fredag den 28. december 2012

Lidt konfekt og trøfler

Konfekt hører julen til og den er sådan set overstået for i år. På den anden side, så bruger jeg nu også konfekt til andre festlige lejligheder, til en kop kaffe, til påske og til værtindegaver. Så mon ikke I finder en anden anledning i løbet af året til at bruge opskrifterne.


Yderst til venstre med lys chokolade og chokolade-kaffe-bønne ligger mokkatrøfler. De smager meget kraftigt af kaffe, så disse er for kaffe-elskere. Jeg drikker jo ikke kaffe, men disse stærke mokkatrøfler er sjovt nok stadig helt ok for mig. Er du ikke til denne stærke variant, så tilsæt mindre neskaffe.

Mokkatrøfler
(ca. 30 stk)

270 g lys chokolade
1½ dl piskefløde
15 g god neskaffe (tilsæt evt mindre, hvis du ønsker en mindre kraftig variant)
30 g smør
200 g lys chokolade til overtræk
Chokolade kaffebønner til pynt

Hak den lyse chokolade og læg den i en skål. Kog fløden op sammen med neskaffen. Så snart det koger hældes blandingen over den hakkede chokolade. Rør det godt sammen til chokoladen er helt smeltet. Tilsæt smørret og lad det smeltet ind i blandingen ved at røre godt. Sæt trøflen på køl til det er helt koldt, evt natten over. Grav trøflen ud med ske og form små kugler, som du lige trykker med en finger, der hvor chokolade kaffebønnen skal ligge. Sæt dem på køl i mindst 1 time inden du overtrækker dem med chokolade. Temperér chokoladen og overtræk trøflerne en ad gangen. Sæt straks en chokolade kaffebønne på. Chokolade kaffebønnerne har jeg købt hos Specialkøbmanden. Opbevar trøflerne køligt.

Nr. 2 fra venstre er firkantede marcipan stykker overtrukket med mørk chokolade og dekoreret med chocolate-transfer sheet med rensdyr. Straks efter du har overtrukket et par stykker lægges et chocolate-transfer sheet med dit ønskede mønster på. Sæt chokoladerne køligt til den er størknet, hvorefter du forsigtigt kan fjerne plasten. Chocolate-transfer sheets er nemme at bruge og giver chokoladen et flot finish. Chocolate-transfer sheets fås bla hos Specialkøbmanden.

Nr. 2 fra højre er rom-fudge trøfler - eller hvad man lige vil kalde dem.

Rom-fudge trøfler
(ca. 30 stk)

200 g lys chokolade
50 g mørk chokolade
40 g smør
200 g kondenseret mælk
4 spsk rom
200 g mørk chokolade til overtræk
Sprinkles til pynt

Smelt lys og mørk chokolade over vandbad og tilsæt den kondenserede mælk og rør det godt sammen. Tilsæt smør og rom til den varme blanding og rør det godt med. Sæt trøflen på køl til det er helt koldt, evt natten over. Grav trøflen ud med ske og form små kugler. Sæt dem på køl i mindst 1 time inden du overtrækker dem med chokolade. Temperér chokoladen og overtræk trøflerne en ad gangen. Drys straks med det du har lyst til. jeg har drysset med sølv chokolade drys, som jeg har fået af søde Vibeke.

Yderst til højre uden pynt ligger Marcipankugler med abrikos og syltet ingefær. Opskriften er fra en hæfte med julebag fra Alt for damerne. Du skal ikke lade dig skræmme af ingefæren - de smager forrygende.

Marcipankugler med abrikos og syltet  ingefær
(ca. 20 stk)

7 abrikoser
3 kugler syltet ingefær
5 spsk lage fra den syltede ingefær
Saft af 1 appelsin
250 g marcipan
200 g mørk chokolade til overtræk

Skær abrikoser og ingefær i små firkanter og kom dem i en gryde sammen med lagen og appelsinsaften. Lad blandingen simre uden låg indtil væsken er sirupsagtig og lad den derefter køle af. Ælt marcipan og blandingen godt sammen og form det til kugler. Temperér chokoladen og overtræk kuglerne en ad gangen.

Mangler du inspiration til andet konfekt, så er der masser inspiration af hente her på bloggen. Se under KONFEKT, hvor der gemmer sig masser af opskrifter på trøfler, konfekt og fudge.

4 kommentarer:

  1. Uhm - jeg synes det er helt i orden, at du bringer den nu, for selvom konfekten hører julen til, så hører den, som du selv siger, sig også påsken og værtindegaverne til :)

    Mokkatrøfler??? Det er da vist lige noget for mig ;) Og glædelig baghjul Camilla :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Kristine. Godt at konfekt kan spises hele året :-)

      Slet
  2. Hvor ser det bare godt ud!

    www.johanneblog.dk

    SvarSlet