onsdag den 21. november 2012

Kanelstænger

Disse stænger er meget dekorative på et morgen-kaffe-bord og de smager skønt. Opskriften giver to stænger. Ønsker du en mere snasket udgave kan du tilsætte marcipan. Mangler du inspiration til andre lækkerier til morgen-kaffe-bordet, så se nederst i indlægget.



Kanelstænger
2 stk

50 g gær
150 g smør
6 dl sødmælk
½ tsk salt
100 g sukker
2 tsk kardemomme
950 g mel

Fyld:
75 g blødt smør
100 g sukker
2 spsk kanel
(evt. 75 g marcipan pr stang)

Pynt:
Æggehvide
Perlesukker

Smuldr gæren i en skål. Smelt smørret og hæld mælken i. Varm det op til den er lillefingervarm. Hæld smør-mælke blandingen over gæren og opløs denne. Tilsæt salt, sukker og kardemomme og rør det i gærblandingen. Tilsæt melet lidt ad gangen. Ælt til en smidig dej og lad den hvile i 45 minutter.

Ælt det bløde smør med sukker og kanel.

Når dejen har hvilet slås den sammen og deles i to. Rul hver del til to retangulære dejplader. Smør fyldet på den miderste 1/3 del af dejpladen. Hvis du ønsker marcipan-udgaven, lægger du blot revet marcipan ovenpå kanelfyldet. Skær 9 lange strimler på hver side af fyldet og flet. Lad kanelstængerne efterhæve i 30 minutter.

Pensl kanelstængerne med æggehvide og pynt evt. med perlesukker.

Bag kanelstængerne ved 200 C i ca. 20-25 minutter.

Jeg lavede en med marcipan og en uden. De var gode. Nogle ville nok putte smør på den uden marcipan, men jeg synes, at den er fin som den er.

Inspiration til andre lækkerier til morgen-kaffe-bordet?
Blåbær-snegle
Marcipan-stænger
Mandel-snegle
Kanel-bullar
Boller med marcipan og rabarber
Fødselsdagsboller
Smørkage

lørdag den 17. november 2012

Super lækker blommetærte!



Denne blommetærte smager bare helt fantastisk. Den opskrift MÅ jeg bare dele med jer. Inspirationen kommer fra en opskrift fra Femina.

Blommetærte
8-10 personer

Bund:
120 g rørsukker
Korn af 1 stang vanilje
175 g blødt smør
175 g hvedemel
1½ dl havregryn

Fyld:
100 g revet marcipan
3 æg
2½ dl creme fraiche 18%
75 g rørsukker

Blommer:
8-10 store røde blommer
20 g smør
2 spsk rørsukker
2 tsk kanel

Pynt:
50 g mandelflager

Tilbehør:
Vaniljeis eller græsk yoghurt med vaniljekorn og flormelis

Mas vaniljekornen ud i sukkeret og ælt det sammen med smør, hvedemel og havregryn. Tryk dejen ud i en smurt tærteform (28-30 cm) med løs bund.

Riv marcipanen og bland æg, creme fraiche og rørsukker i. Fordel blandingen på den ubagte bund.



Flæk blommerne og fjern stenene. Smelt smør, kanel og sukker på en stor pande og steg blommerne med skærefladen nedad i 2-3 minutter.

Fordel de stegte blommer på tærten med skærefladen opad og hæld resten af lagen fra panden henover blommerne. Pynt med mandelflager.

Bag tærten midt i ovnen ved 175 C i ca. 40 minutter.



Spis tærten let lun med vaniljeis eller græsk yoghurt til. Eller helt afkølet - der smager den også helt fantastisk!



Der er mange andre godter man kan lave af blommer. Her er et par forslag.
Små blommetærter med hvid chokolade
Blomme-nektarin marmelade
Blomme marmelade med ingefær

onsdag den 14. november 2012

Anmeldelse: Vanilje-Twister


Jeg har prøvet den nye vaniljetwister fra Dr. Oetker, som jeg har fået tilsendt fra dem. Produktet er dermed sponsoreret, men anmeldelsen er et udtryk for mine oplevelser og min mening om produktet.

Vaniljetwisteren består af en kværn, hvori der ligger 5 bourbon vaniljestænger fra Madagascar. Stængerne er tørrede og klippet i mindre stykker. ½ tsk kværnet vanilje svarer til 1 skrabet almindelig vaniljestang.


Jeg hældte nogle af de tørrede stænger ud og der er ingen tvivl om, at det er hele fyldte vaniljestænger, der er brugt. Jeg havde måske frygtet, at der var anvendt tomme stænger.


Twisteren er nem at bruge og der kommer kværnet vanilje ud med det samme. Duften er god. Da man jo kværner både stang og korn kommer der naturlig nok en del "fnuller" med ud over vaniljekorn. Det generer ikke mig, hvis det skal i bagværk eller f.eks vaniljekranse, hvor jeg selv plejer at blende hele vaniljestænger. Det giver en god kraftig vaniljesmag at bruge både stænger og korn.


Jeg blandede noget kværnet vanilje med sukker og det smagte godt af vanilje.

Min vurdering af produktet er:
  • Super god idé at lave et produkt, hvor både stang og korn anvendes. Det giver en god og kraftig smag
  • Nem nem måde at lave sit eget vaniljesukker på. Kværn noget vanilje direkte i sukkeret.
  • Brug produktet i kager og i dit eget hjemmelavede vaniljesukker.
  • Jeg vil ikke anvende produktet i is, cremer eller andre ting hvor jeg gerne vil se vaniljekornene alene uden fnuller.
Jeg forventer at bruge den nye twister, når jeg laver vaniljesukker og bruge det i kager. Men ellers vil jeg stadig anvende vaniljekorn fra gode dejlige fede vaniljestænger, som jeg køber hos Vaniljimporten (svensk hjemmeside, der sender vaniljen superhurtigt uden fragt).

Se iøvrigt mit indlæg om Vanilje - et indlæg, hvor jeg viser alle mulige forskellige typer vaniljeprodukter.

lørdag den 10. november 2012

Lækker kold banankage




Denne banankage er utrolig lækker. Der er lys chokolade i, men er du mere til mørk chokolade, så erstat med den. Desuden er der creme fraiche i, hvilket gør den dejlig svampet. Spis banankagen kold og spis den gerne over et par dage - den forbliver super lækker.

Banankage med chokolade

4 æg (stuetemperatur)
400 g sukker
200 g smør (stuetempereret)
2 modne bananer
2 dl creme fraiche
400 g mel
1 tsk natron
1 spsk bagepulver
200 g lys chokolade

Pynt:
Smeltet lys chokolade

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Tilsæt smørret og pisk det med. Mos bananerne og bland dem med creme fraichen og bland det i dejen. Bland mel, bagepulver og natron og rør det i dejen. Hak chokoladen groft og vend det i dejen.

Fordel dejen i en smurt lille bradepande på 20x30 cm foret med tilklippet bagepapir. Bag kagen i ovnen ved 180 C i ca. 35 minutter.

Når kagen er helt afkølet pyntes den med smeltet lys chokolade.


Uh! Det er en farlig kage at have stående i køleskabet.....!

søndag den 4. november 2012

Chokoladekage med kaffeglasur + udtrækning af vinder af Cupcake Heaven

Udtrækning af vinderen af Cupcake Heaven er sidst i indlægget.

Denne kage lavede jeg i starten af august! Så den var lang tid om at finde plads på bloggen. Men den er bestemt værd at prøve, så den skal I ikke snydes for.

Det er en chokoladekage med en dejlig kaffeglasur. Jeg er jo ellers ikke kaffe-drikker, men kaffeglasur generer mig ikke. Og selv børnene spiste kagen. Bemærk! Jeg lavede kun glasur til noget af kagen, så det er muligt, at det ikke er nok for en hel kage!



Chokoladekage med kaffeglasur
(15 personer)

7 æg
450 g sukker
325 g mel
4 tsk bagepulver
½ tsk salt
125 g kakao
450 g smeltet smør
0,75 dl kogende vand
300 g mørk chokolade (55-60%)

Pynt:
250 g flormelis
75 g kakao
3-4 spsk stærk kaffe
Kokos
Sukker stjerner

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Bland mel, bagepulver, salt og kakao og vend det i æggemassen. Smelt smørret og rør det i dejen sammen med vandet lidt ad gangen. Hak chokoladen groft og vend det i dejen.

Beklæd en form (jeg brugte en form på 33 x 33 cm). Bruger du en mindre eller større form, så skal du huske at hustere bagetiden. Fordel dejen i formen og bag kagen ved 200 C i ca. 25 minutter.

Afkøl kagen helt inden du lægger glasur på.

Lav glasuren af flormelis rørt med kaffen. Fordel glasuren på kagen og drys med kokos og sukker stjerner eller hvilken slags krymmel du måtte have tilgængelig. Skær kagen i kvardrater.

Og så til trækning af vinderen af Cupcake Heaven. Tak for alle kommenterne, både på bloggen og dem der kom på min e-mail. Det lader til, at der er nogen, der har problemer med at få lagt kommentarer pga spam-kontrollen. Desværre er den nødvendig for mig at have på, da jeg ellers får alt for mange spam-kommentarer. Men dem der har sendt mails har selvfølgelig været med i trækningen. Vinderen blev tilfældigt udtrukket af en af mine drenge:

Anne (Maden i mit liv)

Tillykke Anne!! Send din adresse til mig på himmelske.kager@yahoo.com, så sender jeg bladet til dig.