Indledning
Dette er første indlæg af en række indlæg, der kommer til at handle om grundlæggende kagedekoration. Jeg får dagligt spørgsmål omkring "hvordan man gør" og det er jo ikke bare sådan lige at beskrive med få ord. Derfor har jeg lavet en serie omkring grundlæggende kagedekoration, hvor jeg prøver med små trin for trin billedserier at vise "hvordan man gør". Der vil være en masse tips og tricks og links til nyttige steder, sider, bøger mv.
Hvis man søger en god bog med gode beskrivelser af grundlæggende kagedekoration, så kan jeg anbefale "The essential cake decorating guide". Den beskriver alt man behøves at vide om grundlæggende kagedekoration.
Første lektion i grundlæggende kagedekoration her på min blog er "At bage kagen". Der vil sikkert være mange af jer, der tænker "jamen, det ved vi jo godt". Men at bage kagen er faktisk et vigtigt trin i at få en glat og flot kage til slut.
Hvilken form skal man vælge?
I princippet kan man bare bruge en af de forme man alligevel har i skabet. Alt kan bruges og principperne er de samme. Men hvis man vil investere i nogle forme i flere størrelse og former, så kan jeg klart anbefale forme fra "Fat Daddio's". De er utrolig robuste og de ser ud som nye på trods af, at jeg har brugt dem (flittigt) i flere år. Jeg har købt mine i USA, men for nylig har
Specialkøbmanden fået dem i deres sortiment, så nu kan de fås i Danmark.
Hvor meget kage skal man bage?
Inden man skal bage sin kage, så er det vigtigt at vælge den rette størrelse på formen. Her er et skema, der kan give en retningslinje for hvor mange personer der er til i de forskellige størrelse forme. Beregningen er lavet ud fra, at kagen er fyldt med to lag mousse med tre bunde og er ca. 8 cm høj. Man plejer at sige, at der skal være ca. 2 deciliter kage pr person. Så hvis din størrelse form ikke kan ses af skemaet, så prøv at fylde den med vand og beregn ud fra total volumen.

Hvilken kage skal man bage?
Når man har fundet den rette form skal man beslutte hvilken kage man vil bage. Det kan man ikke vejlede i, da det jo er et spørgsmål om smag og behag. Men her på siden finder du mange opskrifter på forskellige kager, som jeg godt kan lide. Når jeg laver kager
med mousse foretrækker jeg at bruge
lagkagebunde. Jeg har opdateret indlægget med Lagekagebunde med lidt tips og tricks om at bage lagkagebundene. Jeg bager dem som en almindelig kage og deler kagen i tre bunde, når den er kold. Man kan også godt bage en bund ad gangen, men jeg synes, at der bliver lidt for meget "top og bund". Bager jeg derimod kage
uden mousse (feks til børnefødselsdage) eller en kage, der skal skæres i en meget speciel form, kan man anvende hvilken som helst kage. Den skal blot være fast i det, så man kan skære den i den ønskede form.
Hvordan bager man kagen? Trin-for-trin vejledning.
Trin 1:
Tegn formen af på et stykke bagepapir og klip det ud.
Trin 2:
Smør bunden af formen med fedtstof og læg det tilklippede stykke bagepapir i bunden af formen. Der skal ikke bagepapir op ad siderne og siderne skal heller ikke smøres. Kagen vokser nemlig med pænere op ad kanten, hvis der ikke er bagepapir på siderne. Hvis der er bagepapir på siderne har kagen en tendens til at synke og trække sig væk fra siderne, hvilket giver en skæv kage.
Trin 3:
Fyld dejen i formen et par centimeter fra kanten og bag den efter opskriftens anvisninger.
Trin 4:
Lad kagen afkøle lidt i formen inden du løsner den fra siderne med en kniv.
Trin 5:
Vend kagen ud på en bagerist med den flade side opad. Det er vigtigt at bibeholde den flade side så lige som muligt, så den ikke får riller, da det bliver toppen af kagen.
Trin 6:
Når kagen er blevet
helt kold skæres "bulen" af kagen. Den skæres af for at sikre en helt lige kage. Det kan med fordel gøres i den afvaskede kageform, så man sikre sig at den bliver helt lige. Kageresten man får tilovers kan man enten spise med det samme (hvis man er kage-sulten :-) eller lægge den i fryseren, hvis man på et senere tidspunkt til lave "cake-pops", romkugler eller lignende (for inspiration til at bruge kagerester ses
her på Vibeke's side).
Trin 7:
Skær kagen i 3 bunde. Dette kan gøres med en kage-deler eller ved eget øjemål og en skarp filetkniv. Jeg anvender det sidste, det finder jeg nemmest og hurtigst.
Bundene er nu klar til at blive fyldt. Hvis man ikke skal anvende bundene med det samme kan de fryses. Læg da et stykke bagepapir imellem bundene og så ned i en frysepose.
God bage-lyst!
Næste lektion i "Grundlæggende kagedekoration" bliver Trin 2: At fylde kagen.