lørdag den 24. marts 2012

Pekan pie


Åh, hvor jeg godt ved, at jeg har forsømt bloggen og jer i ugevis! Jeg har været meget optaget af en inspektion fra de amerikanske lægemiddelmyndigheder FDA, hvilket ikke har efterladt meget fritid - eller energi for den sags skyld. FDA var meget positive og gav ingen anmærkninger! Så endnu engang har jeg kunne sende dem hjem med et fantastisk resultat. Jeg er selvfølgelig lettet og nød sejren med et glas rødvin i går (og i dag.....). En af konsekvenserne er, at jeg er håbløst bagud med indlæg om lækre kager og opskrifter, at jeg er bagud med at svare på alle jeres søde mails og kommentarer og at jeg ikke har fået fulgt med i jeres blogge.

Men slut med flæberiet! Jeg er tilbage her med en opskrift på en Pekan Pie. Da jeg var i Amsterdam fik jeg en skøn Pekan Pie og den måtte jeg selv prøve at lave. Oh, den var bare skøn og lige så lækker som den jeg satte tænderne i i Amsterdam. Billederne er ikke særlig gode, så den præsenterer sig ikke så godt. Jeg fik desværre ikke taget et billede af hele tærten. Men jeg håber, at I ikke lader jer skramme af det, for den er bestemt værd at prøve.

Pekan nødder fås i større velassorterede supermarkeder. Kan du ikke få fat i pekan nødder, så brug valnødder i stedet.

Tærtedejen er en Pâte Brisée, som er en klassisk tærtebund, der er nem at ælte sammen. Den kan bruges til alt mulig slags fyld - det er kun fantasien, der sætter grænser. Det er en meget nem tærtedej at arbejde med. Tærtedejen kan opbevares på køl i op til 3 dage. Dejen kan også fryses og er holdbar i ca. 1 måned. Tø dejen op i køleskabet. Jeg har taget lidt fotos af processen til jeres inspiration.

Pekan Pie
Tærte på 26 - 28 cm

Pâte Brisée
240 g mel
20 g sukker
160 g koldt smør
75 ml koldt vand


Bland mel og sukker sammen og tilsæt smørret i mindre firkanter.


Bland det sammen til det smuldre.


Tilsæt det kolde vand lidt ad gangen og bland til dejen netop samler sig (du behøves måske ikke at bruge alt vandet).


Saml dejen hurtigt med hænderne.

Læg dejen på et stykke bagepapir og rul dejen en lille smule ud. Dæk den med film eller bagepapir og læg den på køl i ½ times tid.


Rul dejen helt ud i den størrelse du skal bruge. Dejen skal være ca. 2,5 cm større end formen, så burde den være stor nok til at dække bund og sider.


Fyld
3 æg
80 g lyst muscovadosukker
½ tsk salt
375 g ahornsirup
315 g pekan nødder

Pisk æg, sukker og salt sammen til det er lyst og skummende. Tilsæt ahornsirup og pisk det med. Hak pekannødderne groft og vend dem i blandingen (jeg hakkede dem ikke og brugte dem hele, men jeg vil anbefale at hakke dem, da æggeblandingen er ret flydende.

Sæt tærtebunden på et stykke bagepapir i ovnen og hæld blandingen i tærtebunden (hvis du fylder tærten for meget kan der løbe lidt sirup ud og det er altså bedst at fange på bagepapir!). Bag tærten i ovnen ved 175 C i ca. 1 time til fyldet er fast. Afkøl på en bagerist og nyd denne simple, men skønne kage.



Denne weekend skal bare nydes i fulde drag oven på de seneste ugers heftige arbejde. I dag sammen med gode venner og i morgen bare herhjemme. God lørdag til alle!

7 kommentarer:

  1. Uhmmm pekanpie er bare mums. Stort tillykke med det flotte resultat. Det var dejligt at hører. Håber at du kan nyde weekenden oven på al den stress. Knus

    SvarSlet
  2. EJ hvor ser det bare lækkert ud! Elsker tærter!

    SvarSlet
  3. Uh,, den bliver sat på to-do listen. Håber du får slappet af og nyder weekenden!

    SvarSlet
  4. You evil woman - den ser drøngod ud ;-)

    Og tillykke med det fine resultat - altid dejligt at klare en arbejdsopgave med bravour!

    SvarSlet
  5. Hmm endnu en kage der må afprøves, ikk at jeg lige ved hvornår jeg skal nå det ;-) Men lækker ser den ud.
    Håber du får en dejlig weekend !

    SvarSlet
  6. Den tærte SKULLE bare afprøves, og hold nu op hvor er den lækker - især hvis den er lun og så med en klat vaniljeis til og lidt friske bær.

    TAK for en vidunderlige tærteopskrift!!!

    SvarSlet
  7. @Vibse: Den var virkelig mums! Og tak. Det er skønt når noget stort lykkes godt :-) Jeg har nydt weekenden i fulde drag, selvom jeg var lidt træt i det lørdag.

    @Johanne: Ja, tærter er fantastiske og de kan varieres i det uendelige.

    @Prinsesse Suh: Jep, weekenden nydes i fulde drag.

    @Piske: Den var drøn god - til folk med søde tænder. Jaaa, det er såååå godt at være færdig. De amerikanske myndigheder kan være lidt af en mundfuld.

    @Kagefan: Tak skal du have og i lige måde.

    @Anette: Herligt, at du allerede har afprøvet kagen Anette. Det lyder skønt med vaniljeis og friske bær til. Velbekommen!

    SvarSlet