Viser opslag med etiketten Roulade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Roulade. Vis alle opslag

mandag den 28. december 2015

Jule-roulade



Kan I lide at se "Den store bagedyst"? Jeg er selv blevet spurgt flere gange om jeg vil deltage i programmet, men jeg er ikke begejstret for tanken om at stå på landsdækkende tv og fremstille mig selv og min familie. Og ikke mindst bage kager under sådan et tidspres - det ville være utrolig utilfredsstillende. 

Men jeg synes, at det er utrolig hyggeligt at følge med i og jeg glæder mig allerede til næste sæson. 

Denne jule-roulade er netop inspireret af Micki fra sidste sæson af "Den store bagedyst". Den smagte utrolig godt og julet og vakte stor begejstring blandt mine jule-gæster 2. juledag. 

Jule-roulade
Ca. 16 skiver

Roulade-dej
Korn af 1 stang vanilje
3 store æg
130 g sukker
40 g mel
2 spsk kakao
60 g kartoffelmel
1 tsk kanel
½ tsk stødt nellike
1 tsk  bagepulver
Skal af 1 økologisk appelsin
Saft af 1 appelsin (bruges til pensling af den bagte bund)

Appelsincreme
2 blade husblas
100 g flødeost
25 g flormelis
Skal af 1 økologisk appelsin
1 tsk citronsaft
1 spsk appelsinsaft
2½ dl piskefløde

Pynt
Andet pynt kan anvendes
Overtræksmarcipan (200 g marcipan, 20 g glukosesirup, 100 g flormelis)
30 g mørk chokolade
Hakkede usaltede pistacienødder
Pulver af frysetørret solbær
Spiseligt guld-flitter

Roulade-dej
Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med sukkeret. Pisk æg og sukkeret med vaniljen til det er lyst og skummende. Bland resten af ingredienserne sammen og vend det forsigtigt i. 

Fordel dejen på en bageplade med bagepapir og bag den i ovnen ved 225 C i ca. 6-8 min. Pas på ikke at give bunden for lang tid, for da vil den sprække / knække når man ruller den. Vend straks bunden ud på et stykke bagepapir drysset med lidt sukker og læg et stykke viskestykke over, der har været gjort vådt og er hårdt vredet op. Efter 10 min kan man forsigtigt trække bagepapiret af. Pensl bunden med appelsinsaft.

Appelsincreme
Udblød husblas i rigeligt koldt vand. Pisk imens flødeosten med flormelis, appelsinskal og citronsaft. Pisk dernæst fløden stiv. 

Smelt husblas i appesinsaft og bland det hurtigt i flødeostecremen. Vend derefter den piskede fløde i cremen. 

Rulning og pyntning af rouladen
Når rouladebunden er helt afkølet fordeles appelsincremen på bunden og denne rulles stramt sammen. Lad den ende ovenpå samlingen. Rul bagepapiret om rouladen og sæt den på køl i mindst ½ time til den har sat sig. 

Rul overtræksmarcipanen tyndt ud. Brug evt. ovennævnte opskrift på overtræksmarcipan. Eller lav en blanding af 70% almindelig marcipan + 30% hvid fondant. Dette kan også købes via den tyske hjemmeside PatiVersand - en hjemmeside, der er fyldt med gode sager til gode priser. Det er den jeg har brugt til min roulade. Den har en flot hvid farve, men smager skønt af marcipan. 

Pensl evt. rouladen med en anelse vand, så marcipanen fæstner. Læg marcipanen på rouladen og rul den ind under, så samlingen ligger nederst. 

Smelt mørk chokolade og kom det i en sprøjtepose, hvor du klipper et mikroskopisk hul. Sprøjt striber henover rouladen. Som nævnt flere gange før, så bruger jeg altid chokolade fra Callebaut - den fås som små "knapper", der smelter hurtigt og som fås i mange kvaliteter. Callebaut chokolade kan købes i flere forskellige netbutikker. 

Drys med finthakkede pistacienødder, solbærpulver og guld-flitter. Solbær-pulver og guld-flitter har jeg ligeledes købt via PatiVersand. 

Du kan pynte rouladen som du ønsker, feks med frysetørret hindbær, hakkede nødder, fondant kristtjørn eller hvad du lyster. 





lørdag den 22. februar 2014

Mokka-rom roulade med macademianødder



Fordi jeg har sat kage-udstyr til salg er der mange der spørger om bloggen stopper. Nej, bloggen stopper IKKE. Jeg stopper heldigvis ikke med at bage himmelske kager og søde sager. Det er kun dekorationsdelen, der skrues ned for. Derfor fortsætter bloggen til glæde for alle med en sød tand.

Og jeg skynder mig at blogge lidt søde sager inden næste indlæg om ting til salg. Da min svigerfar havde fødselsdag i sommers efterspurgte vi som sædvanlig fødselsdagsønsker. Og tænk, det eneste han ønskede sig var kager fra sin svigerdatter! Det var da sødt. Jeg lavede derfor blandt andet denne Mokka-Rom Roulade og det var efter min mening virkelig en lækker kombination og den smagte fantastisk.

Med et drys flormelis synes jeg faktisk at den går rigtig fint som julekage også. Macademia nødderne er fra Nøddebazaren, men har du ikke lige dem ved hånden kan du bruge noget andet, f.eks. valnødder.


Mokka-rom roulade med macademia nødder

Dej:
4 æggehvider
250 g sukker
1 tsk maizena
2 tsk nescafé granulat

Fyld:
225 g mørk chokolade
2 spsk mørk rom
1½ spsk nesceafé granulat
2 æggeblommer
2 spsk sukker
1½ dl piskefløde
2 æggehvider

Æggehviderne piskes stive og sukkeret tilsættes lidt ad gangen til maregnsen er blank. Tilsæt til sidst maizena og kaffen og pisk det med.

Bred maregnsen ud på en bageplade med bagepapir og bag den i ca. 20 min ved 170 C. Lad bunden afkøle helt.

Lav fyldet imens. Smelt chokoladen og lad den afkøle lidt. Pisk æggeblommerne godt med sukker. Tilsæt rom og kaffen og pisk det med. Vend derefter den smeltede chokolade i. Pisk fløden stiv og vend den i. Vend til sidst de piskede æggehvider i.

Fordel cremen på den afkølede bund. Fold nu bunden fra den korte side til en roulade. Tryk den godt undervejs og sæt den på sammenfoldningen. Sæt rouladen på køl.


Pynt rouladen med smeltet mørk chokolade og hakkede macademia nødder. Mums!

søndag den 21. april 2013

Chokolade roulade med passionsfrugt creme


Jeg faldt for en dåse med passionsfrugtpulver for noget tid siden og derfor måtte jeg finde på noget at bruge det til. Det blev til en passionsfrugtcreme som jeg har lagt i en chokolade roulade. Det blev en vældig lækker creme og en dejlig kombination. Både børn og voksne var vilde med den.

Søger du inspiration til andre roulade-opskrifter, så se her:
Citronroulade
Kokosroulade med lemon-curd-creme og hindbær


Chokolade roulade med passionsfrugt creme
8-10 personer

Dej
4 æg (stuetemperatur)
150 g sukker
1 tsk vaniljesukker
50 g kakao
2 spsk kartoffelmel
60 g smør (smeltet)

Passionsfrugt creme
250 g mascapone
4 tsk passionsfrugtpulver
200 g flormelis

Pisk æg, sukker og vanilje til det blive tykt, lyst og luftigt. Sigt kartoffelmel og kakao og fold det ned i æggene. Smelt smørret og afkøl det noget og fold også dette med i æggeblandingen.

Hæld dejen ud på en bageplade med bagepapir. sørg for at køre dejen helt ud i alle kanter på bagepapiret. Bages ved 180 C i 15-10 min til chokoladeroulade kagen føles fast i midten. Lad den afkøle lidt inden den vippes ud på et andet rent stykke bagepapir, evt strøget med lidt sukker. Fjern bagepapiret fra chokoladebunden og lad den afkøle helt.

Pisk mascaponen til cremen til den er cremet. Tilsæt flormelis og passionsfrugtpulver og pisk godt.

Når chokoladebunden er kold smør da cremen jævnt ud over. Skær evt kanterne af chokoladebunden inden du ruller den.


Læg rouladen på køl med "samlingen" nedad.

Pynt rouladen med sigtet flormelis og lidt revet mørk chokolade.



God søndag!

mandag den 15. oktober 2012

Kokosroulade med lemoncurd-creme og hindbær

Jeg havde fødselsdag i går - hip hip :-) Jeg brugte dagen på at knokle rundt og lave kage og mad. Det skal jeg måske revurdere til næste år...?

Jeg lavede 3 forskellige slags kager. Alle opskrifterne ligger i kø sammen med de øvrige opskrifter jeg mangler at blogge om. Men en af opskrifterne får du her. Det er opskriften på kokosroulade med en lækker lemoncurd-creme (mums) og hindbær. Det var en dejlig frisk kombination. Der er stadig gode efterårshindbær på buske og i supermarkederne, så det er om at benytte sig af dem inden de bukker under for frost.

Se gode tips i bunden efter opskriften.



Kokosroulade med lemondcurd-creme og hindbær
ca. 16 stykker

Dej:
3 æg (stuetemperatur)
200 g sukker
60 g kartoffelmel
125 g kokos
1 tsk bagepulver

Creme og fyld:
1 dl piskefløde
100 g mascapone
2 dl lemoncurd (1 portion af nedenstående)

Lemoncurd:
Se opskrift HER

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Bland kartoffelmel, kokos og bagepulver og vend det i æggemassen.


Hæld dejen ud på en bageplade med pagepapir og fordel dejen helt ud i kanterne.

Bag rouladebunden ved 230 C i 5 minutter. Den må ikke blive for mørk, da den så vil knække i kanterne, når du skal rulle den.


Vend rouladebunden ud på et stykke bagepapir, der er strøget med sukker. Læg et stykke vådt opvredet (rent) viskestykke henover i et par minutter. På denne måde vil bagepapiret nemt komme af. Lad bunden køle helt af.

Forbered i mens lemoncurd-cremen. Lav selv lemoncurden eller køb den i supermarkedet. Jeg bor et sted, hvor mine lokale supermarkeder ikke ligger inde med den slags specialiteter, så jeg laver det selv. Det tager 5 minutter. Pisk fløden let og pisk derefter mascaponen i. Pisk til en ensartet masse. Tilsæt den kolde lemoncurd og pisk denne med.


Denne lemoncurd-creme smager virkelig godt!

Fordel cremen på rouladebunden og læg derover hindbærrene. Rouladen bliver flottest hvis du bruger friske hindbær. Mine hindbær var frosne hindbær fra haven, men bruger du frosne hindbær fra supermarkedet, så husk at give dem et kort opkog. Jeg maste mine hindbær og fordelte dem på cremen.


Rul rouladen på på den lange led og læg den med samlingen nedad. Lad den hvile mindst et par timer i køleskab - gerne til næste dag.


Server rouladen med friske hindbær og citronmelisse.

TIP: Der er kun lige creme nok til at fordele på bunden. Umiddelbart tænkte jeg, at det var lige lidt nok. Men det var faktisk helt fint og rouladen var ikke tør. Men vil du gerne have lidt mere creme, så brug 1½ gange opskriften (eller lav 2 gange opskriften og spis resten af cremen med ske!)

TIP: Rouladen er lavet med en kokosbund, men den kan nok sagtens laves med en almindelig rouladebund. Se denne opskrift på Citronroulade, for en opskrift på en almindelig rouladebund.

TIP: Jeg var ret vild med lemoncurd-cremen! Brug den som topping eller creme i andre kager.

Jeg har fri idag og nyder en langsom dag, hvor alle børnene har lyst til at slappe af. Den yngste sidder her ved siden af med iPad'en og ser "Gangnam style" på YouTube igen og igen og igen og igen.......

lørdag den 17. oktober 2009

Citron roulade - en himmelsk mundfuld




Min mor er fantastisk dygtig til at lave mad. Hun går virkelig meget op i det. Da jeg var barn fik vi aldrig nogensinde frikadeller, hakkebøffer eller boller i karry som alle andre gjorde. Min mor eksperimenterede med alt muligt forskelligt, også til hverdag. Når hun fik gæster fik den hele armen og hun planlagde menuen i ugevis. Engang var vi tvangsindlagt til at spise de der små yoghurter i bægre, fordi hun skulle bruge dem til en dessert. Hun kreerede den ene lækre ret efter den anden. Og nogle gange stod hun op midt om natten, når der lige var noget skal skulle røres i. Når vi i dag kommer på besøg står den altid på skøn og lækker mad. Det er simpel hen umuligt at komme til en frikadelle eller en flad spegepølse mad. Jeg elsker hendes passion for mad. Det har jo i den grad også smittet af på mig - æblet falder jo sjældent langt fra stammen. Jeg elsker at lave mad.

Men denne blog handler kun om kager - himmelske kager. Og mange af mine opskrifter har jeg fra min mors gemmer. Også denne opskrift på citron roulade. Mange tror, at det er svært at lave roulade, men det er det altså ikke. Denne roulade er skøn og frisk og hver en bid er en himmerigs mundfuld. Den kan med fordel laves dagen før den skal bruges og den er også fryseegnet.

God fornøjelse!

Citron roulade
3 hele æg
1½ dl sukker
2 dl hvedemel
1 tsk bagepulver

Citroncreme
2 pasteuriserede æggeblommer
60 g sukker
Reven skal og saft af ½ økologisk citron
2 blade husblas
2 dl piskefløde

Æg og sukker piskes lyst og skummende. Mel og bagepulver blandes sammen, sigtes og blandes i æggeblandingen.

Dejen smøres jævnt ud på en bageplade med bagepapir. Bages ved 225 grader i ca. 8 min til kagen er lysebrun. Det er vigtigt, at den ikke bliver for mørk, for så vil den knække når man ruller rouladen. Straks efter kagen er færdigbagt vendes kagen ud på et sukkerstrøet bagepapir og et vådt op vredet viskestykke lægges over. Efter 10 min kan man trække bagepapiret af. Rouladen skal være helt kold inden den rulles sammen med citron cremen.

Citron creme
Æg og sukker piskes lyst og skummende og tilsættes citron skal. Husblas udvandes og smeltes i citron saften. Når den er afkølet røres den hurtigt i æggemassen. Til sidst foldes den stiftpiskede fløde i.

Cremen smøres over hele rouladen, som herefter rulles sammen så åbningen er nederst. Bagepapiret pakkes med om og rouladen lægges i køleskabet i et par timer eller til næste dag. Rouladen serveres drysset med flormelis.