I dag skulle jeg holde et lidt langt og ja, lidt kedeligt, men nødvendigt møde med mine medarbejdere og i den anledning synes jeg, at de skulle have lidt lækkert. Og så kunne jeg passende øve mig på at lave cupcakes med swirls, for det har jeg ikke prøvet før.
Opskriften på kagerne er hentet fra Kagekonens skønne blog. Jeg har aldrig mødt hende, men hun laver nogle fantastiske kager, har skønne opskrifter og skriver mange kloge ord. Jeg gad godt møde hende en dag. Kagerne er rabarber cupcakes med hvid chokolade og mandelmel. Jeg havde ingen rabarber desværre, men i stedet brugte jeg blåbær. Kagerne smagte fantastisk - de var virkelig gode.
Jeg toppede kagerne med Islandsk chokoladecreme. Efter min smag kom der for meget på, men mine medarbejdere spiste rub og stub. Kagerne er pyntet med hortensia sukkerblomster.
Opskriften på Pia's gode rabarber (blåbær) cupcakes kommer her i en dobbelt udgave, for dem kan man vist ikke bage for mange af. Har iøvrigt redigeret en anelse i opskriften.
Rabarber / blåbær cupcakes med hvid chokolade
24 kager
100 g smør
50 g lyst muscovadosukker
180 g sukker
2 æg
100 g mandelmel
150 g hakket hvid chokolade
100 g fint snittet rabarber eller 100 g friske blåbær
1 moset banan
3 dl mælk
300 g mel
4 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker
Smelt smør og sukker i en gryde. Pisk ægget i. Tilsæt hakket chokolade, mandelmel og banan og vend det forsigtigt i. Rør mælk i dejen og sigt til derefter mel, vaniljesukker og bagepulver i. Vend til sidst rabarber eller blåbær forsigtigt i dejen. Dejen fyldes i muffinsforme ca. 1 cm fra kanten og bages ved 175 grader i ca. 15 min. Når kagerne er helt kolde kan de pyntes med den ønskede topping.
