lørdag den 26. marts 2011

Luksus muffins med bær, vanilje og mandler


Jeg beklager, at der er gået så lang tid siden sidste blog post, men det har været en travl uge. Jeg rejser en del med arbejdet pt og hvis jeg ikke lige har lavet et par posts på forhånd, så bliver det ikke til så meget aktivitet i løbet af ugen.

Men i dag vil jeg gerne dele en superlækker opskrift med jer på luksusmuffins med bær, vanilje og mandler. Dem serverede jeg til min søns fødsesldag i søndags. Den dag fik han også en isbjørne bamse kage. Opskriften stammer fra Grigo's Hjemmebag i tykke skiver og store mundfulde. De var rigtig gode med en sprød overflade og en saftig krumme med lidt bid i grundet mandlerne. Grigo brugte solbær i sin opskrift, men selvom jeg har kæmpe solbær buske i haven, så havde jeg ikke lige solbær i fryseren. Jeg brugte blåbær i stedet og andre bær kan sikkert bruges.

Frostingen, der ellers var tiltænkt på toppen af kagerne, mislykkedes..... 2 gange! Og så var jeg løbet tør for ingredienser. Mærkeligt, for jeg synes ellers ikke at den slags mislykkes for mig, men jeg må i køkkenet igen og finde ud af hvad jeg har haft gjort galt.

Derfor er kagerne "nøgne" og upyntede, men det smagte de nu ikke ringere af. Men det vigtigste er vel også opskriften, som kommer her:

Luksus muffins med bær, vanilje og mandler
ca. 20 stk

1 portion sandkagedej
1 portion mazarinmasse
korn af 1 vaniljestang
160 g hakkede mandler
180 g bær (feks. solbær eller blåbær)

Sandkagedej:
250 g smør (stuetemperatur)
200 g flormelis
50 g vaniljesukker (det er meget skulle jeg hilse at sige)
5 æg (stuetemperatur)
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
fintrevet skal af 1 citron

Pisk smør, flormelis og vaniljesukker hvidt i en skål. Tilsæt æggene et ad gangen under konstant omrøring. Rør dog ikke for meget, så dejen skiller. Sigt mel og bagepulver sammen og sigt det i dejen sammen med revet citronskal.

Mazarinmasse:
125 g marcipan
125 g sukker
125 g smør (stuetemperatur)
2 hele æg (letpisket, stuetemperatur)
30 g hvedemel

Rør marcipanen sammen med sukkeret. Tilsæt smørret lidt ad gangen. Tilsæt æggene lidt ad gangen. Vend til sidst mel i massen.

Vend sandkagedejen og mazarinmassen sammen med vaniljekornerne. Hak mandlerne og kom dem i dejen. Vend forsigtigt bærrene i. Kom dejen i muffinsforme, der står i en metalmuffinsform. Hvis de skal have topping på, så fyld formen op til 1 cm fra kanten.

Bag kagerne i en forvarmet ovn ved 200 C i 18-20 min.

Fakta:
De grønne forme er fra SuperBrugsen. De har en rigtig god kraftig kvalitet.
De sorte med grønne prikker er fra Bake It Pretty. De skulle være greaseproof, men det var de faktisk ikke. Men kønne er de nu alligevel.

God lørdag.

9 kommentarer:

  1. Hvor lyder de lækre, dem må jeg absolut prøve :-)
    Jeg synes at muffins - eller cupcakes - er virkelig flotte når de er pyntet med frosting, men hvis jeg skal spise dem er jeg helst foruden. Synes at det bliver lige lovlig meget, hvis det er på....

    KH
    Birthe

    SvarSlet
  2. Jeg kunne snildt køre sådan en ned - med eller uden pynt :-D

    Hvad er det for et mønster, der er på de mørke forme?

    SvarSlet
  3. De lyder mumselækre - har lige skrevet opskriften ud, de må bare prøves :-)

    SvarSlet
  4. De lyder godt nok gode, den opskrift ryger i gemmerne !

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  5. @NYBH: Tak Birthe. Ja, jeg er faktisk heller ikke til alt for meget på toppen, men lidt er ok. Af samme grund prøver jeg altid at lægge mindre på kagerne end man ellers ser.

    @Piske: :-D De mørke forme er sorte med lime grønne prikker.

    @Anne: Tak, det var virkelig mumselækre.

    @Kager skal der til: Ja, dem må du prøve :-)

    SvarSlet
  6. Hej Camilla :)

    Tak for endnu en skøn opskrift. Jeg kommer helt sikkert forbi for at prøve denne her snarest :)

    De bedste hilsner fra
    Anita
    Liv og Mad

    SvarSlet
  7. @Miss A: Tak Anita, du er velkommen :-)

    SvarSlet
  8. MUMS de ser gode ud ... tror måske jeg skal have den bog, nu har jeg efterhånden set flere lækre bud på opskrifter derfra.
    Er altså vild med dine 'fakta' i slutningen af opskrifterne / indlæggene, det er bare super
    HAr lige prøvet Bonedekonens chokoladekage og hold da op den var skøn - Så tak for den opskrift også :)
    Kram Anja Jensen

    SvarSlet
  9. @Anonym: Det er absolut en bog, der er værd at købe. Det er dejligt, at du har glæde af "fakta" som jeg giver til slut. Det er et nyt tiltag, som jeg håber at netop I læsere har glæde af, men faktisk er er det også en hjælp til mig selv. Ja, Bondekonens chokoladekage er virkelig god. Den er nem at lave og så er den dejlig svampet. Skønt at høre, at du har glæde af det jeg deler her på bloggen.

    SvarSlet