søndag den 29. april 2012

Firkantede muffins

Jeg fik rigtig mange henvendelser på bloggen og mail, da jeg bloggede om Firkantede bananmuffins, som jeg havde lavet i en muffinsform kun bestående af firkanter. Der var nemlig mange, der gerne ville vide hvor jeg havde fået formen fra. Formen har jeg fået af min søster, som havde købt den i udlandet.

Men der findes andre måder at få firkantede muffins på, nemlig med papforme.


Disse søde forme er fra Green Gate.


Og disse er fra Lagerhaus i Malmø (selvom Sverige også er en slags udland, så er det dog ret tæt på :-)

Kagerne i formene er i øvrigt Lækre chokolade muffins med to slags chokolade. De kan klart anbefales.

God søndag!

lørdag den 21. april 2012

Fragilité

Jeg blev via min sidste Give-away inspireret til at lave en Fragilité. Selvom der er kaffe i og kaffe ikke er noget jeg kan lide, så kan jeg (og mange andre) ganske godt lide Fragilité alligevel. Jeg laver Fragilité hvor cremen ikke indeholder så meget smør - af den simple grund, at jeg ikke er vild med smørsmagen. Jeg laver derfor en creme, der er mere en kagecreme end en smørcreme. Jeg serverede den for mine "gamle" gymnasievenner og de var vældig begejstrede for den.

Fragilité
(23 cm)

Bunde:
125 g mandler
4 æggehvider
200 g sukker

Creme:
50 g smør
4 æggeblommer
4 spsk sukker
2 vaniljestænger
4 spsk maizena
4 spsk stærk kaffe
5 dl sødmælk
5 dl piskefløde

Pynt:
50 g mandelflager

Bunde:
Kog og smut mandlerne og rist dem let gyldne i en ovn. Lad dem køle lidt af inden de hakkes groft. Pisk æggehviderne stive, tilsæt sukker og pisk derefter til en sej marengs. Vend de hakkede mandler i. Tegn 3 cirkler efter en ca. 23 cm stor form på bagepapir og fyld cirklerne ud med marengsen. Bag bundene ved 150 C midt i ovnen i 1 time. Sæt en grydeske i lågen, så den står på klem, så kan dampen slippe ud af ovnen og du får sprøde bunde.

Creme:
Smelt smørret og lad det køle af. Pisk æggeblommerne med sukker og korn af vaniljestængerne til det er lyst og skummende. Pisk derefter maizena i. Pisk derefter kaffen og mælken i. Hæld blandingen over i en tykbundet gryde sammen med de tomme vaniljestænger. Varm blandingen op under omrøring til det koger. Lad det koge i ca. 2 minutter til det tykner. Køl cremen lidt af. Pisk den afkølede smør i. Husk at fjerne de tomme vaniljestænger. Sæt cremen på køl. Det er en god idé at lægge film henover cremen - så danner den ikke "skind". Køl cremen helt af inden du tilsætter pisket flødeskum.

Saml kagen på et fad. Læg den helst sammen lige inden servering, så holder den sig mest sprød. Smør noget af cremen op ad siderne og put ristede mandelflager på kanten. Drys til sidst med flormelis.

Velbekommen!
Som I nok har bemærket, så er der længere mellem indlæggene i øjeblikket. Og jeg er noget langsommere om at svare på jeres søde kommentarer. Og jeg er elendig til at få kommenteret på jeres andre dejlige blogge. Det skyldes det simple faktum, at døgnet kun har 24 timer. Det er ganske enkelt svært også at presse et omfattende køkkenprojekt ind i 3-børnsfamilie, krævende job og bloggerlivet. Men køkkenprojektet tager snart sin start. Alt er næsten på plads og planlagt. Det vil jo også præge bloggen i den næste tid. Håber, at I har tålmodighed med mig :-)

søndag den 15. april 2012

Chokoladebrownie med mascapone-hindbær-topping


Min mand fik nogle venner på besøg og i den anledning lavede jeg en variation over temaet "chessecake-brownie". Det er basalt set et brownie med en topping af ostecreme. Det var en rigtig lækker kombination! Jeg toppede også med hindbærmarmelade, som gav kagen et skønt syrligt modspil til det søde. Hindbærmarmeladen kan undværes (men prøv nu alligevel, det smager skønt) eller kan erstattes med en anden god marmelade, hvis man ikke lige ligger inde med hindbær.

Chokoladebrownie med mascapone-hindbær topping
(12 stk)

Browniedejen
200 g smør
150 g mørk chokolade (ca. 60%)
3 æg (stuetemperatur)
150 g lyst muscovadosukker
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver (kan undværes hvis man ønsker en mere flad udgave)

Ostecreme
150 g mascapone
1 spsk lyst muscovadosukker
1 spsk hvedemel
1 æg (stuetemperatur)

Derudover:
2 spsk hindbærmarmelade

Lav først browniedejen. Smelt smør og chokolade langsomt i en tykbundet gryde. Lad det afkøle. Pisk æg og muscovadosukkeret til det er lyst og skummende. Vend chokolademassen i. Vend derefter mel og bagepulver i. Hæld browniedejen i en 23 cm kvardradisk form (alternativt en 20x25 cm) smurt og foret med bagepapir.


Formen smøres med feks smør og bagepapir klippes ud, så det passer til formen. På den måde får du en lige og pæn kage.

Lav derefter ostecremen, hvor du blot skal piske ost, æg, sukker og mel godt sammen. Tag en ske og hæld skefulde af ostecreme forskellige steder på browniedejen. Bagefter tager du en ske, kniv eller andet og marmorere de to deje lidt sammen. Hæld to spsk hindbærmarmelade i en skål og dryp ligeledes med hindbærmarmelade over dejen. Brug evt også en ske her til at fordele det lidt med.


Sådan ser kagen ud efter marmoreringen og inden den kommer i ovnen.

Bag kagen i en 200 C varm ovn i 25-30 min. Lad kagen afkøle i ca. 10 min inden den tages ud og køler videre på en bagerist. Når kagen er afkølet skæres den i 12 lige store stykker. Evt 9, hvis man ønsker større stykker.



Server kagen med en klat creme fraîche eller lidt god vaniljeis til.



Ummh, den smager godt - også kold - og også dagen efter!

lørdag den 14. april 2012

Hindbærmarmelade med lime og vanilje


Der er ikke længe til sommer, sol og masser af dejlige bær. Jeg høstede en del hindbær fra mine hindbærbuske i haven sidste sommer og smed nogle af dem i fryseren. I dag skal jeg bruge noget hindbærmarmelade til en kage og så er det jo skønt at have lidt sol og sommer liggende lige ved hånden. Måske har I også nogle liggende i fryseren? Ellers må I en tur til Købmanden.

Hindbærmarmelade med lime og vanilje

1000 g hindbær
500 g sukker
Korn af 1 vaniljestang
Skal og saft af 1 økologisk limefrugt

Varm hindbær, sukker, limeskal og -saft, vaniljekorn og tomme vaniljestænger langsomt op. Lad det koge sagte i ca. 10 min. Er marmeladen for tynd, så lad den koge lidt længere eller tilsæt lidt melatin. Fyld marmeladen i skoldede atamon eller spiritus skyllede glas. Luk til med det samme.

Har du lyst til en anden slags marmelade, så har jeg opskrifter på andre skønne marmelader.
Blomme-nektarin marmelade
Blommemarmelade med ingefær
Jordbær-rabarber marmelade
Brombærmarmelade med vanilje og mandler

God lørdag!

søndag den 8. april 2012

Små blommetærter med hvid chokolade


For noget tid siden så jeg en opskrift hos Anne au Chocolat på små blommetærter med hvid chokolade. Og dem har jeg faktisk drømt om at lave flere gange siden. Nu er det jo ikke lige blommetid, men jeg havde blommer i fryseren fra efterårets høst. De små kager smager lige så godt som jeg havde håbet på. Jeg serverede dem med lidt creme fraîche dressing.

Har du også blommer i fryseren? Så lav disse små nemme tærter. Eller lad dig inspirere af nogle af mine opskrifter på marmelade med blommer - de har været meget populære:
Blommemarmelade med ingefær
Blomme-nekatarin marmelade



Opskrift på de små blommer tærter finder du her hos Anne au Chocolat. Jeg lagde 3 halve blommer i i stedet for to som i opskriften.

God fornøjelse.

lørdag den 7. april 2012

Dejlige cupcakes med marcipan og mandler - og med børne-nem påskepynt


Her er opskriften på nogle nemme cupcakes med marcipan og mandler. God måde lige at udrydde eventuelle rester fra årets chokolade påskeæg produktion. Kagerne er sprøde og har en rigtig god smag af mandler.

Kagerne er pyntet helt naivt og nemt. Den grønne rede er lavet af Royal Icing farvet grøn med "Foliage green" fra Sugar Flair. I reden ligger der tre små marcipanæg, som mine tre børn har været med til at lave. Marcipanæggene er farvet i "Soft pink" fra AmeriColor, "Baby blue" og "Melon" fra Sugar Flair.


Cupcakes med marcipan og mandler
(12 stk)

150 g marcipan
75 g smør
100 g sukker
3 æg
Korn fra 1 stang vanilje
100 g mandler
150 g mel
2 tsk bagepulver

Pisk marcipan, smør og sukker godt sammen til en ensartet masse. Tilsæt et æg ad gangen og pisk godt igennem til det er luftigt. Tilsæt kornene fra vaniljestangen. Vend mel og bagepulver i dejen og til slut de hakkede mandler. Fyld dejen i papirforme i en fast form og bag kagerne i en 180 C varm ovn i ca. 20 min. Lad kagerne køle helt af inden du pynter dem.

Så er der lidt at hygge sig med når nu vejret er lidt skidt.

torsdag den 5. april 2012

Chokolade påskeæg anno 2012


Rigtig god påske allesammen! Jeg håber, at I får muligheden for at slappe af, hygge jer og nyde den i fulde drag. Måske med lidt god chokolade?

Her er ihvert fald et par idéer til lidt fyldt chokolade. Brug en god mørk chokolade og husk at temperere chokoladen, så chokoladen ikke bliver grå og kedelig.

Vil du have endnu mere inspiration, så se lidt på chokolade påskeæggene 2011. Eller også skulle du prøve at lave "romkugle-træstamme-påskeæg" - det er simpel hen bare guf!!

Årets æg blev ikke helt som jeg havde forestillet mig - men sådan er det vist ret ofte med mig. At fantasien overgår evnerne! Anyway, smagen er der ikke noget galt med :-) Jeg bruger ca. 30 g til hvert æg. Og ja, jeg står og vejer af på en vægt, for det ser bare godt ud af påskeæggene har samme størrelse.




Nougat-krokant marcipan æg
(12 stk)

75 g nødder / mandler
75 g sukker
100 g nougat
150 g marcipan

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Ingen

Hak mandler og nødder groft. Rist sukker og mandler / nødder på en pande. Tilsæt nougat og lad det smelte med. Køl nougat-nøddeblandingen af. Bland nougat-nøddeblandingen rigtig godt sammen med marcipanen. Form 12 æg á ca. 30 g. Overtræk dem med mørk chokolade.


Nougat-marcipan æg
(5 stk)

100 g marcipan
50 g nougat

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Guldstøv

Del marcipanen og nougaten i 5 lige store stykker. Tryk marcipanen lidt flad og læg et stykke nougat i hver marcipanplade. Pak marcipanen rundt om nougaten og form til et æg. Overtræk æggene med mørk chokolade og drys med guldstøv eller anden pynt.


Baileys æg
(8 stk)

200 g marcipan
½ dl Baileys
4 spsk flormelis

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Små sukkerkugler

Bland marcipanen med Baileys til det er godt sammenblandet. Tilføj flormelis lidt ad gangen indtil massen er formbar. Form æg og overtræk dem med mørk chokolade og pynt med små sukkerkugler eller andet pynt.


Bounty æg
(6 stk)

200 g kokosmasse (kokos, pasteuriseret æggehvide og marcipan)

Overtræk: Mørk chokolade

Pynt:
Mørke chokoladestriber

Form kokosmasse til æg og overtræk med mørk chokolade. Når chokoladen er tør pyntes med striber af mørk chokolade.

God påske!

mandag den 2. april 2012

Skøn æblekage med mandler, citron og kardemomme


Det er drønærgeligt, at disse billeder af denne skønne kage ikke er blevet gode (taget efter flere glas rødvin i mørke!), for den er virkelig god. Jeg må sige, at den er kommet på min favoritliste over æblekager. Både børn og voksne var vilde med den.

Til kagen lavede jeg en lækker creme fraîche dressing som var rigtig god til kagen og som bestemt kan bruges til andre kager også. Opskriften på kagen så jeg i et blad for noget tid siden, men klippede den ud for den fristede virkelig meget. Jeg lavede dog lidt forskelllige modifikationer i opskriften.

Server kagen lun. Den smager nu også ganske godt kold dagen efter :-)

Æblekage med mandler, citron og kardemomme
(en form på ca. 24 cm - ca. 10 personer)

200 g smeltet smør
4 æg (stuetemperatur)
200 g lyst rørsukker
Korn af 1 stang vamilje
Skal af en økologisk citron
1 spsk kardemomme
225 g hvedemel
1 tsk bagepulver
100 g hvid chokolade
2 æbler

Topping:
2 æbler
100 g mandler
1 spsk kanel
6 spsk lyst rørsukker

Creme fraîche dressing:
Creme fraîche 18%
Sukker
Citronskal
Korn af 1 vaniljestang

Smelt smørret og lad det afkøle. Pisk æggene med sukker og vaniljekorn til massen er lys og skummende. Tilsæt smeltet, afkølet smør, citronskal og kardemomme og rør det i. Sigt mel og bagepulver i dejen. Hak chokoladen groft og tilsæt chokoladen og derefter små æbletern. Kom dejen i en smurt springform på ca. 24 cm. Læg tynde æblebåde på dejen og tryk dem lidt ned. Bland kanel og rørsukker og drys det over kagen. Drys til slut med de hakkede mandler. Bag kagen midt i ovnen ved 175 C i ca. 50-60 min til kagen er gennembagt.



Server kagen lun med creme fraîche dressingen til. Det skal nok skabe glæde i påskedagene.

I dag står den på produktion af chokoladepåskeæg og æg og opskrifter vises i morgen. Så hold øje med bloggen, hvis I ønsker lidt inspiration til lidt påskegodter.