tirsdag den 18. januar 2011

Scones

For mange år siden var jeg på Hotel Ritz i London sammen med min søster, hvor vi fik "afternoon tea", "cucumber sandwiches" og scones i smukke, gamle engelske omgivelser. Og det er jo klart den bedste måde at spise scones på. Men når man nu ikke liiige har Hotel Ritz i nærheden, så kan man jo lave dem selv.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra "Byens bedste kager" af Rikke Gryberg, men jeg lavede altså lidt om i den undervejs. Hun anbefalder, at scones stikkes ud 2 cm høje, men det synes jeg var i overkanten. Kagerne blev for høje og "væltede" og blev skrå. Jeg synes, at 1 cm gav et meget pænere og mere "autentisk" udtryk. Og så synes jeg, at det ser sødt ud, at de ikke er så store og voldsomme. Jeg fik i denne anledning også afprøvet min nye afstands-kagerulle jeg købte i London i sidste uge og den var fantastisk god. Skulle I komme forbi London, så led efter den i Debenhamns. Jeg ændrede også lidt i opskriften på orange scones, da der - efter min mening - var et forkert væske-tørstof sammensætning og dermed var dejen alt for klæg.

Her er opskrifterne på hhv klassiske scones og orange scones. Jeg pyntede orange scons'ene for selv at kunne kende forskel på dem. Jeg synes, at orange scones'ene havde et dejligt touch af appelsin og de kan varmt anbefales, hvis man ønsker noget andet end den klassiske udgave. Server scones'ene med lemon curd, marmelade eller clotted cream - og selvfølgelig en god kop the. Velbekommen!

Klassiske scones
(ca. 20-25 stk hvis de stikkes ud i 2 cm tykkelse og 40-50 stk, hvis de stikkes ud i 1 cm)

600 g hvedemel
½ tsk salt
4 tsk bagepulver
120 g sukker
200 g blødt smør
4 dl kærnemælk
Mælk eller æg til pensling (jeg synes, at mælk giver det pæneste resultat. Brug æg hvis du ønsker en mere blank overflade)

Bland mel, salt, bagepulver og sukker sammen. Hak melblandingen sammen med det bløde smør. Tilsæt kærnemælken og saml hurtigt dejen. Du må ikke ælte den for meget. Lad den hvile ca. 30 minutter i køleskabet.

Rul dejen ud på et meldrysset bord i 1 cm eller 2 cm tykkelse (alt afhængig af hvor tykke du ønsker dem). Stik rundekager ud med en udstikker på ca. 5 cm.

Sæt scones'ene på en bageplade med bagepapir og pensl dem med mælk / æg (afhængig af hvad du foretrækker). Bag dem i ovnen ved 200 grader i 12-15 min (afhængig af størrelsen) til de er gyldne og gennembagte.

Orange scones
(ca. 20-25 stk hvis de stikkes ud i 2 cm tykkelse og 40-50 stk, hvis de stikkes ud i 1 cm)

600 g hvedemel
½ tsk salt
25 g bagepulver
2 tsk kardemomme
50 g sukker
200 g blødt smør
Skal og saft af en appelsin
4 dl kærnemælk
Mælk eller æg til pensling (Jeg synes, at mælk giver det pæneste resultat. Brug æg hvis du ønsker en mere blank overflade)

Bland mel, salt, bagepulver, kardemomme, appelsinskal og sukker sammen. Hak melblandingen sammen med det bløde smør. Tilsæt appelsinsaften og kærnemælken og saml hurtigt dejen. Du må ikke ælte den for meget. Lad den hvile ca. 30 minutter i køleskabet.

Rul dejen ud på et meldrysset bord i 1 cm eller 2 cm tykkelse (alt afhængig af hvor tykke du ønsker dem). Stik rundekager ud med en udstikker på ca. 5 cm.

Sæt scones'ene på en bageplade med bagepapir og pensl dem med mælk / æg (afhængig af hvad du foretrækker). Pynt dem evt. med mandelsplitter. Bag dem i ovnen ved 200 grader i 12-15 min (afhængig af størrelsen) til de er gyldne og gennembagte.

4 kommentarer:

  1. Syntes helt klart at du snart skal invitere på scones og afternoon tea :-P De ser så gode ud.

    SvarSlet
  2. @Vibse: Du kommer da bare :-) Du er altid velkommen.

    SvarSlet
  3. Du er en skat ! Mit datter har efterlyst scones, længe...

    Nu må jeg hellere snart lave nogen !

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  4. @Marianne: Det var jo heldigt. Så må du i gang med at bage :-)

    SvarSlet