torsdag den 4. august 2011

Månedens læser opskrift (August)

Hermed den første "Månedens læser opskrift" - August. Fremadrettet skal jeg nok give lidt længere varsel.

Tak til alle dem, der sendte opskrifter ind. Måske anvender jeg jeres opskrift en anden måned - ellers send endelig ind næste gang. Denne måned valgte jeg denne Irish Coffee lagkage sendt ind af Anja Jensen. Den lyder rigtig spændende.



Irish Coffee Lagkage
4 – 6 personer

Lagkagebunde
2 æg
60 g brun farin
30 g hvedemel
30 g kartoffelmel

Smør en lille rund form (ca. 15 cm ) og tænd ovnen på 190 grader.
Pisk æg og brun farin meget luftigt.
Bland hvedemel og kartoffelmel, si det i æggesnapsen og fold det forsigtigt i dejen.
Bages ca. 20 min. til kagen er gennembagt.
Kagen afkøles og deles i tre lagkagebunde. 

Kaffecreme
75 g god hvid chokolade
2½ dl piskefløde
10 hele kaffebønner + evt. lidt pulverkaffe, hvis man ønsker mere kaffesmag

Cremen bør forberedes dagen før kagen skal lægges sammen.
Fløden og kaffebønnerne varmes op til lige under kogepunktet.
Den hvide chokolade hakkes fint.
Halvdelen af fløden hældes over chokoladen og smelter denne til en ensartet masse (brug en lille si, så kaffebønnerne ikke kommer med). Når blandingen er helt blank og ensartet, tilsættes resten af den varme fløde og massen røres forsigtigt sammen til den er blank.
Lad cremen køle lidt af inden der lægges husholdningsfilm direkte oven på cremen (for at undgå kondens).
Sæt cremen på køl natten over.

Kaffe / Whisky sukkerlage
2 spsk. brun farin
2 spsk. stærk kaffe
1 spsk. whisky

Sukker og farin koges op til sukkeret er smeltet, afkøles let hvorefter whiskyen tilsættes.

Sammenlægning og pyntning
1 – 1½ dl piskefløde
Revet / høvlet mørk chokolade

Læg evt. kagen sammen i en skål foret med en frysepose, der er klippet op eller læg den direkte sammen på serveringsfadet.
Cremen piskes let og luftig med en håndmikser.
Bundene vædes godt med kaffe / whisky sukkerlagen.
Halvdelen af cremen fordeles på den første bund, den næste bund lægges på og resten af cremen fordeles, afslut med den sidste bund. Pak kagen ind i husholdningsfilm og lad den trække et par timer i køleskabet inden den skal serveres.

Lige inden servering pyntes kagen med flødeskum og revet / høvlet chokolade.



Note: Jeg har ikke prøvet kagen, men den lyder rigtig god. Hvis man som jeg ikke er så meget for flødeskum, så kunne man også drysse den med flormelis eller lave en glasur, evt en kaffeglasur.

Skynd jer og bag nogle lækre kager og send dem ind, så det måske er dig, der er "Månedens læser opskrift" i september. Se reglerne HER.

15 kommentarer:

  1. Den ser skøn ud - selvom jeg ikke bryder mig om kaffe i flydende form, så må jeg dog indrømme, at den gør sig godt i kager :-)

    SvarSlet
  2. Det er en lagkage som ganske rigtig lyder lækker. Den må afprøves til en søndagshygge.

    Kh. Lis

    SvarSlet
  3. Mmm høres god ud!

    Hvis i forresten vil dele jeres dejlige opskrifter med os her i Norge så findes der en norsk madbloggsentral som også har en fane for danske. http://matbloggsentralen.blogspot.com/

    SvarSlet
  4. Det lyder utrolig lækkert - tak til både dig og Anja Jensen! Irish Coffee-lagkagen skal prøves her hos os :-)

    SvarSlet
  5. Den kage lyder lige som noget for mig. Jeg elsker både kage, kaffe og Irish Coffee....

    SvarSlet
  6. Mmh, den ser LÆKKER ud!!
    Er dog desværre slet, slet ikke til kaffe!

    SvarSlet
  7. Nøj hvor ser den bare lækker ud :-)
    Må hellere oppe mig lidt, så jeg kan være med i næste måneds opskrift "konkurrence".
    Hilsen Charlotte

    SvarSlet
  8. @Piske: Jeg kan heller ikke lide kaffe, men sjovt nok kan jeg godt lide kaffe i kager.

    @Lis: Den vil helt bestemt være god til søndagshygge også.

    @Bakegleder: Tak for linket, Camilla.

    @Madame: Ja, den lyder nemlig ret god. Dejligt at du har lyst at prøve den.

    @Nanna: Ha ha, jamen, så må du vist straks igang :-)

    @KGaardsted: Jeg er kan heller ikke lide kaffe, men jeg kan godt lide det i kager :-)

    @Miss fruity: Det ville glæde mig at få nogle gode opskrifter ind. På den måde kommer der også ting her på siden som jeg ikke selv lige ville have fundet på.

    SvarSlet
  9. Orv hvor lyder den lækker. Den kommer lige i gemmeren :-)

    SvarSlet
  10. @Cupcakesfluffan: Ja, den ser god ud - nu skal jeg bare finde en anledning til at smage den i.

    @Vibse: Ja, nu ligger den også i mine (elektroniske) gemmer til en dag, hvor den skal afprøves.

    SvarSlet
  11. Den skal helt sikkert afprøves til min mands fødselsdag, han vil elske den (og det vil jeg også) ;-)

    SvarSlet
  12. @Elisabeth: Det ville da være en god idé til din mands fødselsdag. Det er jo om at forkæle dem lidt engang imellem :-)

    SvarSlet
  13. hvis bundene kun er 15 cm i diameter, så bliver den da ret lille?? desuden ser det ud til at din kage er smallere for oven, som om bundene i toppen er mindre... passer det? den kan i hvert fald ikke være til 4-6 personer hvis den er så lille

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har ikke selv bagt kagen. Den er bagt af en læser som jeg indsendt en opskrift til et tema jeg havde med "Månedens læseropskrift". Jeg kan derfor desværre ikke svare på spørgsmålene. Temaet med månedens læser opskrift har jeg ikke mere bla fordi det netop var svært at vurdere det folk bagte og skrev.

      Slet