søndag den 29. december 2013

Inspiration til nytårsdessert og kransekage

Så er året ved at rinde ud og nytårsaften står snart for døren. Jeg har planlagt hvad jeg skal lave til dessert nytårsaften. Her er lidt hjælp til jer andre, der sidder og tænker over hvad I mon skal finde på.

Inspiration til desserter
Nødde-chokoladekage med nougatcreme
Passionsfrugttærter med Blåbær-citron sorbet og Mango-lime sorbet
Nødde-makron-kage med orange-cointreaux chokolade-mousse serveret på blåbær-lime coulis
Brownies med vaniljeis, blåbær og baileyssauce

Inspiration til KAGER du kan bruge på en dessert tallerken
Chokoladecheesecake med jordbær
Hasselnøddekage med baileyscreme og hindbærpuré
Chokoladeroulade med passionsfrugtcreme
Havrekage med citroncreme
Chokoladekage med appelsin og nødder
Chokolade-pistacie kage
Blommetærte
Æbletærte med tosca-topping
Citronkage med marengs
Fragilité
Chokoladebrownie med mascapone-hindbær-topping
Små blommetærter med hvid chokolade
Citrus-kokos tærte
Pekan pie
Kokos-orange chokoladekage
Karamel-konfekt kage
Mandel-appelsin tærte
Og mange, mange flere. Find evt selv en god kage på min blog og brug den i en dessert.
Inspiration til IS / SORBET du kan bruge på en dessert tallerken
Jordbærsorbet
Blåbær-citron sorbet
Mango-lime sorbet
Vaniljeis
Solbæris

Inspiration til kransekage
Kransekagekonfekt
Nøddehorn


Rigtig godt nytår!

lørdag den 21. december 2013

Tranebær relish

Okay, denne opskrift falder nok en anelse udenfor temaet "himmelske kager og søde sager", men der er dog masser af sukker i relish'en, så mon ikke det går an alligevel :-)

Tranebær relish'en smager vildt godt til jule-anden, flæskestegen eller hvad I ellers spiser juleaften og er et lækkert alternativ til den mere traditionelle tranebær eller tyttebær syltetøj.

Opskriften har jeg fra min mor, som ikke kan huske hvor hun har fra.



 Tranebær relish
ca. ½ liter

150 g friske tranebær
1 rødløg
200 g sukker
1 dl hvid balsamico
1 kanelstang
2 stjerneanis
1 laurbærblad

I en gryde varmes sukker og eddike forsigtigt op til sukkeret er smeltet. Tilsæt kanelstang, stjerneanis og laurbærblad.

Tilsæt tranebær, der er skåret i mindre stykker. Lad det simre i ca. 20 minutter. Hæld det på rene skoldede og evt. atamon skyllede glas. Lad det trække nogle dage og opbevar det på køl.

OBS: Relish'en kan også laves på tørrede tranebær. Brug da 150 g tørrede tranebær til 150 g sukker.

lørdag den 30. november 2013

Mit favorit jule-bagværk

Så er det snart jul og nu begynder julebagningen i mange små hjem. Jeg har her samlet mine favoritter på julebag som I måske kan blive inspireret af - og hvem ved, måske bliver det jeres nye favoritter. Der er selvfølgelig klassikere imellem, men nogle også med et lille twist som gør at jeg synes, at de er ganske særlige. God jule-bagning!

Verdens bedste vaniljekranse
Skønne, sprøde, knasende og med en skøn smag af vanilje: Vaniljekranse




Jule-biscottier med marcipan og appelsin
Dette er måske ikke en specielt klassisk julekage, men den smager skønt af jul og er stærkt vanedannende: Jule-biscottier




Kæmpe-pebernødder
Disse pebernødder er store og har et skønt twist af citron og mandler: Kæmpe-pebernødder




Små marcipan-orange kager
Disse kager minder om små kransekagestykker - du stopper ikke før kagedåsen er tom: Små marcipan-orange kager.




Håkonskager
Ingen jul uden Håkonskager! De er smukke, nemme at lave og smager dejligt: Håkonskager




Brunkager
Brunkager er jo en klassiker - denne er min mors opskrift og kan laves både med og uden "fyld": Brunkager




Italiensk panforte
Italiensk jule-specialitet, som ikke er for folk med dårlige tænder. Den smager fantastisk: Italiensk panforte




Mandel-Appelsin-kage
Rigtig på appelsin og mandler - skøn julekage: Mandel-Appelsin kage




Klejner
Klejner er en lille fedtet kage, der gerne vil blive tør - så lav en lille portion og spis dem nybagte: Klejner




Ingefærkager
Disse kager vinder ikke på udseendet, men de er klart en af mine favoritter. Prøv dem: Ingefærkager




God jule-bagning

søndag den 17. november 2013

Blommechutney

Efteråret byder også på Blomme chutney. Den er utrolig lækker til både rent kød og gryderetter. Inspirationen har jeg fået fra Femina, men med visse ændringer. Andre lækkerier med blommer finder du her: BLOMMER.



Blommechutney
Et stort glas

450 g blommer (uden sten)
1 løg
3 cm frisk ingefær
1 fed hvidløg
100 g sukker
4 hele kardemomme kapsler
1 stang hel kanel
1 knivspids cayennepeber
1 dl vand
1 dl hvidvinseddike

Skyl blommerne, udsten dem og skær dem i kvarte / halve alt afhængig af størrelsen på blommerne. Pil og hak løget fint. Skræl ingefæren og riv både ingefær og hvidløg fint. Bring blommer, løg, hvidløg, ingefær, sukker, eddike og kardemommekapsler, kanelstang, cayennepeber og vand i kog. lad det koge ved middel varme i ca. 25 minutter. Tilsæt evt lidt rød melita, hvis det er for tyndt. Hæld chutneyen på rene, atamonskyllede glas og lad det køle af. Opbevar chutneyen på køl.

onsdag den 16. oktober 2013

Halloween inspiration

Så nærmer halloween sig og det er tid til at dele lidt inspiration med jer.

Jeg er helt vild med disse klamme fingre, som jeg synes er en rigtig sjov halloween kage. Opskriften finder du her: Klamme fingre.



En anden sød idé er disse små marengsspøgelser. Opskriften finder du her: Spøgelser.



Har du mere mod på det mere kreative, så er her en grusom gryderet (kage med fondant). Indlægget om denne kage finder du her: Grusom gryderet.


Herunder har jeg fundet sjove idéer til Halloween på nettet. Måske er der noget som I også synes er sjovt at få fingerene i eller lave.

Vil du se alt hvad jeg har lavet til Halloween, så se her: Halloween.

Halloween fondant figur mould. Fås her: Aliexpress


Eller hvad med at lave denne Hjerne-kage? Se hvordan man gør her: Say it with cake.


Søger du et godt sted at købe kage-ting til Halloween, så tjek denne hjemmeside: Cakes, Cookies and Crafts.  Der kan bla få masser af udstikkere, muffinsforme osv. Se bla disse fine muffinsforme.


lørdag den 12. oktober 2013

Blommekage med marengslåg

Som skrevet forleden så er der mange skønne blommer i øjeblikket. Denne Blommekage med Marengslåg smager rigtig godt. En skøn variation over et velkendt tema. Søger du andet inspiration med blommer, så se her: BLOMMER.



Blommekage med Marengslåg

Dej
150 g smør
2 æggeblommer
1 æg
100 g sukker
150 g mel
1 tsk bagepulver
550 g blommer (udstenet vægt)

Marengs
2 æggehvider
150 g sukker
50 g blendede mandler
40 g mandelflager

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk æggeblommer, æg og sukkeret lyst og luftigt. Vend mel og bagepulver i æggeblandingen skiftevis med det smeltede smør.

Hæld dejen i en 24 cm springform. Jeg plejer at smøre formen og lægge bagepapir i bunden af springformen. Udsten blommerne og skær dem i kvarte eller halve alt afhængig af størrelsen af blommerne. Fordel blommerne oven på dejen.

Til marengsen piskes æggehviderne stive. Tilsæt sukkeret 1 spsk ad gangen og pisk godt mellem hver tilsætning. Vend de blendede mandler i marengsen.

Fordel marengsen over kagen med blommerne, men lad ikke marengsen gå helt op til kanten (læg marengsen et par milimeter fra kanten). Så undgår du, at marengsen hænger fast i formen, når den er bagt. Drys med mandelflager.

Bag kagen nederst i ovnen ved 175 C i ca. 45-50 min til kagen er gylden. Afkøl kagen.

onsdag den 9. oktober 2013

Nødder fra Nøddebazaren

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med nødder i alle afskygninger. Bruger dem både i bagværk og i madlavningen. Og så er det i den saltede udgave klart min ynglings snack til weekend-drinken. Her på siden findes der et væld af opskrifter med mandler og nødder.


Jeg har fået en lækker pakke med nødder fra Nøddebazaren. Dette er et sponsoreret indlæg, men som altid giver det kun udtryk for mine egne meninger og oplevelser.

Nøddebazaren udbyder et lækkert udvalg af gode nødder. For mig er det skønt, at der findes sådan en online butik med lækre nødder, for der hvor jeg bor findes der ikke de mere specielle nødder så som pekannødder, macademianødder osv. Udover nødder har de også et lille udvalg af tørrede frugter og opskrifter.

Hjemmesiden er meget overskuelig og brugervenlig. Det er nemt at finde det produkt man søger og hvert produkt indholder en kort beskrivelse af oprindelseland, holdbarhed osv.

De produkter jeg modtog var i klare plastposer, men Nøddebazaren har i mellemtiden ændret emballage til mere praktiske plastbøtter. Det synes jeg er en utrolig god kvalitet, for nødder i poser er bare enormt upraktisk, da nødder har det med at finde vej ud af posen og ud i skuffen! Bøtterne kan genbruges og puttes i opvaskemaskinen, hvilket jeg igen synes er smart og praktisk.

Nødderne, som Nøddebazaren sælger, er nøje udvalgt fra forskellige steder i verden. Der er stor forskel på kvaliteten af nødder, men nødderne fra Nøddebazaren var meget lækre og velsmagende.

Det eneste som jeg ikke var så vild med med nødderne fra Nøddebazaren var poserne, som var vældig tynde og upraktiske, men det har Nøddebazaren som skrevet allerede lavet om ved at indføre de praktiske lufttætte bøtter.

Generelt er nødder ikke billige og det er de heller ikke hos Nøddebazaren, men jeg betaler gerne for gode, lækre og kvalitetsnødder, som i øvrigt ligger på niveau med andre kvalitetsnødder.

Jeg har ihvert fald fundet et godt sted til nemt at købe nødder i fremtiden - og mon ikke jeg snart må lægge en bestilling her forud for alle jule-lækkerierne :-)

Søger du inspiration til opskrifter med nødder, så har jeg et væld af opskrifter. Se under kategorierne MANDLER, NØDDER, PISTACIENØDDER, PEKANNØDDER. Snart kommer også en opskrift på Mokka-rom roulade med macademia nødder.

søndag den 6. oktober 2013

Blommemuffins med crumble

Tiden smuldre fuldstændig for mig. Jeg er ude at rejse hver uge (!!) og weekenderne flyver afsted med at være sammen med familien. Med en travl hverdag, så orker jeg næsten ikke at hive computeren frem i weekenden, og det går desværre lidt ud over bloggeriet. Der ligger masser af opskrifter og billeder, der venter på at blive delt med jer. Rejseriet med arbejdet fortsætter året ud, men jeg håber, at jeg kan få gjort lidt ved alle de gode sager som jeg gerne vil have delt med jer. Håber, at I holder jer til og har tålmodighed med mig.

Efteråret er rigtig blommetid og derfor kommer der et par indlæg om lækkerier med blommer. Vi har blommetræer i haven, som for første gang i år har givet en ordentlig mængde gode skønne blommer. Men har man ikke blommetræer er der masser af lækre blommer hos grønthandleren eller supermarkedet.

Jeg du lyst til inspiration til andre lækkerier med blommer - se da kategorien BLOMMER.



Blommemuffins med crumble
12 stk

Crumble
50 g smør
100 g rørsukker
½ dl mel
75 g grofthakkede hasselnødder

Muffins
100 g smør
2 æg
150 g sukker
250 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1 dl mælk
12-18 blommer (halverede, uden sten)

Start med at lave crumblen. Smelt smørret og tilsæt derefter sukker, mel og grofthakkede hasselnødder. Rør til en smulret masse. Sæt crumblen i køleskabet.

Til muffinsdejen smeltes smørret og køles lidt af. Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Bland mel, bagepulver og vaniljesukker og vend det i æggesnapsen. Tilsæt det smeltede smør og mælken og rør dejen godt.

Sæt papirmuffinforme i en muffinform. Fyld dejen 3/4 del op i de 12 muffinsforme. Fordel de halve blommer i dejen og tryk dem lidt ned. Brug ca. 2-3 stk i hver muffin afhængig af størrelsen på blommerne. Jeg brugte små blommer.

Tag crumblen ud af køleskabet og smulder det løs. Fordel al crumblen på de 12 muffins.

Sæt muffinsene midt i ovnen ved 200 C i ca. 15 min. Lad dem afkøle. Pynt evt med lidt frysetørret hindbær.

onsdag den 4. september 2013

Jordbærtærte med citroncreme og marcipanbund


Denne tærte ville jeg egentlig havde lavet med Limoncello (den lækre italienske citron-likør), men desværre havde jeg ikke mere tilbage og jeg kunne ikke opdrive det i de butikker jeg har herude på landet (hrrfff). Men måske er det en god undskyldning for at tage en tur til Italien? :-)

Andre lækkerier med jordbær? Se under kategorien JORDBÆR.

Jordbærtærte med citroncreme og marcipanbund
Ca. 10 personer

Tærtebund
400 g marcipan
200 g smør
4 æg
75 g mel
mandelflager

Citroncreme
250 g mascapone
250 g flormelis
Skal og saft af ½ citron

Pynt
Jordbær (fik ikke noteret mig hvor mange gram jeg brugte)

Riv marcipanen groft. Pisk smør og marcipan godt. Tilsæt æggene et ad gangen under fortsat piskning. Vend melet i til sidst.

Smør en springform på ca. 24 cm og drys med lidt mandelflager. Hæld dejen i den og bag bunden midt i ovnen i ca. 30-35 minutter. Lad bunden afkøle helt.

Pisk mascaponen og tilsæt flormelis lidt ad gangen og pisk til en cremet konsistens. Tilsæt skal og saft af citronen.

Når tærtebunden er kold fordeles cremen på bunden og derefter rensede jordbær.


Tærten var iøvrigt en blandt mange lækkerier lavet til min yngste søns 5 års fødselsdag. Som I kan se mangler han en tand i overmunden (og to i undermunden!) - alle slået ud "før tid"!! Han lever til fulde op til navnet (Emil) :-)


søndag den 1. september 2013

Appelsin-melon-suppe med jordbærsorbet


Dette er en superfrisk og rigtig lækker sommerdessert. Inspirationen er fra Femina, men tilrettet her og der.

Appelsin-melon-suppe med jordbær-sorbet
10 personer

Appelsin-melon-suppe
700 g galia melon (ca. 2 stk)
4,5 dl friskpresset appelsinsaft (jeg kan ikke huske hvor mange appelsiner jeg brugte)
150 g sukker
Korn af 1 vaniljestang

Jordbærsorbet
1000 g jordbær
300 g flormelis
2½ æggehvide
3 spsk lyst rørsukker

Start med jordbærsorbeten. Skyl jordbærrene og skær den grønne stilk af. Blend jordbærrene helt fint og pres puréen gennem en sigte. Rør flormelis i puréen. Hæld puréen i en skål og rør i den ca. hvert 20 minut til den tykner. Pisk æggehviderne stive med sukker og fold dem i sorbeten. Hæld sorbeten i en fryseegnet beholder og stil beholderen i fryseren igen og frys den i mindst 4 timer.

Blend alle ingredienserne til appelsin-melon-suppen sammen. Stil suppen i køleskabet til den skal bruges.

Servér suppen kold med en kugle jordbær-sorbet i. Jeg dryssede jordbær-sorbeten med et drys limesukker.

Skøn og frisk kombination.

søndag den 25. august 2013

Chokolade cheese-cake med jordbær



Jeg lavede i juni måned et stort kage/dessert bord og en af kagerne var denne ret så lækre chokolade-cheesecake med jordbær. Det er en bagt cheesecake og skal endda bages i flere omgange. Men lad jer ikke afskrække af omfanget, den er absolut alle besværlighederne værd.

Chokolade cheese-cake med jordbær
1 kage á 26 cm

Bund
250 g Digestive kiks med chokolade (fås i de fleste større supermarkeder)
150 g smør

Fyld
400 g mascapone (eller anden flødeost)
2 tsk kakao
150 g sukker
2 æg
200 g jordbær

Garnering
100 g mørk chokolade
50 g sukker
3 dl creme fraiche 18%

Pynt
Friske jordbær

Knus kiksene og rør dem på en køkkenmaskine. Smelt smørret og rør det med kiksene. Tag en rund springform på ca. 26 cm og læg et stykke bagepapir i bunden. Tryk kikse-fyldet ud i bunden af formen og bag den i ovnen ved 175 C i 5-7 min.

Pisk mascapone, kakao, sukker og æg til en jævn masse. Rens jordbærrene, skær den grønne blomst af og skær dem i kvarte. Vend jordbærrene forsigtigt i massen og hæld den over den bagte bund. Bag kagen igen ved 175 C i ca. 50 min til den er lidt fast i det.

Smelt chokoladen over vandbad. Pisk den smeltede chokolade, creme fraiche og sukkeret godt sammen. Hæld chokoladen over den bagte kage og bag kagen igen ved 175 C i ca. 10 min.

Sluk for ovnen og lad den  stå i den slukkede ovn i 30 min. Tag derefter kagen ud og køl den helt af på en bagerist. Sæt den på køl i nogle timer til den er helt kold eller natten over.

Ved servering pyntes kagen med rensede kvarte friske jordbær.

Til det store kagebord lavede jeg to kager.

søndag den 11. august 2013

Pavlova med jordbær og rabarber


Farverne på denne kage er fantastiske. Og så smager den fortryllende!

Se også her for chokolade-nødde pavlova.

Pavlova med jordbær og rabarber

4 æggehvider (stuetemperatur)
225 g sukker
Korn af en 1 stang vanilje
Pink pastafarve

Topping:
1 dl blodappelsinjuice
3 spsk sukker
200 g rabarber

Creme:
4 æggeblommer (stuetemperatur)
2 spsk sukker
Korn af 1 stang vanilje
3½ dl piskefløde

200 g jordbær

OBS: Start med pavlovaen dagen før du skal bruge den!

Pisk æggehvider stive. Tilsæt sukkeret (samt vaniljekornene) 1 spsk ad gangen og pisk godt mellem hver piskning til marengsen er blank og stiv.

Tegn en cirkel på ca. 20 cm på et stykke bagepapir. Brud en ske til at fordele marengsen på bagepapiret og lav en fordybning i midten. Dyp enden af en teske i (meget) lidt pink pastafarve og brug enden af skeen til at trække pink spor gennem marengsen. Lad være med at mas for meget med den.

Bag marengsen midt i ovnen ved 140 C i 1 time. Sluk derefter ovnen, men lad marengsen blive i ovnen mindst 4 timer eller natten over.

Når toppingen skal laves start da med rabarber-siruppen. Varm blodappelsin-juice og sukker indtil sukkeret er opløst. Skær rabarbererne i ca. 2 cm stykker og tilsæt dem og lad dem koge med i ca. 15 min til de er møre. Fjern rabarberne og lad dem afkøle.

Reducér siruppen til den er sirupsagtig og sæt også den til side for afkøling.

Til cremen piskes æggeblommer med sukker og vaniljekorn til det er lyst og tykt. Pisk fløden stiv og fold den med æggemassen.

Læg den færdige marengs på et flot fad. Læg cremen på toppen. Skær jordbær i små kvarte og læg dem sammen med rabarberkompotten ovenpå cremen. Hæld siruppen ud over frugten. Servér kold.



torsdag den 1. august 2013

Mini jordbær cupcakes med limefrosting


Sikken en skøn sommer vi har haft. Jeg har ikke været ude at rejse, men bare været her i Danmark. Jeg har ikke bestilt andet end at slappe af sammen med familien. Og jeg har endda også holdt fri fra bloggen. Men nu er det på tide at få blogget alle de mange, mange søde sager jeg har kreeret igennem de sidste mange måneder.

I de næste indlæg vil det være med rabarber og jordbær, så I kan få inspiration mens der stadig er rabarber og jordbær i butikkerne.

Sidste år lavede jeg en kage med jordbær i dejen (Kage med jordbær og hvid chokolade) og selvom jeg var skeptisk, så var det faktisk rigtig godt. Derfor kastede jeg mig ud i denne lille mini cupcake med jordbær og limefrosting.

Jordbær cupcakes med limefrosting
Ca. 50 stk

125 g smør (stuetemperatur)
200 g sukker
1 spsk limeskal (svarer ca. til 2 limefrugter)
2 æg (stuetemperatur)
280 g mel
1 tsk bagepulver
125 g jordbær
Saft af ½ limefrugt
1 1/4 dl yoghurt

Frosting:
250 g mascapone
400 g flormelis
Skal af 1 lime

Pynt:
Friske jordbær
Limeskal i strimler

Pisk smør, sukker og limeskal lyst. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg. Sigt mel og bagepulver i. rør yoghurten i. Skær jordbærrene i små bidder og vend dem i limesaften og vend dem i dejen.

Fyld små (eller almindelige) muffinsforme ca. 2/3 del op og bag dem i ca. 20 min ved 175 C. Afkøl kagerne helt.

Pisk mascaponen med flormelis og limeskal. Sprøjt frostingen ud og pynt med et kvart jordbær og et stykke lime-strimmel.


Små fine hapsere til et kagebord.

onsdag den 10. juli 2013

Rabarber-mazarin med vaniljecreme

Sidste lørdag lavede jeg et stort kagebord til et vennepars 40 års fødselsdag og disse rabarber-mazariner med lækker blød vaniljecreme var en af godterne. De øvrige godter følger selvfølgelig løbende.

Mazarinerne har denne gode kombination af det syrlige med den søde mazarin. Inspiration til denne opskrift har jeg fået gennem Femina.



Rabarber-mazarin med vaniljecreme
ca. 22 stk
190 g smør
190 g sukker
190 g marcipan
3 æg
75 g mel
300 g rabarber
75 g rørsukker
Korn af 1 vaniljestang

Vaniljecreme
2½ dl piskefløde
Korn af ½ stang vanilje
3 spsk flormelis
1½ dl yoghurt natural

Pisk smør og sukker luftigt. Riv marcipanen groft og tilsæt den og pisk godt. Tilsæt æggene et ad gangen under fortsat piskning. Tilsæt mel og rør det godt med.

Rens rabarberne og skær dem i 1 cm store skriver. Vend rabarberne med rørsukker og vaniljekorn og vend det i dejen.

Fyld massen i lave muffinsforme eller andet på ca. 7 cm i diameter / 1½ cm høje. Bag kagerne ved 175 C i ca. 20-25 min til kagerne er faste og gyldne. Bagetiden er selvfølgelig afhængig af størrelsen på de forme du vælger. Køl kagerne lidt af inden de tages ud af formen og køler helt af på bagerist.

Pisk fløden blød til cremen og vend den med vaniljekorn, flormelis og yoghurt.


Server mazarinerne kolde eller ved stuetemperatur med vaniljecremen til.

Har du lyst til andre rabarber-godter, så se her:
Rabarber-limonade med eller uden gin
Boller med rabarber-marcipan fyld
Rabarber-tærte med marcipan og kokos
Rabarber-tærte med mandel-marengs
Rabarber-marcipan kage
Rabarber cupcakes med hvid chokolade
Jordbær-rabarber marmelade
Jordbær-rabarber kompot med lime og ingefær

lørdag den 6. juli 2013

Jordbær-rabarber kompot med lime og ingefær

Jeg er virkelig træt af, at der går så lang tid mellem mine indlæg, men der har bare ikke været tid til det. Jeg har oceaner af lækre indlæg på vej, men det kræver bare lige lidt tid at lave dem alle.

Denne jordbær-rabarber kompot er vældig aktuel lige nu og den smagte skønt. Jeg gav den til en veninde, som jeg virkelig skyldte et besøg og hun kunne fortælle, at kompotten smagte fantastisk til pandekager. Jeg kan godt få rigtig dårlig samvittighed over ikke at have tid til vennerne lige pt, men heldigvis er hun så skøn at hun siger, at vi jo har hele resten af livet :-) Og det er jo rigtigt!

Her er opskriften på den skønne kompot. Du kan undlade ingefæren, hvis du ikke lige er til det. Skynd dig at lave den mens der stadig er rabarber i sommerlandet.

Har du lyst til andre rabarber-godter, så se her:
Rabarber-limonade med eller uden gin
Boller med rabarber-marcipan fyld
Rabarber-tærte med marcipan og kokos
Rabarber-tærte med mandel-marengs
Rabarber-marcipan kage
Rabarber cupcakes med hvid chokolade
Jordbær-rabarber marmelade



Jordbær-rabarber kompot med lime og ingefær
1 glas

150 g rabarber
150 g rørsukker
1 lime
1 spsk revet ingefær (kan undlades)
250 g jordbær

Gør alle ingredienserne klar. Rens rabarberne og skær dem i mindre 1 cm tykke skiver. Riv limeskallen og ingefæren. Og vask jordbærrene, skær den grønne blomst af og skær dem i kvarte.



Varm rørsukker, rabarber, limeskal og ingefær op til rabarberne bliver let bløde. Tag gryden af varmen og rør da jordbærrene i. Hæld straks blandingen på et rent atamonskyllet glas.


God sommer-weekend!

torsdag den 13. juni 2013

Bedstefars skæg


Jeg har virkelig travlt med arbejdet pt, så det ser noget sløjt ud med at lave indlæg. Jeg håber, at I har tålmodighed med mig :-)

Bedstefars skæg er en lys bradepandekage smurt med marmelade og toppet med marengs. Jeg søgte inspiration til kagen i Amo's Bagebog 2. Det er en kage for både voksne og børn. Jeg smurte min kage med saften fra hjemmelavet solbærmarmelade, hvilket var rigtig godt, men du kan også bruge en anden marmelade, ribsgelé, æblekompot eller lignende.

Bedstefars skæg

Dej
250 g smør (stuetemperatur)
300 g sukker
4 æggeblommer
400 g mel
1 tsk bagepulver
2½ dl  mælk

Fyld
Solbærmarmelade (eller andet)

Marengs
4 æggehvider
250 g sikker

Pisk smør og sukker godt til det er lyst og luftigt. Tilsæt æggeblommerne en ad gangen. Bland mel og bagepulver og tilsæt det skiftevis med mælken. Rør til dejen er ensartet.

Kom dejen i en bradepande a 25x35 cm med bagepapir i bunden.

Bag kagen i 15-20 min ved 200 C. Når kagen kommer ud smøres den med marmeladen.

Pisk æggehviderne stive og pisk sukkeret i. Pisk godt til marengsen er godt tyk. Fordel marengsen over kagen og bag kagen færdig til marengsen er gylden.

søndag den 26. maj 2013

Tarte au citron meringue



Det er efterhånden helt unødvendigt at skrive det - men jeg elsker citron. Og ja, der er efterhånden maaange opskrifter med citron her på siden. Håber, at nogle af mine læsere deler den passion.

Der findes forskellige let modificerede måder at lave denne lækre tærte på. Jeg har hørt rigtig godt om opskriften fra "Price-brødrene" - den må jeg prøve en dag. Denne opskrift er fra Mad&Venner. Måske en dag jeg skal lave den anden til sammenligning. Uanset hvad, så er kombinationen af citroncreme og marengs lige noget for mig.

Tarte au citron meringue
1 tærte a 26 cm

Dej
150  g koldt smør
225 g mel
1 nip salt
75 g flormelis
1 æggeblomme

Creme
3 æg
150 g flormelis
3 citroner
15 g maizena
100 g smør

Marengs
4 past. æggehvider
180 g flormelis

Til tærtedejen blandes smør, mel, salt, flormelis og æggeblomme i en skål. Saml ingredienserne hurtigt med hænderne til en jævn dej. Stil dejen på køl i ca. ½ time.

Rul dejen ud og læg den i en tærteform på 26 cm og forbag den ved 180 C i ca. 25 min. Lad bunden afkøle.



Til citroncremen smeltes smør med flormelis og citronsaft og -skal i en lille gryde og lad det koge i 5 min. Pisk æggene let sammen med en gaffel og rør maizena i. Rør citronmassen sammen med æggene. Hæld citroncremen på tærtebunden og bag tærten i ovnen ved 180 C i ca. 10 min til cremen har sat sig. Afkøl tærten.



Pisk æggehviderne stive og tilsæt flormelis og pisk godt til marengsen er stiv og blank. Hæld marengsen i en sprøjtepose og sprøjt toppe ud på cremen.

Brun toppene med en brænder eller bag tærten i ovnen under grill til marengsen tager farve. Sidstnævnte giver en lun tærte, så det er lidt efter hvad man ønsker sig.




søndag den 12. maj 2013

Elg brudepar - igen



Cathrine og hendes mand er glade for Sverige og har et specielt forhold til elge. Derfor forelskede de sig i et elg-brudepar jeg tidligere har lavet. Sådan et par måtte de bare have til deres egen bryllupskage.

Alt er lavet i fondant tilsat tylose. Elgene er lavet af chokoladefondant.

"Bruden" har slør og fine sorte øjenvipper lavet med en sort fødevaretusch.

"Brudgommen" lægger en "hånd" på sin brud og ser forelsket på hende.

lørdag den 11. maj 2013

Konfirmationskage med farverige blomster


Jeg lavede denne kage til Maja Maria, da hun skulle konfirmeres i sidste weekend. Hun ville gerne have en kage med farverige blomster.

Navnet er malet med guldkanter og der er guldkugler i alle blomsterne.


Kage fakta:
Kage og fyld: Begge kager har ens indhold. De indeholder 3 lyse lagkagebundeKagerne er fyldt med lys chokolade ganache og Solbær mousse.
Forme: Kagerne er bagt i 2 runde forme á 7" / 18 cm og 11" / 28 cm.
Opsmøring: Det hele er smurt op med 5:5 ganache.
Pynt: Kager er betrukket med hvid fondant fra Kagebutikken. Blomsterne er ligeledes lavet i fondant tilsat tylose. Kanten rundt om kagerne er lavet af Royal Icing med en rund tyl.
Hvordan gør man? Hvis du har fået lyst til at dekorere kager med fondant, så få tips og vejledning ved at se min serie på 8 trin: Grundlæggende kagedekoration.

Andre konfirmationskager:
Musikinspireret konfirmationskage
FC Barcelona kage
Gymnastik konfirmationskage
Tvillinge konfirmationskager med hest og computer
Konfirmationskage med en hest
Fodbold cupcakes
Konfirmationskage med Lego
FC Barcelona fodboldkage


lørdag den 4. maj 2013

UDSOLGT! Kagedekorations-blade til salg

Jeg har i tidernes morgen købt en del kageblade. Dem vil jeg gerne sælge. Hvis du er interesseret, så send mig en mail på: himmelske.kager@yahoo.com. Det er først til mølle.

Mht overlevering af bladene, så er der følgende muligheder:

  • De kan afhentes i København. Jeg er ikke ret tit i København, så der er ikke mange dage at vælge imellem
  • De hentes på min bopæl, hvilket er i Fårevejle, Nordvestsjælland. 
  • De kan afhentes på mit arbejde i Kalundborg 
  • De kan afhentes i Københavns lufthavn ifm, at jeg skal rejse (denne mulighed er flere gange pr måned)
  • Jeg kan sende dem, men så skal der påregnes (dyr) porto oven i priserne
Når du mailer ang køb af bladene, så angiv den overleveringsmulighed du foretrækker.
_________________________________________________________________________________


SOLGT 7 "Cakes & Sugarcraft" blade fra nummer 104 (forår 2009) - nummer 110 (efterår 2010). Alle 7 blade sælges samlet for 200 kr. Nypris pr blad er ca. 50 kr.


_________________________________________________________________________________


SOLGT 7 "Cakes & Sugarcraft" blade fra nummer 111 (vinter 2010/11) - nummer 117 (sommer 2012). Alle 7 blade sælges samlet for 200 kr. Nypris pr blad er ca. 50 kr.


_________________________________________________________________________________


SOLGT 13 "Cake, Craft & Decoration", 1 blad nummer April 2007, 12 blade nummer maj 2009 - April 2010. Alle 13 blade sælges samlet for 200 kr. Nypris pr blad ca. 35 kr.


_________________________________________________________________________________


SOLGT 6 blandede blade: 1 "Cakes & Sugarcraft" blad nummer 102 (efterår 2008), 2 "Party Cakes", nummer 9 + 10, 2011, 2 "American Cake Decorating", maj 2009 + okt/nov/dec 2009, samt 1 "Cake Central Magazine", Okt/Nov 2010. Alle 6 blade sælges samlet for 100 kr. 

_________________________________________________________________________________