mandag den 19. december 2011

Håkonskager anno 2011


Jeg har blogget om Håkonskager før, men jeg ser, at indlægget om Håkonskager sammen med indlægget om Vaniljekranse er de mest læste blogindslag i denne måned på min blog. Så her er opskriften igen sammen med lidt flere billeder af årets Håkonskage produktion. Til inspiration for alle dem, der ikke har fået øjnene op for dem endnu - og til gensyn for dem, der allerede har bagt dem mange gange :-)

Håkonskager
(mange)

200 g blødt smør
90 g flormelis
75 g ren rå marcipan
Kornene af 1 vaniljestang
Ca. 250 g mel

Pynt:
1 sammenpisket æg
Rørsukker




Rør smørret cremet med flormelis, marcipan og vaniljekorn.


Tilsæt melet og ælt hurtigt en sammenhængende dej sammen og lad den hvile koldt i ½-1 time.

Derefter formes dejen til to lange pølser på ca. 2½ cm i diameter. Rullerne svøbes i film og opbevares i køleskab til næste dag.

Næste dag pensles rullerne med sammenpisket æg og rulles i rørsukker.
Læg lige mærke til det stærkt gule sammenpiskede æg. Det er æg fra egen avl - eller fra mine høns.... De leverer dagligt de mest fantastiske store æg med skriggule blommer. Det er altså bare en af de bedste ting ved at bo på landet.

Rullerne skæres i 4-5 mm tynde skiver og lægges på en bageplade med bagepapir. Det er vigtigt at de skæres i nogenlunde lige tykke skiver, for ellers bages de forskelligt og det ser ikke godt ud.


Kagerne bages til de er gyldne i kanten ved 175 grader i 10-12 minutter (afhængig af tykkelsen af kagerne). Pas på, at de ikke bliver for mørke.
Er de ikke bare smukke med den gyldne kant og en sprød kant af sukker? Mmmhhh....

Lad kagerne køle af på en bagerist og opbevar dem i en tætsluttende kagedåse.

Håber, at også I forelsker jer i kagerne. God aften til jer alle.

9 kommentarer:

  1. Det tror jeg,at jeg gør, for de ser godt nok lækre ud.

    Må vist hellere få købt noget mere marcipan så jeg kan prøve dem.

    Kh. Lis

    SvarSlet
  2. Umm hvor ser de lækre ud, dem tror jeg da at jeg vil prøve!

    SvarSlet
  3. Jeg når slet ikke at få billeder af mine :) så gode er de..

    ..de kan sagtens spises selv om de bliver alt for mørke *som om jeg kender til det* ups..

    SvarSlet
  4. @Lis: Tak Lis. Ja, dem tror jeg også du ville kunne lide, så ned efter lidt mere marcipan :-)

    @Pernille: De er både nemme og gode, så der er god grund til at prøve dem af :-)

    @Lene's kage-design: Ha ha ha, ja, det kan da være problematisk. Jeg bloggede engang en opskrift om daimcookies og en af mine veninder mor skrev til mig på facebook, at hun ville klage over opskriften, for der var altid for lidt :-) Ja, de kan sagtesns spises hvis de er for mørke (kender slet heller ikke noget til det *fløjt* - de er blot lidt mindre pæne :-)

    SvarSlet
  5. Mmmmm har lavet dem. De er vidunderlige! :)
    God jul,
    Maiken

    SvarSlet
  6. Først.. tak for en fed og inspirerende side. mig der aldrig bager, får så tit lyst til det når jeg "besøger dig". Lige nu ligger der 5 ruller Håkonskager på køl, klar til ovnen i morgen :)
    Rigtig god jul
    Rikke :)

    SvarSlet
  7. @Maiken: Dejligt at høre Maiken. Rigtig god jul til dig også.

    @Rikke: Tak for din søde kommentar. Det er skønt at vide, at jeg kan inspirere selv folk, der normalt ikke bager :-) Jeg håber, at du vil kunne lide kagerne når du får dem bagt i morgen. Rigtig god jul til dig også.

    SvarSlet
  8. Åh der er de lækre kager jo! De blev en succes, og smagte super godt - selv om jeg jo nok må indrømme, at dine ser noget mere professionelle ud ;) Tak for dejlig inspiration!

    SvarSlet
  9. @C'est La Vie By G: Dejligt at høre, Gitte! Velbekommen :-)

    SvarSlet