mandag den 14. marts 2011

Madbloggertræf 2011 Del 2: Sponsorgaver


Som jeg skrev i posten om Madbloggertræf del 1, så fik vi dejlige goodiebags med hjem med mange dejlige sponsor gaver. En liste over alle de gavmilde sponsorer ser du her.

Her er et billede af alle herlighederne pakket ud af poserne. Jeg må sige, at jeg er imponeret over sponsorgaverne. Det var meget, meget flot.


Jeg vil ikke slæbe jer igennem det hele, men lige fremhæve et par af sponsorerne / gaverne.

I poserne lå en super smart lille skræller fra Microplane. Den har allerede været i brug til at skrælle nogle af mine obligatoriske gulerødder og den er fantastisk!!! Kan varmt anbefales.

Der var også cuttere fra Experisense Alligator der kan bruges til at lave grøntsagsstave eller finthakke feks et løg. Den glæder jeg mig til at prøve af.

Der var ikke så mange ting til det søde køkken, som jo er det køkken jeg primært blogger om. Men jeg kan da nævne at der var en spændende marcipan fra Woodshade. Marcipanen er lavet af grofthakkede mandler med skind og derfor er marcipanen lidt speciel at se på. Mine børn troede at det var en slags spegepølse! Jeg skal ihvert fald prøve at eksperimentere med den.

Til det søde køkken var også Cane syrup (rørsukker sirup) fra Dansukker og den skal helt sikkert også prøves af.

Og den store blok chokolade med kardemomme og ingefær fra Økoladen skal i den grad både smages og anvendes med glæde, da jeg er stor fan af både kardemomme og ingefær.

Og sådan kunne jeg blive ved. Der var en masse krydderier, saft, øl, kaffe, kiks, mad-blade og meget meget mere.

søndag den 13. marts 2011

Madbloggertræf 2011 Del 1: Besøg i Kageriget


I går var jeg til mit første Madbloggertræf og det var forhåbentlig ikke sidste gang. Der er så meget, der skal fortælles og vises, så jeg deler oplevelsen op i et par indlæg. Madbloggertræffet var arrangeret af Birthe og Anne og de havde gjort et fantastisk stykke arbejde, for at gøre det til en spændende dag. Og det blev det! Tusind tak Birthe og Anne for en skøn, dejlig og oplevelsesrig dag - og ikke mindst tak til de fantastiske mennesker jeg mødte og hyggede mig gevaldigt med.

Dagen startede for mit vedkommende med "Tour de Danmark". Først kørte jeg mine drenge op til mine svigerforældre på Sjællands Odde og derefter sydover til Slagelse for at mødes med 4 andre madbloggere - Piskeriset, Mums, Juliebsn og Min kage. Jeg glædede mig meget til at møde især Piskeriset, da jeg har læst en del med på hendes blog. Det var smadder sjovt at møde nogen man efterhånden føler at man kender. Det var en super hyggelig køretur mod Jylland med masser af snak i bilen.

Vi startede Madbloggertræffet i Kageriget, der ejes af Anita Nielsen, der er uddannet både bager og konditor. Anita var med til at lave og dekorere Kronprins Frederik og Kronprinssesse Mary's bryllupskage, der var 10 etager høj. Anita viste os rundt i konditoriet, hvor hun laver kagerne og dekorere dem og viste os forskellige teknikker.

Her smøre Anita en kage op.



Her har hun betrukket den med marcipan. Marcipanen rulles ud på en super smart "rulle-maskine", som jeg er svært misundelig på. Den kunne jeg godt bruge her i privaten.



Her er Anita i gang med at sprøjte en perlekant.



Her er kagen pyntet med lyerøde blomster og en lille baby. Nu mangler der bare navn og røde hjerter.



Derudover modellerede Anita et sødt lille brudepar. De blev virkelig søde og hun var godt nok hurtig.


Anita viste også hvordan man hurtigt lavede en marcipan rose. Uden at klappe mig selv alt for meget på skuldren, så synes faktisk, at fondant roser er langt flottere.



Efter et spændende og inspirerende besøg i lokalerne hos Kageriget, drog vi videre til Estrup Herregård, hvor Anita har sine kunder til at smage på de forskellige smagsvarianter på kagerne. Her skulle vi selvfølgelig også smage på de fantastiske kager.



De 5 varianter er beskrevet nedenfor listet op fra venstre mod højre.

1. Jamaica: Mokkamousse lavet på flødechokolade, samt en creme af Jamaica rom med hakket flødechokolade, delt af et tyndt lag forfriskende passionspurè. Står på en let og luftig mandelbund. Min vurdering:  Dejlig kombination, god smag og lækker konsistens.

2. Trippel: Svampet chokoladekage bagt med marcipan og mørk Callebaut chokolade. Hvid chokolademousse af belgisk Callebaut smagt til med Haiti Vanilje. Mild skovbærcreme, afsluttet med en lys lagkagebund. Min vurdering:  Chokoladebunden var helt skøn, virkelig lækker. Skovbærmoussen smagte ikke af så meget synes, men ellers en rigtig lækker kombination.

3. Sommer: Består af to slagt frugtmousse, den ene med jordbær tilsmagt med lime, den anden af lime tilsmagt med vanilje og vendt med citruskandiserede hasselnøddebrud. Omkranset af lyse lagkagebunde. Min vurdering: Jeg var vild med lime moussen med knaset. Det var en god kombination. Jordbær mousse lærer jeg vist aldrig helt at holde af, men jeg kunne sagtens forestille mig en anden bærmousse til.

4. Royal: Samme indhold som i Frederik og Marys bryllupskage. Lys chokolade konfekt bund, lys chokolade mousse lavet af den bedste belgiske chokolade, samt fromage med hjemmekogt jordbær / rabarber kompot. Øverst en mandelbund. Min vurdering:  På trods af, at jeg virkelig har en udpræget gen for søde sager, så var denne kage slet ikke noget for mig. Den var alt for sød og kvalm.

5. Klassisk: Mørk chokolade mousse af den gode belgiske chokolade. Frisk hindbærfromage og lyse lagkagebunde. Min vurdering: Smagen var rigtig fin, men eftersom den jo netop er meget klassisk og meget anvendt, så er den også lidt kedelig.

Som om ovenstående ikke var nok, så stod den på endnu en gang kager i form af nedenstående.


Det var guld træstammer lavet af bunde rester, rom og abrikos. Selvom jeg var noget mæt i det, så var smagen altså virkelig god og meget langt fra bagerens træstammer. Derudover var der choko-mousse-krasekage stykkerne (kan altså ikke huske det korrekte navn), som bestod af en fod af kransekage, chokolademousse overtrukket med mørk chokolade og drysset med orangekandiserede nødder. Den var altså virkelig lækker og smeltede næsten på tungen. Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke var mere sulten, for nydelsen var begrænset, når man lige havde spiste sig igennem alt det øvrige.

Alt i alt en fantastisk smagsoplevelse!

Men alt det søde skulle jo ledsages af noget væske og her var Julie og Bjørn fra Dolce Gusto med for at fremvise produkter og servere lækker kaffe og chokolade. Men jeg må tilstå, at jeg slet, slet ikke er blevet voksen nok til at kunne lide kaffe. Lige meget hvor meget mælk, sukker og sprut der puttes i, så bryder jeg mig ikke rigtig om det. Så her stod jeg over. Jeg drak til gengæld en del dansk vand, hvilket var skønt, når nu man fyldte sig med sukker og chokolade. Jeg kunne dog godt have brugt en lækker kop the.

Efter denne forrygende oplevelse i kagernes tegn drog vi videre til Birthes bopæl, for at hente vores goodie-bags med gaver fra sponsorene. Og hold nu fast en omgang. Det blogger jeg mere om en anden dag i del 2 af Madbloggertræffet.

Ha' en skøn søndag aften!

torsdag den 10. marts 2011

Grundlæggende kagedekoration Trin 6: At stable en kage

Indledning
Dette er sjette indlæg af en række indlæg, der kommer til at handle om grundlæggende kagedekoration. Jeg får dagligt spørgsmål omkring "hvordan man gør" og det er jo ikke bare sådan lige at beskrive med få ord. Derfor har jeg lavet en serie omkring grundlæggende kagedekoration, hvor jeg prøver med små trin for trin billedserier at vise "hvordan man gør". Der vil være en masse tips og tricks og links til nyttige steder, sider, bøger mv.

Hvis man søger en god bog med gode beskrivelser af grundlæggende kagedekoration, så kan jeg anbefale "The essential cake decorating guide". Den beskriver alt man behøves at vide om grundlæggende kagedekoration.



Sjette lektion i grundlæggende kagedekoration her på min blog er "At stable en kage". Der findes mange flotte kage-stativer, men de koster mange penge, især hvis man skal have flere forskellige faconer og typer. En alternativ fremstilling af kagerne er at stable dem.

Man kan ikke bare sætte kagerne ovenpå hinanden uden understøtning, da der er risiko for at de falder sammen. Man kan understøtte kagerne på forskellig måde. Jeg viser her hvordan jeg gør.


Hvordan stabler man en kage? Trin-for-trin vejledning.


Trin 1:
Af materialer til at stable en kage bruger jeg: Sugerør, saks, kagepap og lidt royal icing. I stedet for sugerør kan man også bruge slikkepinde-pinde eller andet.



Trin 2:
Sæt sugerørene ned i den nederste kage med en passende afstand inden for radius af den kage, der skal stå ovenpå. 



Trin 3:
Marker på sugerøret hvor det lige går over overfladen af kagen. Træk sugerøret lidt op og klip det overskydende af.



Trin 4:
Sæt små klatter royal icing på kagen. Disse får kagepappet til at sidde bedre fast. 



Trin 5:
Læg kagepappet på kagen. 



Trin 6:
Sæt igen et par klatter royal icing på kagepappet. Dette får kagen til at stå bedre fast på kagepappet.



Trin 7:
Sæt til slut kagen på kagepappet.

Kagen er nu klar til at få lavet kanter. Se Grundlæggende kagedekoration Trin 5: At lave kanter på kagen for inspiration.

Næste lektion i "Grundlæggende kagedekoration" bliver Trin 7: At have det rigtige udstyr.


God fornøjelse.

tirsdag den 8. marts 2011

Kage-ringe


Jeg købte disse kage-ringe fra Patisse i Kop&Kande forleden. De er super smarte. Jeg lavede en dessert i dem og med "skubbe-dimmeren" (kender ikke lige det professionelle navn på den anordning) kunne jeg fint og uden problemer skubbe desserten ud af kage-ringen uden at ødelægge den. Kage-ringene fås i flere størrelser, hvor dette er den største.

Desserten får I af se en anden dag.

God aften.

søndag den 6. marts 2011

Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have.......Tra la la la la tra la la la la


Og nej, at synge er ikke en af mine kernekompetencer, så jeg skal skåne jer for flere strofer :-)

Det er jo fastelavn i dag og jeg har vist verdens kedeligste børn hvad udklædning angår. Ældestedrengen er vist blevet "for stor", så der var ingen fastelavn på skolen for hans klassetrin. Selv bliver jeg vist aldrig for gammel til at klæde mig ud - temafester jeg lige mig! Mellemstedrengen ville bare gerne være fodboldspiller, så han ville bare gerne have Real Madrid blusen uden på sit almindelige tøj. Og yngstedrengen ville ikke høre tale om at være "Handy Manny". Nå, men måske skyldes det, at jeg overhovedet ikke er særlig kreativ udi syning af fastelavnsdragter.

Til gengæld ville de gerne have de fastelavnsboller, som jeg lavede her til formiddag. Vi fik Antons kammerats familie på besøg, så vi kunne planlægge deres snarlige fælles fødselsdag, så jeg havde lavet fastelavnsboller. Jeg havde dog lidt travlt, så de hævede ikke helt som de skulle. Jeg havde ikke lige tålmodigheden eller tiden til at vente på at smørret kølede af, så det var nok for varmt, da jeg tilsatte det til gærblandingen. Jeg tror jeg dræbte samtlige gærceller og dermed hævede de ikke så meget. Desuden havde jeg ikke tid til at vente i hele hæveperioden. Nå, men skidt de smagte fint.

Opskriften er fra Markus Grigos "Hjemmebag i tykke skiver og store mundfulde". Men altså Markus, du fik vist ikke læst korrektur på den opskrift inden den gik i trykken. I opskriften står der, at opskriften er til 14 stk fastelavnsboller, men man skal skære dejen ud til 20 lige store stykker! Nuvel, jeg endte med at skære den i 16 stykker og det synes jeg var fint. Markus brugte også chokolade til sine fastelavnsboller, men her valgte jeg den mere traditionelle og børnevenlige udgave med glasur. Og så lavede jeg en anelse om i opskriften på kagecreme, så istedet for at hakke en vanilijestang lagde jeg den bare ned som hel.

Opskriften kommer her.

Fastelavnsboller
16 stk

Dej:
2 dl mælk
25 g gær
100 g smør
50 g rørsukker
1 tsk salt
ca. 500 g hvedemel
lidt sødmælk til pensling

Fyld:
½ vaniljestang
2,5 dl sødmælk
40 g rørsukker
3 æggeblommer
20 g majsstivelse

Start med at lave kagecremen. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kog mælken op sammen med halvdelen af sukkeret, vaniljekorn og den tomme stang. Pisk ikke i mælken, mens den er på komfuret - sukkeret forhindrer den i at brænde på - men først når mælken koger.

Pisk æggeblommerne skummende med en håndmixer sammen med resten af sukkeret og majsstivelsen. Der må ikke være klumper i æggesnapsen.

Når mælken koger, tilsætter du den lidt ad gangen til æggesnapsen, mens du pisker. Når dette er pisket godt sammen overføres det hele til gryden igen.

Sæt gryden tilbage på konfuret og pisk hele tiden indtil cremen tykner og koger.

Overfør cremen til en skål (hust at fjerne den hele vaniljestang) og læg film ned af siderne og helt ned over cremen, så forhindrer du den i at trække skind. Sæt den på køl indtil du skal fylde den i fastelavnsbollerne.

Lav derefter dejen. Lun mælken i en lille gryde til den er håndvarm. Rør mælk, gær og smeltet smør sammen i en skål. Tilsæt sukker og salt og rør til det er opløst. Tilsæt melet og ælt det til en glat og smidig dej. Stil den til hævning med et fugtugt klæde over i ca. 1½ time til den har nået dobbeltstørrelse.

Slå dejen ned og rul den ud på et meldrysset bord til en firkant, der er ca. 3 mm tyk. Skær den ud til 16 firkanter. Sæt en god stor teskefuld creme på hver dejstykke. Fold dejen godt rundt om cremen og læg bollerne med sammenfoldningen nedad på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve i ca. 20 minutter.

Pensl bollerne med en smule sødmælk og bag dem i en forvarmet ovn ved 250 grader i ca. 10 minutter. Lad dem køle af.

Når bollerne er kølet af kan de pyntes. Feks med glasur (royal icing) eller smeltet chokolade. Jeg pyntede mine med royal icing - til den lyserøde glasur brugte jeg "Soft pink" fra Americolour og til den blå brugte jeg "Sky blue" fra Wilton.

Rigtig god fastelavnssøndag.