mandag den 31. december 2012

Nøddehorn


Disse nøddehorn er lavet med inspiration fra Mette Blomsterbergs Pistaciehorn - jeg har blot lavet dem med nøddeflager i stedet og så har jeg lavet dem lidt tyndere - det kan (efter min mening) blive en noget kvalm fornøjelse, hvis de bliver for store. Jeg har ligeledes doblet opskriften ift hvad jeg skulle bruge, men du kan jo halvere den igen, hvis du skal bruge færre styks.

Hornene er super gode og rigtig velegnede til nytårs-champagnen, hvis man (som jeg) ikke har noget imod, at det er lidt anderledes. I stedet for hasselnøddeflager kan man selvfølgelig bruge de finthakkede pistacienødder som Mette foreslår.

Nøddehorn
(24 stk)

150 g lyst rørsukker
3 æggehvider (2 bæger pasteuriserede eller ca. 100 g hvis du bruger almindelige æggehvider)
500 g ren rå marcipan
150 g hasselnøddeflager
Mørk chokolade til "foden" af hornet

Rør sukker og æggehvider sammen og lad det stå og trække til sukkeret er opløst i æggehviden. Ælt blandingen godt ind i marcipanen til kransekagemassen er helt ensartet.



Læg hasselnøddeflagerne i et fladt fad / plade og sprøjt 10 cm lange pølser ud (eller lav dem 30 cm lange og del dem i tre styk) på hasselnøddeflagerne. Jeg brugte en rund glat tylle på 18 mm, for ikke at få dem alt for tykke. Ønsker du et tykkere horn, brug da en større diameter - hermed får du så også færre horn. Har du ikke en rund stor tyl, så klip et hul på nogenlunde den størrelse du ønsker.



Rul pølserne i hasselnøddeflagerne eller drys dem over pølser - sidstnævnte er nok det nemmeste. Lad dem stå og trække lidt, så de ikke er så bløde (ca. 1 time) og form dem da til horn.




Bag hornene i ovnen ved 190 C i ca. 10 minutter eller indtil de er gyldne. Lad dem køle helt af inden du dypper "foden" af hornet i smeltet mørk chokolade.

Nyd hornene til et glas champagne.

Rigtig godt nytår til jer alle!

lørdag den 29. december 2012

Inspiration til nytårsdesserter og nytårskransekage

Så er året ved at rinde ud og nytårsaften står snart for døren. Jeg sidder og grubler over hvad jeg skal lave til dessert nytårsaften, så her er lidt hjælp til jer andre, der sidder og tænker over hvad I mon skal finde på.

Inspiration til desserter
Passionsfrugttærter med Blåbær-citron sorbet og Mango-lime sorbet
Nødde-makron-kage med orange-cointreaux chokolade-mousse serveret på blåbær-lime coulis
Brownies med vaniljeis, blåbær og baileyssauce
Solbæris

Inspiration til kager du kan bruge på en dessert tallerken
Blommetærte
Æbletærte med tosca-topping
Citronkage med marengs
Fragilité
Chokoladebrownie med mascapone-hindbær-topping
Små blommetærter med hvid chokolade
Citrus-kokos tærte
Pekan pie
Kokos-orange chokoladekage
Karamel-konfekt kage
Mandel-appelsin tærte
Og mange, mange flere. Find evt selv en god kage på min blog og brug den i en dessert.

Inspiration til kransekage
Kransekagekonfekt


Rigtig godt nytår!

fredag den 28. december 2012

Lidt konfekt og trøfler

Konfekt hører julen til og den er sådan set overstået for i år. På den anden side, så bruger jeg nu også konfekt til andre festlige lejligheder, til en kop kaffe, til påske og til værtindegaver. Så mon ikke I finder en anden anledning i løbet af året til at bruge opskrifterne.


Yderst til venstre med lys chokolade og chokolade-kaffe-bønne ligger mokkatrøfler. De smager meget kraftigt af kaffe, så disse er for kaffe-elskere. Jeg drikker jo ikke kaffe, men disse stærke mokkatrøfler er sjovt nok stadig helt ok for mig. Er du ikke til denne stærke variant, så tilsæt mindre neskaffe.

Mokkatrøfler
(ca. 30 stk)

270 g lys chokolade
1½ dl piskefløde
15 g god neskaffe (tilsæt evt mindre, hvis du ønsker en mindre kraftig variant)
30 g smør
200 g lys chokolade til overtræk
Chokolade kaffebønner til pynt

Hak den lyse chokolade og læg den i en skål. Kog fløden op sammen med neskaffen. Så snart det koger hældes blandingen over den hakkede chokolade. Rør det godt sammen til chokoladen er helt smeltet. Tilsæt smørret og lad det smeltet ind i blandingen ved at røre godt. Sæt trøflen på køl til det er helt koldt, evt natten over. Grav trøflen ud med ske og form små kugler, som du lige trykker med en finger, der hvor chokolade kaffebønnen skal ligge. Sæt dem på køl i mindst 1 time inden du overtrækker dem med chokolade. Temperér chokoladen og overtræk trøflerne en ad gangen. Sæt straks en chokolade kaffebønne på. Chokolade kaffebønnerne har jeg købt hos Specialkøbmanden. Opbevar trøflerne køligt.

Nr. 2 fra venstre er firkantede marcipan stykker overtrukket med mørk chokolade og dekoreret med chocolate-transfer sheet med rensdyr. Straks efter du har overtrukket et par stykker lægges et chocolate-transfer sheet med dit ønskede mønster på. Sæt chokoladerne køligt til den er størknet, hvorefter du forsigtigt kan fjerne plasten. Chocolate-transfer sheets er nemme at bruge og giver chokoladen et flot finish. Chocolate-transfer sheets fås bla hos Specialkøbmanden.

Nr. 2 fra højre er rom-fudge trøfler - eller hvad man lige vil kalde dem.

Rom-fudge trøfler
(ca. 30 stk)

200 g lys chokolade
50 g mørk chokolade
40 g smør
200 g kondenseret mælk
4 spsk rom
200 g mørk chokolade til overtræk
Sprinkles til pynt

Smelt lys og mørk chokolade over vandbad og tilsæt den kondenserede mælk og rør det godt sammen. Tilsæt smør og rom til den varme blanding og rør det godt med. Sæt trøflen på køl til det er helt koldt, evt natten over. Grav trøflen ud med ske og form små kugler. Sæt dem på køl i mindst 1 time inden du overtrækker dem med chokolade. Temperér chokoladen og overtræk trøflerne en ad gangen. Drys straks med det du har lyst til. jeg har drysset med sølv chokolade drys, som jeg har fået af søde Vibeke.

Yderst til højre uden pynt ligger Marcipankugler med abrikos og syltet ingefær. Opskriften er fra en hæfte med julebag fra Alt for damerne. Du skal ikke lade dig skræmme af ingefæren - de smager forrygende.

Marcipankugler med abrikos og syltet  ingefær
(ca. 20 stk)

7 abrikoser
3 kugler syltet ingefær
5 spsk lage fra den syltede ingefær
Saft af 1 appelsin
250 g marcipan
200 g mørk chokolade til overtræk

Skær abrikoser og ingefær i små firkanter og kom dem i en gryde sammen med lagen og appelsinsaften. Lad blandingen simre uden låg indtil væsken er sirupsagtig og lad den derefter køle af. Ælt marcipan og blandingen godt sammen og form det til kugler. Temperér chokoladen og overtræk kuglerne en ad gangen.

Mangler du inspiration til andet konfekt, så er der masser inspiration af hente her på bloggen. Se under KONFEKT, hvor der gemmer sig masser af opskrifter på trøfler, konfekt og fudge.

onsdag den 26. december 2012

Ris a la Mande - på min måde

Glædelig jul allesammen! Jeg håber, at I alle har hygget jer og haft en dejlig aften.

Jeg fik desværre slet ikke blogget så meget om juleknasen som jeg havde håbet, men det har været en meget travl periode - også på jobbet med rejser lige op til jul. Jeg beklager, at opskriften på hvordan jeg laver ris a la mande kommer et par dage for sent. Men jeg håber, at den måske vil bringe glæde for mange næste jul - for dette er selvfølgelig den bedste Ris a la Mande, der findes :-)

Der er rigtig mange udgaver af Ris a la Mande jeg ikke kan lide. Nogen smager alt for meget af flødeskum, andre bruger mandelsplitter, andre igen tilsætter mandelessens og nogen laver den alt for sød! Dvs at jeg faktisk ikke kan lide ret mange Ris a la Mande'er. Her kommer min families forslag til den helt rigtige sammensætning i smag, konsistens og ingredienser.



Ris a la Mande
(6-8 personer)

1½ dl vand
150 g grødris
1 l sødmælk
1 vaniljestang
2 spsk sukker
120 g mandler
1 spsk hvid sherry eller portvin
4 dl piskefløde

Først koger jeg risen op med vand, så risen mættes. Kog til der ikke er mere vand. Tilsæt mælken og varm det langsomt op under omrøring. Lad grøden simre til den har grød konsistens. Dette tager ca. 45-60 min. Konsistensen på grøden må ikke være for tynd. Når grøden er færdig sættes den på køl til den er helt afkølet. Læg film henover overfladen på grøden - så danner den ikke skind.


Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland det med sukkeret, så kornene fordeles.

Smut og hak mandlerne groft. Jeg har lært af min mor og søster, at man skal give mandlen et hak på den lange led og to på den korte :-) Så får man perfekt groft hakkede mandler i den - efter min mening - helt rette størrelse. Husk at gemme et par hele mandler.

Når risengrøden er helt kold røres den godt igennem og derefter tilsættes lidt hvid sherry eller hvid portvin. Det lyder måske forkert, men det tager lige toppen af den "fede fornemmelse". Grøden skal ikke som sådan smage af vinen. Prøv det. Tilsæt vanilje-sukker blandingen og de hakkede mandler og rør det hele godt sammen. Pisk fløden stiv og vend flødeskummet i til sidst. Pas på at den ikke bliver for lind, men sørg for at den er godt pisket. Smag evt til med lidt sukker eller hvid sherry / portvin til sidst.

Servér Ris a la Manden med kirsebær sauce til - hvis man er til det. Jeg foretrækker den uden.

En kæmpe portion Ris a la Mande til årets juleaften :-)

Dette er uden tvivl den bedste Ris a la Mande man kan sætte tænderne i. Håber, at nogen bliver overbevist nok til at prøve - næste gang / år :-)

Tip:
Du kan med fordel koge risengrøden dagen før, så den står og bliver kold henover natten. Skold, smut og hak også mandlerne dagen før - dette kan snildt gøres foran fjernsynet sammen med børnene mens man ser jule-film :-) Saml Ris a la Manden om morgenen, så den når at sætte sig og tage smag inden juleaften.

Jeg laver altid nok Ris a la Mande, så jeg kan spise af den hele 1. juledag. 1. juledag er for os en rigtig hyggedag, hvor vi ikke tager nogen steder hen. Vi nusser rundt hele dagen og ser på julegaverne og spiser Ris a la Mande. Den smager sjovt nok meget bedre dagen efter. Men efter sådan en omgang Ris a la Mande i flere dage, så skal jeg så heller ikke have noget før om 1 år!

lørdag den 22. december 2012

Sådan laver du verdens bedste vaniljekranse


Mit indlæg om vaniljekranse er meget populært. Der er rigtig mange, der hvert år er inde og søge opskriften frem. I år vil jeg vise hvordan jeg laver dem, så I kan følge min proces.


Vaniljekranse
(ca. 90 stk)

1 vaniljestang
125 g sukker
75 g smuttede, finthakkede mandler
250 g mel
½ tsk hjortetaksalt
200 g smør
ca. ½ æg

Klip enderne af vaniljestangen og kassér dem. Til vaniljekranse bruger jeg gerne de store dyre fede polynesiske vaniljestænger. Her kan de godt betale sig at kræse lidt. Har du ikke sådan en, så brug to almindelige.


Klip vaniljestangen i mindre stykker og blend dem. Det lyder måske mærkeligt, men der sidder meget god vaniljesmag i selve stangen.


Efter du har blendet får du dette brune velduftende sukker.


Skold og smut mandlerne og blend også dem fint. De må ikke blive for store, for så bliver det svært at få igennem stjernen, når du skal sprøjte kranse ud. Jeg blender dem dog heller ikke helt fint til mel, men tæt så der stadig er lidt bid i dem.


Bland mel med hjortetaksalt, vaniljesukkeret, mandlerne og koldt smør i små terninger.


Rør dejen sammen med ½ æg.


Saml dejen hurtigt med hænderne og lad den hvile ½-1 time på køl.


Når dejen er kølet skal dejen sprøjtes til kranse. Denne dej egner sig ikke til en sprøjtepose - dejen er for fast til det. Men det er med vilje. Jeg synes, at de bliver meget flottere når man sprøjter dem ud med en kage-sprøjte. Det kræver lidt mere muskler og lidt mere tålmodighed, men til gengæld holder de faconen flot.


Fyld kagesprøjten med dej og lav lange "pølser" som du former til kranse med et hul på en diameterpå ca. 1½ cm - det giver kager med et hul på ca. 1 cm.


Her er en hel plade med udsprøjtede ubagte vaniljekranse.


Bag kransene i ca. 8 minutter ved 200 C til de er gyldne.



Skønne velduftende og sprøde vaniljekranse. Det hører julen til!

søndag den 16. december 2012

Julebiscottier med marcipan og appelsin


Jeg er ret vild med biscottier og kan godt lide den lille hårde italienske kage. Men jeg må sige, at jeg blev fristet, da jeg så Isabellas julebiscottier med marcipan, mandler og appelsin. Mmmmhh. Dem måtte jeg simpel hen prøve.

Jeg lavede lidt om i opskriften, da jeg ikke havde nok syltet appelsinskal. Så jeg tilsatte både syltet appelsinskal, men også noget almindelig revet appelsinskal. Og vaniliesukkeret udskiftede jeg med vaniljekorn. Ja, og så lidt mere marcipan.

De blev fantastiske! Super gode, seje og med en skøn smag. De er ikke lige så hårde som almindelige biscottier, men det gør mig nu ikke noget. De er ihvert fald et hit herhjemme - selv børnene er vilde med dem - selvom der både er rom og syltet appelsinskal i. Prøv dem endelig - hos mig er de blev en en julefavorit. Jeg skriver opskriften som jeg lavede dem - hvis du ønsker at se Isabellas udgave, så er de HER.

Julebiscottier med marcipan og appelsin

130 g marcipan
300 g mel
275 g sukker
Korn fra 1 vaniljestang
125 g smør
2 æg
 3 spsk brun rom
125 g mandler
100 syltet appelsinskal
Skal af 1 økologisk appelsin

Rør marcipan, mel, sukker og vaniljekorn sammen i en skål. Pisk smørret blødt i en anden skål og tilsæt æggene et ad gangen. Tilsæt derefter rommen.


Tilsæt de tørre ingredienser og rør det godt sammen. Rør syltet appelsinskal, almindelig revet appelsinskal og grofthakkede mandler i. Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Den er ret klistret, men faktisk meget nem at samle med lidt mel. Del dejen i to og form to "pølser". Læg dem med god afstand på bagepladen, da de hæver og flyder ud.


Bag dem midt i ovnen ved 175 C i ca. 25 min til de er let gyldne.


Lad brødene køle helt af - evt til næste dag. Skær dem i 1 cm tykke skiver og læg dem på snitfladen på bagepladen.


Bag dem igen ved 160 C i ca. 10 min til de er let gyldne. Lad dem køle af på en bagerist.


Uha, de var gode!!

Tip:
Man kan fryse brødet efter det er bagt første gang. Det er nemt at tø op og skære i skiver og give dem de 10 min efterbagning. På den måde har man en nem portion nybagte kager ved hånden! Det er da smart og nemt.


God 3. søndag i advent.

søndag den 9. december 2012

Fudge, som bare er alt, alt for farlig at have liggende i køleskabet...

Sidste år lavede jeg en vildt god Fudge med appelsin. Den smagte bare så godt. I år har jeg lavet en fudge med nødder, mandler og marshmallows. Begge er bare alt, alt for farlige at have liggende i køleskabet! De smager skønt.



Fudge med mandler, nødder og marshmallows
ca. 70 stk

150 g blandede mandler, hasselnødder og valnødder
1 spsk smør
1 nip salt
200 g mørk chokolade
300 g lys chokolade
1 dåse kondenseret mælk
75 g marshmallows

Hak nødder og mandler groft og læg dem på en bageplade med bagepapir. Rist dem let i ovnen ved 175 C i ca. 8-10 min. Hæld de varme nødder i en skål og tilsæt smør og salt. Lad smørret smelte af de varme nødder. Smelt chokoladen ved svag varme og tilsæt den kondenserede mælk. Rør det godt sammen. Bland nødderne i. Skær marshmallows i mindre bidder. Lad blandingen køle noget af inden marshmallows blandes i.




Smør en form på 23x23 cm med smør og beklæd den med tilskåret bagepapir på alle siderne. Du kan sagtens bruge en anden størrelse form - højden på fudgen vil da selvfølgelig blive anderledes. Hæld blandingen i formen og sæt den i køleskab til den er stivnet. Skær fudgen i firkanter inden servering.




Opbevar fudgen i køleskab i en beholder med låg. De er holdbare mindst 1 uge.


Læg fudgen i en sød æske og giv den væk i værtindegave. Men husk at opbevare den på køl indtil du giver den væk.



Tip:
Prøv også Fudge med appelsin
Prøv at erstatte nogle af mandlerne med pistacienødder, da det vil se flot ud med den grønne farve.

fredag den 7. december 2012

Klejner

Hjemmelavede klejner smager nu engang bedst - og de er ikke svære at lave. Det tager lidt tid, men prøv det alligevel.

Jeg brugte Claus Meyers opskrift, men har opjusteret mængden af citronskal.

Klejner
35 stk

500 g mel
125 g sukker
125 g smør
1 tsk stødt kardemomme
1/4 tsk hjortetaksalt
2 spsk letmælk
3 æg
Fintrevet skal af 1 økologisk citron
2 pakker palmin til kogning

Bland mel, sukker, kardemomme og hjortetaksalt sammen. Smuldr det kolde smør i. Tilsæt mælk, æg og fintrevet citron og ælt dejen godt igennem. Lad dejen hvile tildækket et par timer i køleskab.


Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord og skær den i rudeformede kager på ca. 3 x 6 cm og skær derefter en ridse i hver rude på ca. 2 cm.
 
 
 
Vrid klejnerne ved at åbne ridsen og trække den ene spids igennem hullet.



Varm palminen op og test om den er varm nok ved at stikke træ-enden af en tændstik ned i olien. Syder det rundt om den er olien klar. Læg få klejner i gryden ad gangen, så de ikke klistre sammen. Kog dem til de er let gyldne. Pas på de ikke får for meget, for så bliver de tørre. Husk at vende dem undervejs.



Tag klejnerne op med en hulske og læg dem til afdrypning på fedtsugende papir, f.eks flere lag køkkerulle.

Klejnerne skal helst spises ret hurtigt ellers bliver de hurtigt kedelige.


Her er klejnerne lagt i søde juleglas - klar til at blive givet væk som værtindegave.

mandag den 3. december 2012

Kæmpe pebernødder


Jeg har egentlig aldrig været specielt vild med pebernødder - eller rettere sagt - de har aldrig sagt mig noget særligt. Men jeg må indrømme, at jeg blev fristet, da jeg i Femina så Camilla Lawes opskrift på kæmpe-pebernødder med citron og mandler. De så super lækre ud.

De var nemme at lave og de smagte fantastisk. De er allerede spist, så jeg må vist bage en portion mere. Opskriften er tyvstjålet fra Femina...

Kæmpe-pebernødder med citron og mandler
(ca. 35 stk)

250 g mel
1 tsk hjortetaksalt
1 tsk kardemomme
½ tsk ingefær
½ tsk kanel
1 tsk friskkværnet peber
Fintrevet skal af ½ økologisk citron
125 g sukker
75 g koldt smør
50 g mandler
2 æg

Bland mel og alle krydderierne sammen i en stor skål. Vend citronskal og sukker i. Skær smørret i små stykker, og ælt det hele sammen til en dej. Blend mandlerne godt. Rør dem i dejen og saml dejen med de sammenpiskede æg. Stil den i køleskabet i mindst en time.

Del dejen i 4 stykker og tril dem til 3 cm tykke pølser. Skær hver pølse i 2 cm stykker og tril dem til kugler.



Sæt dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem midt i en 200 C varm ovn i ca. 10-12 minutter til de er gyldne.



lørdag den 1. december 2012

Søde sukkerkringler


Så er det december og ja, jeg er en af dem, der elsker jul, mørke og hygge. Min side her bugner med jule-opskrifter og dem kommer der mange flere af i den næste måneds tid.

Disse sukkerkringler er måske ikke specielt julede, men søde alligevel. Senere i dag starter de første julebagerier, som I nok skal blive indviet i hurtigst muligt.

Sukkerkringlerne er søde, men måske ikke så søde som man skulle tro. Giv dem til børnene og lav en konkurrence om hvem, der kan spise en kringle uden at slikke sig om munden :-)



Sukkerkringler
18 stk

25 g gær
100 g smør
2 dl mælk
50 g sukker
1 nip salt
1 nip hjortetaksalt
425 g mel

Pynt:
50 g smør
100 g sukker


Smelt smørret og tilsæt mælken og varm blandingen op til den er fingervarm. Rør gæret ud i blandingen. Tilsæt sukker, salt og hjortetaksalt. Tilsæt melet og ælt dejen godt. Lad dejen hæve i 40 minutter under et rent klæde.

Ælt dejen sammen og del den i 18 lige store stykker og rul dem ud i tynde lange baner på ca. 45 cm. Form dem til kringler og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad den efterhæve i 30 minutter under et rent klæde.



Pensl kringlerne med sammenpisket æg og bag dem midt i en 230 C (varmluft) ovn i 5-6 minutter til de er gyldne.

Mens de stadig er varme pensles de med smeltet smør og vendes ned i en skål med sukker.





Søde sukkerkringler på rad og række...