mandag den 19. december 2011
Chokolader fyldt med jordnøddekaramel
Egentlig er jeg ikke ret vild med jordnøddesmør, men jeg kan godt lide Satay sauce. Og så jeg kan jeg godt lide at udfordre mig selv på ingredienser, som jeg ikke umiddelbart synes er gode alene, fordi de ofte blomstre i samspil med noget andet. Feks kan jeg heller ikke lide hvid chokolade, men med sprut eller andet i, så er det pludselig en himmerigsmundfuld.
Således indrettet i hovedet faldt jeg over en jordnøddekaramel, som vist nok er fra Louisa Lorang. Og det måtte jeg prøve af. Jeg lagde den i en chokolade form og det smager forrygende. Der er en ret fin balance mellem den lidt fede jordnøddesmag, den søde karamel, den let bitre chokolade og saltet. Jeg kan godt lide, at den er relativ salt.
Chokoladerne skulle selvfølgelig laves med Bolivia 68% som jeg fik fra Chokolade Eventen på Midtown Grill, men der var simpel hen ikke nok, så jeg måtte blande den med Callebaut. Og så brugte jeg mine silikoneforme. Hmm, og blev så enig med mig selv om, at de faste chokoladeforme nok er meget smartere end de bløde silikoneforme! Et ønske for min næste fødselsdag / jul....
Og NEJ, chokoladerne er ikke grå! De er fint sprayet med sølv fra PME Edible Lustre Spray, men jeg ser godt, at billedet måske kunne antyde, at de var grå. Men det er de altså ikke. Jeg har pænt og "tålmodigt" tempereret chokoladen efter alle kunstens regler og det gik fint, selvom der var meget chokolade andre steder end lige i skål og form....!
Chokolader med jordnøddekaramel
(antal afhænger af hvor stor en chokoladeform du anvender. Her var nok til 30 små chokoladeforme)
½ dl sukker
2 spsk piskefløde
75 g groft jordnøddesmør (jeg brugte den økologiske "Peanut Butter Crunchy" fra Green Choice)
1 knsp salt
Varm sukker, fløde, jordnøddesmør og salt op i en gryde til det har konsistens som karamel og hvor sukkeret er helt smeltet. Lad det køle af.
Smelt og temperer mrøk chokolade og hæld den i en chokoladeform. Lad det tørre. Når chokoladen er tør, læg karamel i hver form, lige knap til kanten. Stil chokoladerne køligt (ikke køleskab) til de har sat sig. Afslut med chokoladen igen og stil dem igen køligt. Når de har sat sig kan de vendes ud af formene.
Chokoladerne smager som sagt rigtig godt og specielt den salte smag er et hit for mig. Chokoladen har et skønt "knæk". Prøv dem, hvis du tør eller hvis du har en svaghed for jordnøddesmør.
God dag til jer :-)
Kategorier:
Chokolade,
Jordnøddesmør,
Jul,
Julen 2011,
Konfekt,
Opskrifter
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det lyder som en skøn kombination - kan godt forestille mig det salte giver en god kontrast.
SvarSletOg så er jeg nysgerrig efter hvorfor du ikke er så glad for de bløde silikoneforme? Nu har jeg godt nok ikke prøvet at lave chokolade i dem, men til andre ting (feks. frysning af flydende ting) synes jeg de er geniale.
He he he Ja jeg har også chokolade i hele huset når der laves konfekt :-) Fine chokolade du har fået lavet.
SvarSletHej Camilla.
SvarSletFantastisk blog du har dig. Du har hjulpet mig meget til at lave min første kage med fondant.
Har lige set din nytårskage som du lavede for et par år siden, og tænkte om jeg må spørge hvor du har købt det sølv pastafarve du bl.a. har lavet stjernerne med?
Vh. Gitte
Det er lige mig, det der - du siger bare til, hvis du har problemer med at afsætte dem - så skal jeg nok hjælpe dig :-D
SvarSlet@Heidi: Det var en rigtig god kombination. Og de er bestemt ikke dårligere dagen efter.... :-) Enig, silikone forme er fantastiske til bagværk osv. Men til chokolader skal man tømme silikoneformen for chokolade og det er ærlig talt noget svineri, når den er så blød - det er ganske enkelt svært at styre. Der er de faste forme noget nemmere at vende bunden i vejret af for at tømme for overskydent chokolade. Af skade bliver man klog (men sjældent rig :-)
SvarSlet@Vibse: Dejligt, at der er andre end mig, der sviner :-) Og nu er chokolade ikke det værste man kan svine med :-)
@Gitte: Tusind tak Gitte, det var en sød kommentar. Jeg har vist en god del sølvfarve, så jeg husker ikke lige hvor den specifikke farve blev købt henne. Men der er masser af kagebutikker (Specialkøbmanden, Kagebutikken, Kagekompagniet, Din Kage osv osv) i Danmark, som alle sælger sølv pulver farve. Det opløser du blot i lidt klar alkohol og så er det klart til at male med.
@Piske: Ja, jeg tænkte nok, at det måske lige var noget for dig. Der er flere tilbage, så kom bare!