Jeg har en have på 11.000 m2, hvor jeg har de største og skønneste solbærbuske man kan forestille sig. Hver sommer plukker jeg i kilovis af solbær, som jeg altid omsætter til marmelade eller bruger bærrene til solbærmousse til kager. Se opskriften her. I går tog jeg min ældste søn på 9 år og yngste søn på 2 år med ud for at plukke solbær og selvom jeg brugte meget tid på at samle bær op som yngstemanden fik væltet ud i græsset, så hyggede vi os med plukningen. I år plukkede vi ikke så mange kilo, men i 2004 plukkede jeg ikke mindre end 30 kg fra min dejlige buske.
I går lavede jeg så almindelig solbær marmelade, solbær med rom og solbær med cognac. Jeg gav to af glassene som værtindegave til min svigermor sammen med to poser Cookies med daim. Opskriften på dem kommer i næste uge. Mærkaterne på manillamærkerne har jeg bestilt igennem Zazzle, hvorpå der står "Himmelske kager", samt min blog-adresse.
Jeg pønser på at anvende solbær med rom i en mousse og lykkes jeg med en god mousse blogger jeg selvfølgelig opskriften. Her er opskrifterne på godterne fra i går.
Solbær med rom
1500 g solbær
2 dl vand
1 kg sukker
2,5 dl rom
3 tsk melatin
evt. 1 tsk atamon
Skyl solbærrene. Solbær og vand varmes langsomt under låg og koges i ca. 5 minutter. Sukkeret tilsættes og gives et opkog. Melatinen og 2 spsk sukker blandes godt sammen og drysses ud over bærrene og koges yderligere 2 minutter. Tilsæt evt. 1 tsk atamon, hvis man ønsker lang holdbarhed. Sluk for varmen og tilsæt rommen. Fyldes på atamon eller spiritusskyllede glas, der lukkes.
Solbær med cognac
1000 g solbær
1 dl vand
saften af en usprøjtet citron
750 g sukker
1 dl cognac
3 tsk melatin
evt. 1 tsk atamon
Skyl solbærrene og bring dem langsomt i kog med vandet og citronsaften. Lad det koge i ca. 5 minutter. Sukkeret tilsættes og gives et opkog. Melatinen og 2 spsk sukker blandes godt sammen og drysses ud over bærrene og koges yderligere 2 minutter. Tilsæt evt. 1 tsk atamon, hvis man ønsker lang holdbarhed. Sluk for varmen og tilsæt cognac'en. Fyldes på atamon eller spiritusskyllede glas, der lukkes.
Solbærmarmelade1250 gram solbær
5 dl vand
1 kg sukker
3 tsk rød melatin
Evt. 1 tsk atamon
Skyl solbærrene og hæld dem i ned i det kogende vand, hvori de koges i 5 min. Sukkeret tilsættes og gives et opkog. Melatinen og 2 spsk sukker blandes godt sammen og drysses ud over bærrene og koges yderligere 2 minutter. Tilsæt evt. 1 tsk atamon, hvis man ønsker lang holdbarhed. Fyldes på atamon eller spiritusskyllede glas, der lukkes.
Sidste år fik eg høstet 200 og etellerandet gram solbær på min ene busk... I år fik jeg da hele 326 gram solbær :-D Jeg er slet slet ikke misundelig på dine mange kilo ;-)Jeg elsker solbær marmelade. Tak for link ... Der er da lidt for mange ting jeg godt kunne tænke mig. Dine mærkater ser rigtig fine ud. Knus
SvarSletJamen, det går da fremad med mængderne, søde. Om et par år er der så til et helt glas marmelade :-))))
SvarSletKære Camilla
SvarSletHvor er du dog heldig med en have med dejlige solbærbuske. De ser rigtig lækre ud. Især glassene med stof over. Så fine. Tror jeg skal have kigget mig om efter sådan nogle :) Tak for dejlig inspiration.
Kh Nadia
@Nadia: Det var så lidt - og i lige måde. Du har en skøn blog og jeg glæder mig meget til at gå ombord i din juleblog - både indlæggende fra sidste år og dem der måtte komme i år. Det er faktisk slet ikke stof, der er på glassene, men gavepapir, som jeg har klippet til. Jeg kunne ikke selv stå for det lyserøde papir med brune prikker. Jeg har købt det hos Panduro hobby.
SvarSlet