tirsdag den 26. april 2011

Cupcake / muffins stativer

Sidst mine svigerforældre var på besøg fik jeg en værtindegave, som jeg allerede havde (en bog). Min svigermor byttede den så til disse to vidunderlige cupcake / muffins stativer. De kan fås i flere kagebutikker. Jeg glæder mig til at vise jer dem i brug.

mandag den 25. april 2011

How-to-do: At lave vintergækker


Som lovet er her en trin  for trin guide i at lave vintergækker. Længe ventet, men der kom jo lige en påske ind over. Der er mange billeder af processen undervejs. Håber, at I kan bruge guiden til at lave disse skønne forårsbebudere.




Du skal bruge følgende udstyr:
  • Tyloselim
  • Pastafarver ("Melon" fra Sugar Flair og "Bitter lemon" fra Sugar Flair)
  • En "palet" til farverne
  • Flower pasta (hvid og grøn)
  • En pensel
  • 24 gauge grøn blomstertråd
  • 28 gauge grøn blomstertråd
  • En tandstik
  • Støvdragere (helt små)
  • "Snowdrop" udstikker fra Tinkertech Two
  • Bidtang
  • Saks
  • Bone tool
  • Skalpel
  • Pincet
  • Skumplade
  • Blomstertape

Trin 1:
Tag en blomstertråd tykkelse 24 gauge og klip i tre lige store stykker. Tag et stykke og lav et lille øje med en bidtang.



Trin 2:
Dyp øjet i tyloselim.



Trin 3:
Sæt en lille klump flowerpaste på øjet og lad det tørre godt.



Trin 4:
Tag tre små støvdragere og mal dem gule med koncentreret pasta farve. Her er brugt "Melon" fra Sugar Flair. Lad dem tørre helt.




Trin 5:
Når de er tørret, klippes de til, så de kun er 5 mm lange og kun er gule. De stikkes de forsigtigt ind i den lille kugle med flower paste. Dette gøres "nemt" med en pincet (dette er ikke nemt, fordi det er så småt, men med en pincet går det lidt nemmere).



Trin 6:
Rul flower pasten tyndt ud og stik ud med den dobbelt-bladet udstikker.




Trin 7:
Læg det udstukket stykke flower paste på en skumplade og rul forsigtigt med en tandstik på langs ad bladene, for at tynde kanterne og bladet.




Trin 8:
Brug et bone tool til at give bladene en runding. Træk fra yderkanten af bladet og ind mod midten.




Trin 9:
Pensl en lille smule tyloselim i midten af bladet. Stik derefter blomstertråden igennem midten af bladet og træk det forsigtigt op og tryk det forsigtigt på plads rundt om den lille kugle. Lad det tørre godt.




Trin 10:
Når bladene er tørret lidt, så males lidt grønne striber med en fin pensel. Her er brugt koncentreret pasta farve "Bitter lemon" fra Sugar Flair.




Trin 11:
Rul flower pasten tyndt ud og stik ud med den enkelt-bladet udstikker.



Trin 12:
Læg det udstukket stykke flower paste på en skumplade og rul forsigtigt med en tandstik på langs ad bladene, for at tynde kanterne og bladet.



Trin 13:
Brug et bone tool til at give bladene en runding. Træk fra yderkanten af bladet og ind mod midten.




Trin 14:
Pensl en lille smule tyloselim i midten af bladet. Stik derefter blomstertråden igennem midten af bladet og træk det forsigtigt op og tryk det forsigtigt på plads på inder-bladet. Lad det tørre godt.



Trin 15:
Tril en lille kugle grøn flower paster og dan derefter den kegleform.



Trin 16:
Pensl med lidt tyloselim oversiden af det hvide blad. Træk forsigtigt den grønne kegle (med den brede side øverst) op gennem tråden og på plads på det hvide blad.




Trin 17:
Tag noget grøn blomster tape og del det på langs.




Trin 18:
Begynd øverst ved blomsten at rulle tråden ind i blomster tape. Det rulles tape om helt ned til bunden af tråden.




Trin 19:
Når hele tråden er rullet ind i blomster tape bukkes den øverste del af tråden med bidtangen, så blomsten kommer til at "nikke".




Trin 20:
Mens blomsten tørre, laves bladene. På vintergækker er der et dækblad ved selve blomsten. Her bruges blomstertråd i gauge 24. Tag en kugle grøn flower paste og rul det til en pølse på et par cm. Sæt pølsen forsigtigt på blomstertråden uden at bryden igennem sukkeret.



Trin 21:
Rul pølsen flad med en tandstik.



Trin 22:
Skær bladet til ved at skære overskydent flower paste af.



Trin 23:
Buk og form bladet forsigtigt i den rette "naturlige" form.



Trin 24:
Følg trin 20-23 for at lave det store blad. Rul dog en pølse på ca. 5 cm.




Trin 25:
Når de grønne blade er tørret, sættes dækbladet på med blomster tape.



Trin 26:
Rul blomster tape helt ned til bunden af tråden. Voila! Et styks vintergæk.




Her ses to vintergækker sat sammen med et stort blad. Det store blad sættes på med blomstertape, dog bare længere nede af "stænglen" på vintergækkerne.

Se iøvrigt:

lørdag den 23. april 2011

Kanelbullar (aka kanelboller)


Kagedåser kikser også kager engang imellem - og det gør jeg også!! Sidste gang Vibeke var på besøg skulle jeg forsøge mig med en kendt chokoladekage, som desværre gik fuldstændig i vasken. Og dér sad Vibeke - en kagedåse, så skuffet som et barn, der blev snydt for en julegave. Hendes sukkerniveau blev slet ikke vedligeholdt og jeg har måtte høre længe og meget om "den kage hun aldrig fik". Så i tirsdags, hvor Vibeke var på besøg til påske-hygge bagte jeg disse Kanelbullar (som de så smukt hedder på svensk) og satsede på (ja, nærmest bad til), at disse blev gode, så min troværdighed som kagedåse kunne opretholdes. Og de blev sgu knaldgode. Ja, sådan snaskelækre. Guskelov!

Kanelbollerne blev bagt i "Kanelbullar-forme" som jeg har fået fra en af mine trofaste læsere Kagemums. Jeg har blogget om gaven og formene her, hvor du også kan se hvor de kan købes. Hvis man ikke lige ligger inde med denne slags forme, kan man sagtens lave dem uden. Jeg synes nu dog, at det er meget dekorativt at lave dem i formene og så er de lidt nemmere og mindre fedtede at håndtere, når de er i formene.

Prøv dem, de er virkelig gode! Opskriften kommer her.

Kanelboller
18-20 stk

Dej:
150 g smør
5 dl mælk
50 g gær
½ tsk salt
1½ dl sukker
1 æg
1 1/3 l mel

Fyld:
150 g smør
1 dl sukker
½ dl kanel

Derudover:
Æg
Rørsukker

Smelt smørret og tilsæt mælken. Varm blandingen op til den er fingervarm. Smudlr gæren i en skål og hæld den fingervarme blandingen over og opløs gæren. Tilsæt saltet, ægget og sukkeret og gør det sammen. Tilsæt melet og rør til en smidig dej. Dejen er ret klæg. Drys med mel og sæt dejen til hævning under et rent klæde i ca. 40 minutter.

Mens dejen hæver laves fyldes. Rør blødt smør med sukkeret og kanelet.

Når dejen er hævet æltes den igennem på et melstrøget bord. Rul dejen ud i en stor firkant (ca. 25 x 35 cm). Fordel fyldet over hele dejen. Rul dejen sammen på den lange led og skær med en skarp kniv dejen op i ca. 18-20 stykker. Læg dejstykkerne i kanelbolle formene eller på et stykker bagepapir. Lad dem hæve under et rent klæde i yderligere 25 min.

Pensl kagerne med sammenpisket æg og drys med rørsukker. Bag kanelbollerne i ovnen ved 250 grader i ca. 10 -12 min.

Voila! Skønne saftige kanelboller. Spises gerne lune, men de er også meget skønne kolde.

fredag den 22. april 2011

Chokolade påskeæg


Dette bliver vist sidste indlæg, der omhandler påske godter - se andre indlæg om påske. Disse marcipan æg kan dog sagtens transformeres til små konfektkugler til jul, så tag endelig opskrifterne frem til den tid, hvis du ikke får dem lavet her til denne påske.

Jeg har en tendens til at købe bestemte ting, når jeg er ude at handle "for tænk hvis jeg nu ikke havde nok derhjemme". Det betyder, at jeg indimellem har betydelige mængder chokolade (mørk, lys, hvid), mandler, vaniljestænger, husblas osv liggende. Og pt er det så tilfældet med marcipan, "for tænk, hvis jeg liiiige skulle få lyst til at bage en kage med marcipan". Godt tænkt, for godt nok fik jeg ikke lige lavet en kage med marcipan, men til gengæld fik jeg lyst til at lave konfekt påskeæg til min svigermors værtindegave - se andre indlæg om værtindegaver.
Jeg synes, at det er lidt hyggeligt at lave spiselige værtindegaver. Dels så er de meget personlige, dels får jeg udlevet min totalt sære hobby (at stå i med hovedet ned i en bunke sukker og chokolade) - og så feder de ikke :-D. Så selvom vejret i går var mest til udendørs aktiviteter, så fik jeg nu hurtigt kreeret disse æg, mens yngste-drengen sov til middag. Jeg fik også leget i haven med drengene, løbet en tur og pudset vinduer (hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, når man bor i en 300 m2 stort bondehus med mange, mange sprossevinduer og ikke har haft prioriteret vinduespudsning i pinligt lang tid). Ja, ja, indrømmet, jeg kan ikke sidde stille ret længe ad gangen (måske med undtagelse af når jeg blogger :-). Nu til opskrifter og billeder - jeg kan varmt anbefale alle tre varianter, som jeg selv synes faldt ret lækkert ud.




Nødde-krokant æg (længst til højre)
5 stk

75 g kakao marcipan *
25 g sukker
25 g nougat
25 g mandler / nødder (eller en af delene)

Overtræk:
Mørk chokolade

Pynt:
Lys chokolade i striber

*Kakao marcipanen kan snildt erstattes af almindelig marcipan. Jeg opfandt denne kombination, idet jeg en dag fik købt denne ved en fejltagelse.

Hak mandler og nødder godt. Rist sukker og mandler / nødder på en pande. Tilsæt nougat og lad det smelte med. Køl nougat-nøddeblandingen af. Bland nougat-nøddeblandingen rigtig godt sammen med marcipanen. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade. Når denne er tør laves striber med lys chokolade. Eller anden pynt som du lyster.


Orange-cointreaux æg (i midten)
5 stk

150 g marcipan
Skal af ½ appelsin
1 spsk Cointreaux **

Overtræk:
Lys chokolade

Pynt:
Mørk chokoladekrymmel

**Cointreaux'en kan erstattes af Grand Manier, som også vil fremhæve orange-smagen. Hvis du ikke har Cointreaux eller Grand Manier i barskabet (så har du iøvrigt et kedeligt barskab), så kan andre likører anvendes. Undlad dog appelsinskallen.

Riv appelsinskallen fint og bland den i marcipanen. Tilsæt 1 spsk Cointreaux og bland godt. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med lys chokolade. Drys med mørk chokoladekrymmel. Eller anden pynt som du lyster.

Pistacie æg (længst til venstre)
5 stk

150 g marcipan
50 g pistacienødder (usaltede)

Overtræk:
Mørk chokolade

Pynt:
1 pistaciekerne

Blend pistacienødderne meget fint og bland dem sammen med marcipanen. Form 5 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade. Sæt en pistaciekerne i hvert æg. Eller anden pynt som du lyster.
Her er lidt billeder:

Rullede æg uden overtræk (øverst Pistacie æg, miderst Orange-Cointreaux æg, nederst Nødde-Krokant æg)



Jeg lavede også to "brød" af nødde-krokanten (fordi jeg havde lavet aaaaalt for meget). Skal undlade at fortælle hvad jeg synes det ligner!!!!


Brødene ser noget kønnere ud efter de blev ovetrukket med chokolade og pakket pænt ind.
I ønskes alle en fortsat skøn og solrig påske!

torsdag den 21. april 2011

Påske cookies

Da Vibeke var på besøg, lavede vi andet end påskeægs-træstammer. Vi dekorerede også cookies. Dog er dette ikke så nemt, når vores mindste børn er vågne, så vi kom først i gang med pyntningen en gang efter kl. 21, hvilket betød at vi dekorerede kager til langt ud på natten. Men hvad gør det, når selskabet er hyggeligt, når der er rødvin i glasset og slik i skålen :-) Bagsiden af den medalje er så, at kreativitet og tålmodighed så heller ikke er i højsædet ud på de små timer.

Her er et udpluk af nattens anstrengelser.

Fjollet påskekylling



Påskehare, som minder lidt om den påskehare jeg tidligere har blogget om.




"Kuk-kuk"




Dekoreret påskeæg. Chokoladefondant er anvendt.



Påskeæg dustet med perlemor via en stencil.



Blondecookie med lille påskekylling. Græsset er tegnet på med fødevaretusch.

Rigtig god påske til jer alle!