Forleden bragte Louise fra
Cakejournal en opskrift på nogle vidunderlige
Lemon Vanilla Cupcakes med
White Meringue Frosting. Og da vi skulle have familie på besøg til min ældste søns 10 års fødselsdag i går, så var det et perfekt tidspunkt at prøve dem af på.
Cakejournal er en pragtfuld side, så hvis du ikke kender den, så er den absolut et besøg værd.
Jeg lavede 12 cupcakes i grå forme med sorte dødningehoveder (det var trods alt sønnikes fødselsdag) uden fyld. Desværre ses formene ikke så godt på billedet.
Derudover lavede jeg også 12 cupcakes i lysegule forme fyldt med noget af den Lemon Curd jeg købte i
London. På nedenstående billede jeg har skåret en kage over med fyld.
Alle cupcakes blev toppet med White Meringue Frosting og drysset med små sukker kugler. Kombinationen af det sure og det søde er lige noget for mig og de smagte fantastisk! Jeg har fået lov til at lægge opskriften her på dansk.
Lemon Vanilla Cupcakes
12 stk
120 g smør (stuetempereret)
135 g sukker
3 æg
Vaniliekorn fra 1 stang vanilie
Skal af 1 citron
200 g mel
2 tsk bagepulver
100 ml fingervarm mælk
Forvarm ovnen til 175 C.
Pisk smør, sukker, æg, vaniliekorn og citronskal godt sammen.
Bland mel og bagepulver sammen. Sigt halvdelen af melblandingen i og bland godt. Tilsæt mælken og bland det i dejen. Tilsæt da den sidste del af melblandingen og bland til dejen er godt samlet og glat.
Fyld dejen 3/4 del op i 12 papirforme, der står i en metal cupcake form. Bag kagerne i midten af ovnen i 20-25 min.
Afkøl kagerne helt inden de toppes med White Meringue Frosting.
Ønsker du at fylde dem med Lemon Curd inden topping, så lav et hul i kagen og sprøjt Lemon Curd i hullet. Sprøjt derefter toppingen ovenpå kagen.
White Meringue Frosting
Ca. 30 cupcakes
450 g sukker
6 pasteuriserede æggehvider
1½ tsk vanilie ekstrakt (jeg brugte vanilie pasta)
OBS: Det er bedst at lave frostingen i en metal skål, da den skal varmes over vandbad.
Pisk alle ingredienser til de er godt blandet sammen. Fyld en gryde med vand og bring dette i kog. Gryden skal være stor nok til at kunne rumme metal skålen. Metal skålen må ikke hvile på bunden af gryden.
Når vandet koger stilles metal skålen i gryden og der piskes. Blandingen må ikke koge. Pisk indtil
alt sukkeret er opløst. Tjek at temperaturen af blandingen er nået 70-75 C (min blanding nåede aldrig op på den temperatur inden alt sukkeret var opløst)
Sæt skålen tilbage i køkkenmaskinen og pisk indtil frostingen danner stive toppe og får et blankt udseende. Det kan tage op til 12-15 min eller længere.
Når frostingen er færdig kan den bruges som den er med sin smukke hvide farve eller farve den med en pasta farve. Frostingen danner en meget tynd fin skorpe, men det gør ikke det mindste og den er stadig tyk og lækker indeni.