søndag den 12. juni 2011
Drømmekage på pinseskovtur
Forleden kom en af mine medarbejdere og spurgte om jeg havde en opskrift på Drømmekage på min hjemmeside?? Nææh, det havde jeg faktisk ikke, men jeg har jo en god gammel opskrift som jeg altid bruger, så den fik hun en kopi af.
I dag har vi været på pinseskovtur med noget familie og jeg skulle have kage med. På en skovtur, så skal det være nemt at transportere, børnevenligt og ikke være for besværligt at spise derude i skoven. Og så tænkte jeg, at så måtte den der Drømmekage opskrift da slippes fri her på siden. Jeg bagte kagen i en bradepande, hvor der hører plastiklåg med håndtag til. Det gør jo hverken kagen kønnere eller mere velsmagende, men det er knagme smart, når man skal i skoven :-)
Jeg bruger en gammel opskrift jeg fandt for 20 år siden på bagsiden af en pose Amo mel. Den er god og giver en dejlig "fluffy" kage med den snaskede top.
Drømmekage
Dej:
4 æg (stuetempererede)
300 g sukker
250 g hvedemel
3 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
2 dl mælk
50 g smør
Fyld:
125 g smør
100 g kokosmel
250 g mørk farin
½ dl mælk
Pisk æg og sukker lyst og tykt.
Mel, bagepulver og vaniljesukker blandes sammen og vendes i æggemassen.
Mælk og smør koges sammen og blandes i dejen.
Dejen hældes i en smurt bradepande (30x40 cm) og bages ved 200 grader i ca. 20 min. Når kagen er færdig tages den ud af ovnen og lav da fyldet, mens kagen lige sætter sig.
Kog ingredienserne sammen og fordel fyldet på kagen. Stil kagen tilbage i ovnen (skru op på 225 grader) og bag den i yderligere 5 min.
På pinseskovturen var vi inde i en fugle- og dyrepark, hvor vi selvfølgelig måtte hilse pænt på gederne. På et tidspunkt sad alle ungerne stille på en stor sten og jeg greb straks muligheden for at få et billede af dem alle (de to piger er mine niecer, så det er kun de tre drenge, der er mine :-).
To sekunder efter jeg tog billedet sprang en ged op på stenen bag ved dem, så nedenstående billede er taget lige efter, hvor ungerne havde fået sig noget af et chok :-)
I morgen tager jeg til USA, hvor jeg i forbindelse med mit arbejde skal besøge to virksomheder. Det bliver en hård tur med masser af flyvninger, lange køreture, lange møder og en kvælende varme (38 grader). Det er først på den sidste dag, at der bliver en mikroskopisk mulighed for en lille bitte smule shoppetid. Håber, at jeg får lidt godter med hjem, som jeg kan vise jer her på siden.
Jeg har været så enormt forudseende og overskudsagtig *host host*, at jeg har forberedt et par indlæg, så I slipper slet ikke for at høre fra mig, selvom jeg ikke er hjemme. Det kan dog knibe med at svare på kommentarer og mails og ikke mindst kommentere på jeres indlæg i den kommende uge. Men lad ikke det holde jer tilbage, for jeg læser hver og en af jeres kommentarer på min mobiltelefon, mens jeg er "over there".
Fortsat rigtig god pinse!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Herhjemme er favoritkagen også Drømmekage... hvis du spørger min mand ;)
SvarSletJeg bruger samme opskrift som dig og jeg kan snart bage den med lukkede øjen.
Den findes også i "Den blå bagebog" på sige 28.
Jeg bruger den også tit som lagkagebunde. Evt. med lidt appelsinsaft eller måske hakket chokolade.
God forretningsrejse imorgen :)
MVH
Mette
Hej Camilla,
SvarSletmums - drømmekage!
Sikke nogle bedårende billerne af børnene. Hem den bette tut er bare så nuttet på billede nr. 2, lidt bange og alligevel glad :o)
knus
Camilla
p.s. god tur!
Dejligt med en gennemprøvet drømmekage opskrift... Den skal helt sikkert prøves af.
SvarSletGod tur til USA. Håber da du får købt lidt kage-gejl ;)
Hilsen Heidi
Jeg har i lang tid ledt efter en lækker drømmekage der ikke er alt for sød og denne her lyder jo rigtig god! Meeeenn.... desværre bor vi i Frankrig og brun farin er ikke helt nemt at få fat i. Kan meget brun rørsukker måske bruges?
SvarSletDrømme kage er altid godt... ummm
SvarSletRigtig god tur..
Hyggehygge
Marianne
Jeg bruger også opskriften fra den blå bagebog, det er da lidt morsomt... Men den virker og bliver altid god...
SvarSlet@Mette: Tak jeg havde en fin rejse. Jeg har slet ikke "Den blå bagebog", men har simpel hen en udklippet bagside af en melpose - hæhæ, lidt fjollet egentlig :-D God idé at bruge den som lagkagebunde.
SvarSlet@Camilla: Tak Camilla. Ja, det er faktisk lidt sødt, at han netop griner, men er lidt bange :-)
@Kagermedmere: Ja, den er virkelig gennemprøvet, så prøv den endelig. Er hjemvendt fra USA med en lille smule kagegrej i kufferten.
@Anonym: Brun farin kan nok erstattes af noget andet. Jeg ville prøve at få fat i en anden mørk sukker, feks muscovado sukker, hvis du kan få fat i det. Ellers er det bare om at prøve med rørsukkeret.
@Kager skal der til: Nemlig! Tak, jeg er hjemvendt og havde en fin tur.
@Jannie: Ja, det er lidt pudsigt, og jeg har ikke engang den bog selv. Måske jeg skulle få fat i den (også) :-)