykbundet gryde. Tilsæt smør, honning og marcipanen og rør det grundigt sammen. Kom massen i en firkantet form foret med bagepapir.

Læg et stykke film ned langs siderne af formen og hen over massen. Så undgår du at ødelægge chokoladen med kondens fra køleskabet.

Sæt formen på køl til næste dag. Næste dag lirkes massen ud af formen og skæres i små firkanter. Overtræk firkanterne med tempereret mørk chokolade. Når denne er størket laves striber med hvid chokolade.


Her kommer opskriften på Kahlua trøfler. De kan selvfølgelig laves med en anden slags spiritus og en anden slags pynt.

Kahlua trøfler

1½ dl piskefløde
200 g hakket mørk chokolade
30 g smør
4 spsk kahlua

Varm piskefløden på til ca. 40 grader og tilsæt den hakkede chokolade. Rør indtil chokoladen smelter og massen emulgere.

Her er piskefløden og chokoladen ved at emulgere.


Tag gryden af varmen og tilsøt smørret og kahluaen. Hæld trøffelmassen i en skål og beklæd den med film.

Trøffelmassen er så blank at man kan se fotografen :-)

Skålen stilles i køleskab til næste dag, hvor trøffelmassen nu kan formes til kugler. Kuglerne overtrækkes med tempereret lys chokolade og pyntes. Jeg påsatte en mørk kaffechokoladebønne.


Og til slut er her opskriften på Snebolde med limeskal og lemoncello. Jeg brugte en lemoncello jeg har købt i Rom, men man kan godt få lemoncello herhjemme. Den smager fortrinligt.

Snebolde med limeskal og lemoncello

200 g marcipan
2 spsk lemoncello
Skal af 1 økologisk limefrugt
3 spsk flormelis
150 g hvid chokolade
Kokos

Ælt marcipanen med lemoncello, limeskal og flormelis. Tril massen til kugler af passende mundret størrelse. Sæt dem i køleskabet i mindst en 1 time. Overtræk marcipankuglerne med hvid chokolade og rul dem grundigt i kokos. Lad sneboldene hærde i køleskab inden servering.

Vil I se konfekt fra tidligere års produktioner, så søg under emnet KONFEKT.

Ha' en dejlig dag.

mandag den 19. december 2011

Chokolader fyldt med jordnøddekaramel


Egentlig er jeg ikke ret vild med jordnøddesmør, men jeg kan godt lide Satay sauce. Og så jeg kan jeg godt lide at udfordre mig selv på ingredienser, som jeg ikke umiddelbart synes er gode alene, fordi de ofte blomstre i samspil med noget andet. Feks kan jeg heller ikke lide hvid chokolade, men med sprut eller andet i, så er det pludselig en himmerigsmundfuld.

Således indrettet i hovedet faldt jeg over en jordnøddekaramel, som vist nok er fra Louisa Lorang. Og det måtte jeg prøve af. Jeg lagde den i en chokolade form og det smager forrygende. Der er en ret fin balance mellem den lidt fede jordnøddesmag, den søde karamel, den let bitre chokolade og saltet. Jeg kan godt lide, at den er relativ salt.

Chokoladerne skulle selvfølgelig laves med Bolivia 68% som jeg fik fra Chokolade Eventen på Midtown Grill, men der var simpel hen ikke nok, så jeg måtte blande den med Callebaut. Og så brugte jeg mine silikoneforme. Hmm, og blev så enig med mig selv om, at de faste chokoladeforme nok er meget smartere end de bløde silikoneforme! Et ønske for min næste fødselsdag / jul....

Og NEJ, chokoladerne er ikke grå! De er fint sprayet med sølv fra PME Edible Lustre Spray, men jeg ser godt, at billedet måske kunne antyde, at de var grå. Men det er de altså ikke. Jeg har pænt og "tålmodigt" tempereret chokoladen efter alle kunstens regler og det gik fint, selvom der var meget chokolade andre steder end lige i skål og form....!

Chokolader med jordnøddekaramel
(antal afhænger af hvor stor en chokoladeform du anvender. Her var nok til 30 små chokoladeforme)

½ dl sukker
2 spsk piskefløde
75 g groft jordnøddesmør (jeg brugte den økologiske "Peanut Butter Crunchy" fra Green Choice)
1 knsp salt

Varm sukker, fløde, jordnøddesmør og salt op i en gryde til det har konsistens som karamel og hvor sukkeret er helt smeltet. Lad det køle af.

Smelt og temperer mrøk chokolade og hæld den i en chokoladeform. Lad det tørre. Når chokoladen er tør, læg karamel i hver form, lige knap til kanten. Stil chokoladerne køligt (ikke køleskab) til de har sat sig. Afslut med chokoladen igen og stil dem igen køligt. Når de har sat sig kan de vendes ud af formene.

Chokoladerne smager som sagt rigtig godt og specielt den salte smag er et hit for mig. Chokoladen har et skønt "knæk". Prøv dem, hvis du tør eller hvis du har en svaghed for jordnøddesmør.

God dag til jer :-)

mandag den 12. december 2011

Chokolade-fudge med appelsinskal - samt et forslag til et godt juleønske


Ooh, saglig julefryd! Denne chokolade-fudge er i den grad syndig - så syndig, at den bør foræres væk, så den ikke ligger i køkkenet til evig fristelse for sarte sjæle.

Fudge er en dejlig blød konfekt, der smelter i munden. Her har jeg ladet mig inspirere af Louisa Lorang, men brugt andre mængder og tilført den ultra fintrevet appelsinskal. Prøv den, spis den eller forær den væk til nogen der fortjener noget sødt og lækkert.

Chokolade-fudge med appelsinskal
(64 stk små hapse-størrelser)

350 g kondenseret mælk
350 g hakket mørk chokolade
40 g smør
Fintrevet skal af 1 økologisk appelsin

Hak chokoladen groft og kom den i en gryde sammen med kondenseret mælk og smør. Tilsæt den fintrevede skal af appelsin. Lad det smelte ved svag varme og rør jævnligt så det ikke sætter sig i gryden.



Smør en form på 18x18 cm og fór den med bagepapir. Kom fudgemassen i formen og stil den køligt i mindst tre timer.



Smelt ca. 80 gram mørk chokolade og fyld det i en sprøjtepose og klip et meget lille hul. Vend fudgen ud af formen (hiv forsigtigt i bagepapiret, så den glider ud) og skær fudgen i kvardrater i mundrette størrelser. Sprøjt striber af mørk chokolade ud over fudgen som pynt. Opbevar fudgen på køl i op til 2 uger.



Har du lyst til inspiration til en anden slags fudge, så prøv denne fudge med kardemomme fra Klidmoster.

Må jeg iøvrigt lige vise jer mit nye køkkenvidunder. Jeg fik en del dubletter til min 40 års fødselsdag, som jeg bla fik byttet til dette mikrofine rivejern fra Microplane. Det river appelsiner, citroner og lime helt fint uden at man skal sidde og tygge i trævler. Det er godt nok et fantastisk rivejern og nu hvor man har det, kan man slet ikke leve uden. Så mangler du et juleønske, så er det her absolut et godt forslag.



fredag den 2. december 2011

Chokolade-event på Midtown Grill på Mariott i København

I onsdags var jeg til et dejligt chokolade-arrangement på Restaurant Midtwon Grill på Hotel Mariott i København sammen med 6 andre skønne madbloggere. Det var vældig lærerigt, men også rigtig, rigtig hyggeligt. Herunder følger en sand billedserie af alle de mange indtryk fra aftenen der gik.

Vi blev budt velkommen med champagne....


...og lækker chokolade - selvfølgelig.



Her er dessertkok Tor Stubbe, som skulle lære os at mestrer chokoladen og hans lærling.



Vi startede med at opløse sølv, guld og bronze pulverfarver i smeltet kakaosmør. Kakaosmøren er neutral i smagen og egner sig derfor godt som opløsningsmidlet for pulverfarverne.



Her er pigerne fra Plat Du Jour i gang med at sprøjtemale chokoladeformen med guld.



Her ses chokoladeformen sprøjtet med guld. Herefter fik det lov at tørre, hvorefter det overskydende blev skrabet af.



Chokoladen tempereres. Tor opvarmer den til 45-50 grader og afkøler derefter til 29 grader. Afkølingen sker ved at sætte skålen på is og røre godt i den. Når chokoladen er 29 grader opvarmes den til 30-31 grader, der er arbejdstemperaturen.



Her fyldes chokoladeformene med den gode chokolade af Malou fra Klidmoster.



Herefter tømmes chokoladeformene øjeblikketligt, så chokoladerne ikke får for tykke vægge.

Chokoladeskallerne stilles væk for at tørre. Imens laves fyldet. Vi delte os i to hold og lavede to slags chokolader hver. Når skallerne er tørre fyldes de med det fyld man har lavet, for til sidst at få lagt en tynd chokolade bund. Chokoladerne stilles på køl indtil chokoladen har tørret. Derefter kan de bankes ud.



Her er chokoladerne sprøjtet med guld. I dem er der en hasselnøde- og tonkapraline, karamaeliserede kakaobønner og puf. De smagte virkelig godt og havde en dejlig hasselnøddesmag. Pufsukkeret (lavet af sukker og natron) gav en sjov og overraskende knasende og puffende fornemmelse.




Chokoladerne med bronze (eller de var vel egentlig røde) var fyldt med havtornskaramel. Havtornskaramellen smagte skønt og havde en god fordeling mellem det søde og de lidt syrlige havtorn. Det var nok min favorit.


Choladerne med sølv spray var fyldt med stjerneanisganache med espressoreduktion. Jeg er jo ikke kaffedrikker, men kan egentlig vældig godt lide chokolade med kaffesmag eller kage med kaffe. Men jeg må tilstå, at denne espressoreduktion var for kraftig for mig selvom der kun var en dråbe i hver chokolade. Den overdøvede for meget og tog desværre lidt af pusten af stjerneanisganachen.


Vi lavede også passionsfrugtpiruletter, som var en slags oblater sat på pind og dyppet i chokolade. Passionsfrugtpiruletterne er meget syrlige og prikker på tungen. Det var en meget spændende oplevelse og for en citron-liderlig kvinde som mig var det absolut et hit. Hvis bare kirkerne serverede den slags oblater, så kom jeg der måske noget oftere...  Her ligger piruletterne på chocolate trasfer sheets.



Her er piruletterne færdige.

Vi smagte jo en del på chokoladen og diverse ingredienser i køkkenet. Og sørme om Tor ikke også havde lavet gode, lækre og luftige scones. Og ikke nok med det, så havde han også lavet lemoncurd og chokoladesmør. Hold nu op - det var bare godt!! Nutella go home! Mangler du en god opskrift på Lemoncurd, så har jeg lagt en HER.


Det var en super hyggelig aften, hvor vi også fik smagsprøver af den gode Bolivianske chokolade med hjem som Tor bruger. Derudover fik vi også chocolate transfer sheets, Lemon curd og chokoladesmørret. Og selvfølgelig nogle af vores hjemmelavede gode chokolader.

Og her er hele holdet af madbloggere. Fra venstre: Mira fra Miras Madblog, Malou fra Klidmoster, Line fra Kageslottet, Pia fra Kagekonen, mig selv, Josephine og Christine fra Plat Du Jour.



Tak for en hyggelig aften i godt selskab (både chokoladen og pigerne :-)