søndag den 24. juni 2012

Give-away vinder er fundet

Tusind tak for alle de utrolig søde kommentarer og alle de gode forslag. Det har ikke været nemt at vælge! Der var forslag om kagetasting i mit nye køkken, at jeg skulle lave en bog på kageopskrifter, en bog med How-To-Do's, holde kurser osv. Mange af forslagene ender jeg måske med at gøre alligevel - jeg var nemlig ikke klar over, at der var så mange af jer, der gerne ville have en opskriftbog eller en How-To-Do bog. Men da det tager noget tid at lave, så kan det helt sikkert ikke nås inden jeg når de 1000 læsere, så det kan nå at indgå i den fejring. Jeg er også overrasket over alle forslagene om, at jeg skulle fejre mig selv - det havde jeg ikke skænket en tanke. Jeg var ude efter, at det skulle komme jer læsere til gode :-)

Jeg endte med at vælge Laila Pedersens forslag om at lave en afstemning (konkurrence) hvor I læsere kan ønske et eller andet jeg skal lave en How To Do på. Vinderen får selvfølgelig en gave. Men mere om den konkurrence, når vi når til de 1000 læsere. Tillykke Laila. Vil du sende mig din adresse på chudtloff@yahoo.com.



Ellers er køkkenet næsten færdigt! Alt hvad der kunne gå galt er gået galt, så det er blevet lidt forsinket. Hvilket er frygtelig svært for en utålmodig sjæl som mig. Men min ovn er sat til :-) Jeg har dog ikke prøvet den endnu, da der stadig arbejdes med støv og snavs derude. Jeg har dog smugkigget i manualen og hold da op den kan mange ting! Jeg er jo vant til at have en ovn, der udelukkende havde en temperaturindstilling og intet andet! Det bliver såååå godt at prøve den. Må-bare-bage-snart!!! Bemærk, at I på billedet kan se et spejlbillede af noget af køkkenet i ovnlågen.

Ha' en skøn søndag.

søndag den 17. juni 2012

900 læsere = give-away

For noget tid siden rundede jeg de 900 læsere. Det er jo fantastisk at så mange har lyst at følge med i de søde sagers verden på trods af, at bloggen pt er lidt kedelig og ramt af køkken-renovation. Men traditionen tro, så skal de 900 læsere selvfølgelig fejres med manér med en lille konkurrence.

Gaven er sponsoreret af Cupn'Cake, en ny webbutik, der sælger masser af forskellig udstyr til kagedekoration. Se bla denne skønne Legoform. Gaven til denne Give-away består af:
  • Min absolutte favorit, en DTC blomster mould
  • 3 pakker cupcake forme fra House of Marie (fedtafvisende papir)
  • 3 stk "edible shimmer" dust fra Blossom Sugar Art i farverne Eucalyptus, Peach og Sky Blue



Gaven er perfekt til alle, der har lyst til at bage og pynte lidt cupcakes.

DTC blo,ster moulden har jeg selv og den er der mange der har efterspurgt - særligt i forbindelse med Bryllupskagen med kirsebærgrene jeg lavede sidste år. Jeg har også lavet en How-To-Do på hvordan man anvender den.

For at kunne deltage i konkurrencen skal du lægge en kommentar med hvordan du synes jeg skal fejre bloggen, når den runder 1000 læsere. Det er mig, der afgør hvem, der vinder udfra den beskrivelse I giver.

Læg kommentaren inden søndag den 24. juni kl. 10, hvor jeg finder vinderen. 

PS: Der er mange med samme navne, så skriv gerne kælenavn, efternavn, e-mail eller et andet kendetegn på :-) ellers er det umuligt at finde frem til dig, hvis du vinder.

tirsdag den 5. juni 2012

Rabarberlimonade med (eller uden) lime og gin

Jeg kan jo ingenting bage, fordi jeg ingen ovn har pt. Men jeg kan da koge lidt på min lille kogeplade. Jeg fik nogle dejlige rabarber forleden af en af mine medarbejdere og de skulle omsættes til noget godt.

Da jeg blev 40 år fik vi en skøn velkomstdrink: Rabarberlimonade med lime og gin. Og opskriften kommer her på denne dejlige drink som også har en helt vidunderlig farve. Man kan selvfølgelig undlade ginen, hvis man bare ønsker en sommer limonade. Opskriften har jeg fra Tanja, som er medejer af Rørvig Kro - en skøn restaurant, der varmt kan anbefales.

Rabarberlimonade med lime og gin
(ca. 2 liter)

500 g rensede og skiveskårede rabarber
13 dl vand
250 g sukker

Ingredienserne koges langsomt op til det kun lige ser kogepunktet - ellers mistet den vidunderlige farve. Sigt rabarberne fra og hæld på spiritusskyllede flasker.



Når rabarbersaften er helt afkølet blandes saft, citron eller lime og gin i et glas. Blandingsforholdet er helt efter smag og behag. Tilsæt en skive lime i halve. Nyd farven, smagen og sommeren.



Som sagt, så kan man også tilsætte lidt vand eller danskvand, hvis man ønsker alkoholfri udgave.